{ Kære mor, stol på din mavefornemmelse }

Stol på din mavefornemmelse, Mors mavefornemmelse, babyhånd, vrs fashion, morblog

En mor har altid ret! Når det kommer til hendes egne børn, that is. En ting har livet med børn nemlig lært mig, og det er at en mors mavefornemmelse (næsten) aldrig tager fejl. Det her skriv er til alle jer mødre derude.

Da vi, som nyudklækkede forældre, pludselig stod med Sille i armene, væltede usikkerheden ind over os. Især mig, det indrømmer jeg gerne. De mindste ting kunne gøre os utrygge, vi Googlede ALT og aldrig før har jeg spurgt min egen mor så meget til råds. I takt med at hun voksede, voksede vi også i forældrerollen, og jeg erfarede noget meget vigtigt: At min moderlige intuition faktisk ikke er så tosset endda. Da jeg endelig nåede dertil, hvor jeg hvilede i min nye rolle som mor, og tog et aktivt valg om altid at stole på min egen mavefornemmelse, da blev det pludseligt meget nemmere at være mor. Og faktisk var det også min oplevelse, at Sille blev en mere tilfreds og rolig baby.

Da vi så fandt ud af, at jeg var gravid igen, snakkede vi meget om, at vi så frem til, at vi nu skulle være rutinerede forældre fra starten. At alle de unødige bekymringer ikke skulle fylde, og at vi bare kunne nyde vores baby på en helt anden måde end første gang. Hvor blev virkeligheden dog bare en helt anden, da Kalle gjorde sin tidlige entre til verden. Alt blev igen vendt op og ned, og vi stod igen der, og vidste ikke hvad vi skulle stille op med vores nye baby. Heldigvis havnede vi i de bedste hænder på den intensive neonatalafdeling, og vi fandt os også tilrette i de nye roller som forældre til et ekstremt præmaturt barn. Da Kalle var fem måneder gammel skete der noget, der forevigt vil være en af mit livs værste oplevelser. Men det var også en oplevelse der lærte mig noget vigtigt, så derfor har jeg lyst til at dele det med jer.

Grundet travlhed og for få ressourcer på afdelingen, blev vi flyttet midlertidigt fra vores trygge og kendte rammer, til en anden afdeling på OUH. Det skete pludseligt, og var noget vi virkelig havde frygtet. Og det første døgn på den nye afdeling, blev også et af de værste i mit liv. Og efter et forløb som vores, så siger det ikke så lidt endda. Da vi ankom til afdelingen, fik vi lidt af et “kulturchok”. Her var de ikke vant til, at have langtidsindlagte børn, og tilgangen til os som familie var helt anderledes. Familieorienteret sygepleje var vist ikke lige deres speciale. Pludselig blev vi ikke rigtigt lyttet til, fremmede mennesker forklarede os i en bestemt tone, at de skam vidste bedst, hvordan vores baby skulle behandles. Beslutninger blev taget hen over hovedet på os, og der blev gjort ting, vi langt fra havde det godt med. Bl.a. fik Kalle en del morfin, for at gøre ham mere “medgørlig”. Den uro han havde, kunne jeg have afhjulpet med min nærhed, hvis jeg blot havde fået lov. Vi blev ikke taget alvorligt, hverken af læger eller sygeplejerskerne. Jeg brugte dagen på, at forsøge at holde sammen på mig selv og mine følelser, og så snart jeg vendte ryggen til personalet, brast jeg sammen i gråd. Den dag græd jeg flere tårer, end under hele resten af vores tid på OUH. Vi forsøgte forgæves at blive hørt, og stod pludseligt passivt og så til, mens vores grænser blev overskredet,  mens andre tog styringen over vores baby. Al min moderlige selvtillid var forsvundet i løbet af få timer, og ingen af os evnede at sige tydeligt fra.

Om aftenen, da jeg var på vej over i seng, modtog jeg en besked fra vores fantastiske kontaktsygeplejerske fra neonanalafdeligen, hvor der blandt andet stod:

“Mærk efter i dit hjerte, og få det til at blive, som det skal være for jer og Kalle”.

De ord ramte mig som en spand koldt vand. Jeg ved ikke hvordan hun kunne vide det, men det var lige de ord jeg havde brug for. Jeg græd og græd den nat, men jeg brugte også de lange timer på, at tage mig selv i nakken. Hvis ikke jeg skulle kende min baby bedst, hvem skulle så? Hvis ikke jeg skulle forsvare ham med næb og klør, hvem skulle så? Jeg fik mig selv mindet om, at JEG ved bedst. Jeg er moderen. Og en mor har altid ret! Mine ord blev den nat formuleret, gennemtænkt og omformuleret, og næste morgen marcherede (!!)  jeg målrettet over til Kalle og den nye afdeling. Aldrig har jeg været så fyldt op af beslutsomhed. Jeg VILLE høres, lyttes til og få dem til at forstå, at en mor skal man altså tage alvorligt. Uden helt at vide hvordan, så lykkedes det mig, at få sagt alt det, jeg havde på hjertet. Uden at bryde sammen, og uden at blive vred eller anklagende. Og det hjalp faktisk. Resten af tiden der (heldigvis kun halvanden uge) blev tålelig, og jeg fik sågar en halv undskyld af både en læge og en sygeplejerske.

Den morgen hvor jeg fik sagt fra, voksede min moderlige selvtillid heldigvis igen, til dobbelt størrelse faktisk. Og jeg har lovet mig selv, at det var sidste gang nogensinde, at jeg ville lade andre overskride mine grænser på den måde, især når det kommer til det mest dyrebare jeg har, Sille og Kalle ♥

Mon det her skriv giver mening for andre end mig selv? Måske ikke, men mit budskab til alle jer mødre er egentlig bare:

Kære mor. Stol på din mavefornemmelse, DU kender dit barn bedst. Lad aldrig nogen overbevise dig om noget andet!

// Camilla

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

11 comments / Add your comment below

  1. Dit indlæg her ramte lige i hjertet på mig. Jeg vil bare sige at du har ret, vi mødre kender vores børn bedst. En vigtig lektie jeg også lærte i vores forløb var nemlig at få sagt fra og ikke bare finde sig i alt fra læger og sygeplejersker.

    1. Det er nemlig bare så vigtigt. Men det er også utrolig svært, især når man står midt i sit livs sværeste periode. Håber du fik sagt fra i tide, og fulgte dit hjerte? Det fornemmer jeg nu, at du gjorde <3

  2. Oplevede selv noget lignende og hurra for at du deler din historie. Vi kom først godt videre efter, at vi som første-gangs forældre, tog den samme beslutning. Vi ved bedst som forældre! Beundrer dit mod og din styrke. Godt budskab ❤

    1. Ja, den der mavefornemmelse skal man altså stole på. Men det kræver også mod og overskud at trodse autoriteterne. Sejt at I også samlede jer mod til at gøre det <3

  3. Årh.. Sidder her med tårer i øjnene. Du har så evig ret.
    Og hvor er det bare nogle fantastiske indlæg du allerede nu har fået skrevet.
    Du skal vide at mine kollegaer og min familie følger med, for jeres situation berøre alle så dybt.
    Min mor sagde igår; “musen er godt nok god til at formulere sig ærligt, på en meget kærlig måde”

    Du er en enér ❤

    1. Åh mus dog, nu bliver jeg helt rørt <3 Tak. Og tak til din mor for de rosende ord. Jeg skriver fra hjertet, og det håber jeg man kan mærke på den anden side af skærmen.

      KYS :-*

  4. Puha, sidder med tårer i øjnene – du har SÅ meget ret i at man skal mærke efter hvad mavefornemmelsen siger 💙

    Har selv haft flere længerevarende indlæggelses forløb på Skejby og OUH med min søn grundet præmatur fødsel ❤️ Det er hårdt og syntes det er opløftende og vildt sejt gået at du har givet dig i kast med egen blog 💪🏻👏🏻💙 al lykke til jer 😘

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.