{ Før Kalle kom til verden // En kompliceret graviditet }

Hvad kan være mere passende end, at starte ud med at fortælle om, hvordan min graviditet med Kalle gik? Ordene er mange og skriblerierne stak lidt af mens jeg skrev dette indlæg, derfor kommer anden del i et senere indlæg. Der vil jeg fortælle om de tre længste uger i mit liv, nemlig dem jeg tilbragte i en hospitalsseng, mens jeg bad for Kalle`s og mit eget liv.

Den første fredag i juni 2016 vågnede jeg op efter en meget livagtig drøm. I drømmen fandt jeg ud af, at jeg var gravid. På vej hjem fra job blev jeg nødt til, at købe en graviditetstest, da tanken om en lille Spire i maven ikke rigtigt ville slippe mig. Og sørme om testen ikke var positiv. Jeg var lige dele overrasket, glad og en anelse skræmt. For selvom vi gerne ville have en baby mere, så havde vi nok ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt. Heldigvis var Sille i vuggestue, for jeg gik forvirret rundt om mig selv, indtil Store S kom hjem fra arbejde. Egentlig ville jeg have ventet med, at fortælle ham den store nyhed, da han skulle holde fest for alle sine kolleger samme aften. Og jeg forsøgte virkelig at holde min lille hemmelighed for mig selv, men alligevel endte det med, at jeg halvvejs råbte efter ham, da han var på vej ud af døren: “Du må ikke gå! For vi skal altså have en baby, og jeg er helt forvirret. Jeg har brug for dig”.

Vi var lykkelige og så frem til, at blive en lille fuldendt familie på fire. Men allerede da jeg var blot syv uger henne, fik vi den første forskrækkelse af mange. En aften begyndte jeg at bløde, og havde kraftige mavesmerter. Næste dag blev jeg sendt til en kontrolscanning, og vi var mere eller mindre sikre på, at det lille hjerteblink på skærmen ville udeblive. Men det gjorde det heldigvis ikke, og vi var lettede. Endnu to gange inden nakkefoldsscanningen i uge 12, måtte jeg forbi sygehuset til ekstra scanninger, da jeg blødte flere gange. De kunne ikke give en forklaring på blødningerne, men vores lille Spire så ud til, at have det fint inde i hulen. De første måneder føltes uendeligt lange, da jeg var voldsomt plaget af kvalme, svimmelhed og selvfølgelig alle bekymringerne. Hver gang jeg igen blødte, forberedte vi os på, at vi havde mistet vores lille Spire. Mit bækken var også allerede begyndt at drille, nogle dage kunne jeg næsten ikke holde ud at være på arbejde, og jeg måtte undlade at løfte unødigt på Sille.

Til den længe ventede nakkefoldsscanning fik vi endelig lov til, at hilse rigtigt på vores lille Spire. Til vores store lettelse så vi en meget livlig baby, der efter jordemoderens udsagn så rigtig fin ud. Terminsdatoen blev fastsat til d. 6. februar 2017. Først da kunne vi rigtigt tro på, at vi ville få lov til at blive forældre til to, og vi turde nu dele vores hemmelighed med alle omkring os. Det gjorde vi blandt andet med denne alt for nuttede video af den lille kommende storesøster.

Kompliceret graviditet, gravid, rand løsning, blødning i graviditet, foranliggende moderkage

Tiden fra uge 12 til 20 gik forholdsvis roligt, med kun en enkelt blødning og dertilhørende kontrol.  De andre graviditetsgener aftog stille og roligt, men mine smerter i bækkenet blev dog meget slemme, og jeg gik til akupunkturbehandling flere gange i ugen for at kunne holde det ud. Jeg blev også sygemeldt fra arbejde allerede i slutningen af august, da jeg var blot 17 uger henne. Det var lidt af et nederlag for mig, at måtte se i øjnene, at jeg ikke var i stand til at passe mit job, men samme tid var det vigtigste at passe på den lille Spire i maven. Det der gjorde aller mest ondt var faktisk, at jeg følte at jeg svigtede Sille. Mit overskud var nærmest ikke-eksisterende, og jeg var ikke i stand til, at løfte hende eller lege rigtigt med hende. Ofte måtte jeg se skuffelsen i hendes lille ansigt, når jeg igen måtte sige fra. Jeg holdt mig stort set i ro døgnet rundt, hvilket i bagklogskabens lys nok var meget heldigt.

Et par dage før vi skulle til misdannelsesscanningen blødte jeg lidt igen. Jeg var forbi lægen, men ventede med at blive tjekket yderligere til den planlagte tid på Kolding sygehus. Til scanningen så vi igen en livlig lille skabning, der ikke var bange for at vise os, at han var en dreng. EN DRENG?! Vi var faktisk begge to overbeviste om, at vi skulle have en pige mere, og havde da også fundet det perfekte navn til hende. Ha ha, så meget for den mavefornemmelse. Men igen så alt helt normalt ud, og endelig kunne jordemoderen give os en formodet forklaring på alle mine blødninger. Det viste sig nemlig, at jeg havde en foranliggende moderkage, der lå ned foran livmodermunden (babyens “udgang”), hvilket kan give anledning til blødninger i graviditeten. På daværende tidspunkt var min største bekymring, at hvis ikke moderkagen flyttede sig i takt med at maven voksede, så skulle jeg føde ved et planlagt kejsersnit. Ikke fordi jeg er fan af at føde, langt fra, men et kejsersnit virkede langt mere skræmmende og uoverskueligt på mig.

Kompliceret graviditet, scanningsbillede, misdannelsesscanning, nakkefoldsscanning, gravid, rand løsning, blødning i graviditet, foranliggende moderkage

Allerede et par dage efter blødte jeg voldsomt igen, og ringede ind til fødegangen, da jeg havde fyldt seks natbind i løbet af en halv nat. Jeg blev bedt om at tage lidt smertestillende, og kontakte min egen læge dagen efter. Hun sendte mig så direkte til tjek på fødegangen, hvor jeg blev scannet både ind- og udvendigt. Blødningen var aftaget lidt, og jeg blev sendt hjem med beskeden om, at jeg ikke måtte foretage tunge løft. Den efterfølgende uge blødte jeg konstant, men tænkte at det jo måtte være ok, siden lægen havde sendt mig hjem igen.

Efter en lidt kærlig onsdag aften (ja, det var jo onsdag, haha), vågnede jeg op næste morgen i en stor blodplet i sengen. Jeg stod op og blødte også halvdelen af badeværelsegulvet til. Og i min vanvittige frygt for at blive stemplet som hysterisk eller hypokonder ringede jeg ikke straks til fødegangen. Jeg forsøgte at skubbe mine bange anelser i baggrunden, og kørte endda ud og fik købt en ny autostol til Sille den formiddag. Iført et bind af den størrelse, hvor det i virkeligheden nok nærmere hedder en ble. Dog blev jeg alligevel så bekymret op af dagen, at jeg ringede til min jordemoder, bare lige for at afklare om det virkelig var ok at bløde SÅ meget, og om jeg mon skulle tage lidt ekstra jern for at undgå at få lav blodprocent, hvis det skulle stå på resten af graviditeten. Hun blev vist en smule chokeret, og bad mig køre på fødegangen til tjek straks. Der kunne de se, at et lille stykke af min moderkage havde løsnet sig, det man kalder en randløsning. Og det er åbenbart noget man skal tage meget alvorligt, for i stedet for at køre hjem til min svigermors fødselsdag som planlagt, blev jeg direkte indlagt på svangreafdelingen i Kolding. I chok, 21 uger henne og med beskeden om, at “hvis vi er nødt til at tage din baby ud nu, så har han ingen chance for overlevelse”.

Så da jeg intetanende kørte ud af gårdspladsen d. 29. september 2016, var det sidste gang jeg var hjemme, inden vores livs værste mareridt startede. Og jeg har været indlagt lige siden. Goodbye to life as we knew it.

// Camilla

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

9 comments / Add your comment below

  1. Lyder meget voldsomt med alle de blødninger. Godt at du til sidst tog til lægen.
    Kan fortælle dig at et kejsersnit slet ikke er så slemt. Det har jeg prøvet fire gange!

  2. Pyha Camilla, jeg kendte jo historien, men alligevel er jeg totalt paf!
    Hvor er det flot skrevet, men mest af alt SUPER sejt af dig at dele sådan en personlig og intim oplevelse.
    Bliver endnu engang stolt af dig og den seje mor du er ❤

    1. Tak for dine søde ord, verdens bedste Henry ❤️

      Glæder mig sådan til, at dig og “maven” snart, når vi skal til kærlighedsfest. Der er så meget der skal indhentes.

  3. Jeg rendte til lægen konstant synes jeg 🙈

    Det er altså ret sejt med fire unger og fire x KS 💪🏼 Du er så beundringsværdig Nanna!

  4. Jeg blev helt overrasket over at læse hvor meget din historie allerede ligner min! Jeg ser frem til at læse resten 🙂

  5. Vildt at du bare blev sendt hjem. Jeg havde nøjagtig samme problem med foranliggende moderkage som dig, men bare med tvillinger.. jeg blødte on/off også og var mere indlagt end hjemme, men blødte ikke i så enorme mængder som dig, men blev alligevel indlagt.. mon det var fordi, at det var tvillinger?? Nå men jeg endte også med randløsning og akut kejsersnit, dog bare i uge 33.. held og lykke med jeres lille Kalle og tak for gode indlæg

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.