{ De små ting // At kunne gå en tur med sin baby }

For langt de fleste nybagte forældre er det en selvfølge, at man tager sin baby med sig alle steder. Rundt i hjemmet, triller tur med barnevognen eller tager på besøg hos bedsteforældrene. Det er noget man tager for givet. For vores vedkommende er det blevet en luksus, vi slet ikke kan forestille os bliver en realitet engang.

Siden Kalle`s fødsel har han været afhængig af hjælp til at trække vejret, både i form af respirator og de seneste måneder heldigvis blot c-pap. Det er udstyr man ikke bare sådan lige transporterer omkring, så derfor har han hele sit liv kun oplevet den verden han kunne se fra sin seng, og så den meter hans mange slanger kunne række. Og langt hen af vejen har det været ok, for han har været så dårlig, at han ikke har været i stand til andet.

Men den sidste måned vi var indlagt på OUH var det noget, jeg blev meget optaget af. At Kalle skal opleve verden, i hvert fald i det omfang det kan lade sig gøre. At han ikke skal snydes for mere end aller højst nødvendigt. Tænk sig et chok han ville få, hvis han først skal opleve andet end de fire vægge på hospitalsstuen, den dag vi bliver udskrevet. Heldigvis lyttede de til mine tanker og ønsker, og vi fik det arrangeret sådan, at vi kunne gå nogle små ture rundt på sygehuset. En enkelt gang fik han lov til, at komme ud på altanen og mærke den friske luft. Det krævede selvfølgelig en masse udstyr, og hjælp fra personalets side, men det lykkedes. Den længste tur var den dag han blev døbt, men det vil jeg fortælle mere om på et senere tidspunkt.

Transportabel c-pap, c-pap, OUH, neonatal, præmatur, bpdlunger

Transportabel c-pap, c-pap, OUH, neonatal, præmatur, bpdlunger, bæresele

Da vi så blev flyttet til Kolding for et par uger siden, var noget af det første jeg efterspurgte, om vi havde muligheden for at komme lidt ud fra stuen med Kalle. De lignede mildt sagt nogle kæmpe spørgsmålstegn, og forklarede mig pænt, at børn der ligger i c-pap på en børneafdeling ikke kan blive transporteret rundt. At det havde de aldrig før prøvet, og ej heller havde noget udstyr til. Jeg forklarede lige så pænt, at det sagtens kan lade sig gøre, og at min otte måneder gamle baby altså har brug for nye stimuli og sanseindtryk. Han keder sig SÅ meget efterhånden, og det er rigtig svært at underholde ham hele tiden. Heldigvis viste det sig, at de også i Kolding er nogle fantastiske og lydhøre mennesker, og de har i to uger arbejdet på, at få konstrueret et transportabelt bord, hvor der er plads til alt udstyret. Der er påsat et genopladeligt batteri, samt tryk- og iltbomber. Som I kan se på billedet er det ikke nogen elegant løsning, men hvor er jeg dog dybt rørt og taknemmelig for, at det kan lade sig gøre. At nogen har gjort det for Kalle`s skyld.

Transportabel c-pap, baby, c-pap, børneafdeling Kolding,

Igår blev bordet indviet, og da jeg modtog billedet ovenfor fra Store S tudede jeg. Jeg græd ved synet af min lille dreng ude i solskinnet. Tænk sig, hvor meget de mindste ting pludseligt kan betyde. Det er da fantastisk. Det er kun anden gang i sit otte (og et halvt) måneder lange liv, at Kalle får lov til at mærke den friske luft – men heldigvis langtfra den sidste. Nu kan han også komme en tur med Sille ned i legerummet, eller bare hen og sidde med ved bordet, når vi andre skal spise. Det bliver en fest fra nu af!

Husk at sætte pris på de små ting, nogle gange er det faktisk dem der betyder aller mest.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

14 comments / Add your comment below

  1. Nu tuder jeg også …. hvor er det skønt at læse at der stadig findes mennesker der vil alle andre det bedste. Fedt at de opfyldte jeres ønske. Og tak fordi du minder os om at nyde hverdagen

    1. Heldigvis har vi (næsten) kun mødt netop den slags mennesker Nanna. Jeg har også lært, at mange ting kan lade sig gøre, hvis blot man selv giver udtryk for sine ønsker.

  2. I er seje! Vi var kun indlagt i 3 måneder, men var også ret fastlåst på stuen i den periode. De få gange hvor jeg havde Henry på armen for at varme mælk fx. Var så stort inden i mig. Så jeg fælder en tåre når jeg læser det her indlæg, fordi jeg kan huske de følelser de små sejre og skridt mod virkeligheden giver! Vi er stadig ikke helt i mål her hjemme, vi har bare flyttet sygehuset hjem, og lever nu i det på snart 4 måned, men det er jo også et skridt imod normalen. 1000 gode tanker fra en mor til en anden ♥

    1. Åhhh, det lyder også som et langt og sejt forløb Mathilde, jeg håber i kan holde modet oppe? Jeg følger jer og seje lille lækre Henry på Instagram, og bliver inspireret og optimistisk af, at se alle de ting ham kan være med til derhjemme. Tak fordi du også deler så åbenhjertet <3

      1. Vi har jo fået vores største gulerod indtil videre i at kunne være hjemme, og bringe Henry ind i hans søskendes liv. Hvilket for os har været benzinen der fik motoren til at køre. Og modet, det forbliver så længe alle vores børn smiler og er kærlige og nysgerrige hver dag. Så må vores energidepoter forblive fyldte lidt endnu 😊

  3. Hvor er det dejligt at læse. Når jeg læser dine opslag på instagram og her, er det netop at jeg sætter pris på de små ting for jeres historie sætter tingene i perspektiv ❤

    1. Hvor er det godt at høre, at vores fortælling kan være med til, at andre husker at nyde de små dyrebare øjeblikke. Og tusinde tak fordi du følger med, både på Instagram og her på bloggen <3

  4. Får helt tåre i øjnene af at læse og se billederne. Fantastisk at det kan lade sig gøre, at Kalle kan komme med ud.
    Og godt du er så stædig og har fået trumfet din ide igennem.
    Det er en kæmpe fornøjelse at få lov til at følge jer 😍

  5. Får helt tåre i øjnene af at læse og se billederne
    Fantastisk at det kan lade sig gøre at få Kalle med ud i den friske luft
    Og og godt du er så “stædig” og få din gode ide trumfet igennem.
    Dejligt at få lov til at følge jer, glæder mig til meget mere læsning 😍

  6. Tak fordi du minder os om, at nyde de små øjeblikke! Fik også en klump i halsen. Kram til den sejeste familie 😀

  7. Åh det gav mig tårer i øjnene! Ved godt det er længe siden du skrev dette indlæg. Jeg har selv en dreng med bpd og husker tydeligt første vi trillede en tur i barnevogn med cpap, kæmpe batteri og ilt bombe. Og vi snakkede netop også om at en barnevognstur eller at kunne gå frem og tilbage og trøste babyen er noget folk tager for givet, for os bpd forældre er det en drøm vi næsten ikke tør drømme <3

Skriv et svar