{ Velkommen til CamamaMilla }

Jeg vil benytte dette første skriv på CamamaMilla til, at fortælle lidt om mig selv, præsentere jer for min fighterfamilie, og dele lidt af tankerne bag det, at starte denne blog. Men først og fremmest vil jeg takke jer, fordi I har lyst til at følge med.

På mange måder er vi blot en helt standard familie, bestående af Store S, mor Camilla, Spiloppen Sille på to år og lillebror Kalle på otte måneder. Vi bor i et stort hus uden for Ribe, som vi selv har renoveret, to biler,frugttræer og alt det der hører sig til. Men for ni måneder siden tog vores liv en uventet drejning, da jeg halvvejs i min graviditet blev indlagt, og tre uger senere fødte Kalle, seksten uger før forventet termin. Vi er i skrivende stund stadig indlagte, og Kalle har endnu ikke oplevet andet end livet på sygehuset. Det betyder også, at vi de sidste ni måneder har levet et splittet liv, hvor jeg er medindlagt, og Store S holder skansen derhjemme hos Sille, og pendler frem og tilbage til sygehuset dagligt. Det har været et langt og sejt forløb, med mange bekymringer, følelsesmæssige ruchebaneture og angsten for at miste Kalle hængende over hovedet konstant . Han har en svær grad af BPD (stive lunger), og hans kamp er langt fra slut endnu. Men vi holder (størstedelen af tiden) humøret og håbet højt, sammen klarer vi alt! Og det er det bloggen tager udgangspunkt i, vores liv som fighterfamilie, og hvordan vi håndterer vores livs mareridt. Der vil både komme fortællinger og tanker fra månederne der er gået, og om alt det der er vores virkelighed her og nu. Fortid og nutid serveret uden filter og lige fra hjertet. Jeg håber, at jeg med åbenhed kan være med til at oplyse, inspirere eller måske endda give andre i en lignende situation håb og følelsen af, at de ikke er alene.

Mit håb er at skriblerierne her på bloggen, vil blive en terapeutisk og meningsfuld måde at få bearbejdet vores forløb på. Derfor bliver dette ikke en blog med daglige opdateringer, men derimod bliver alle indlæg skrevet helhjertet, og kun når lysten og overskuddet er til det. Min førsteprioritet vil altid være, at passe godt på min familie og mig selv. Det er heller ikke her I vil finde smukke og opstillede billeder, eller opdateringer om de nyeste trends. I får mig, CamamaMilla, med hud og hår, og alt det der giver mening for mig at dele.

Hvis I har lyst til, at blive lidt klogere på hvem jeg er, og hvad I ellers kan forvente jer af emner her på bloggen, så kig forbi siden Om mig.

Jeg ser frem til at dele vores historie med jer. Håber I har lyst til, at følge med på vores rejse tilbage til det virkelige liv.

// Camilla

Camamamilla, morblog, præmatur, ekstremt præmatur, født uge 24, født for tidligt

Camamamilla, morblog, præmatur, ekstremt præmatur, født uge 24, født for tidligt, respirator, baby i respirator

Camamamilla, morblog, præmatur, ekstremt præmatur, født uge 24, født for tidligt

{ I kan også følge med på Instagram, Facebook og Bloglovin`}

7 comments / Add your comment below

  1. Formuleringen:”Rejsen tilbage til det virkelige liv” rammer dybt i hjertet. Dejligt første skriv 💙

    1. Tak for de søde ord kære Pernille.
      Det bliver SÅ HYGGELIGT, når vi lige om straks ses ude i virkeligheden, til den skønneste kærlighedsfest <3

  2. Så flot skrevet Camilla ~ Glæder mig til at følge jeres vej mod livet på landet som en familie på 4 ❤ Læste og så alle billederne fra du blev gravid med Kallemusen og til nu, inde på IG den anden aften/nat. Kunne slet ikke slippe din gribende “fortælling” om livet som mor til den søde Spillop, og til Kalleflødekind, samt kæreste med Store. Sender jer alle mine positive energier, tusindvis af kærlige tanker, samt et kæmpe KRAM. ❤
    I er i sandhed STÆRKE, MODIGE & SEJE sammen ❤
    Kærligst Jeanette

    1. Åhhh, hvor dine søde ord dog varmer. Tusinde tak for dem, og fordi du har lyst til at følge med. Det betyder rigtig meget <3

Skriv et svar