{ Angstanfald og psykologsamtaler }

I søndags skete der noget, der kom så meget bag på mig, at jeg stadig er en smule chokeret og også lidt bange. Bange for at jeg pludselig vil miste kontrollen over mine følelser og mig selv. At jeg faktisk slet ikke er helt så “okay”, som jeg går og føler mig. Egentlig var min tanke, at jeg først ville dele denne del af vores forløb med jer på et senere tidspunkt, men nu hvor tankerne fylder, giver det bedst mening for mig, at dele det allerede nu.

For at dette skriv giver mening for alle, er vi nødt til at spole tiden lidt tilbage til den sidste halvdel af december måned sidste år. Kalle var på det tidspunkt virkelig dårlig, som i liv-eller-død-dårlig. Følelser, tanker og ord jeg aldrig vil glemme blev brændt ind i min sjæl.

“Vi har ryggen mod muren. Hvis det her ikke virker, er vi desværre nødt til at stoppe al behandling.”

“… eksperimentel behandling. Hvis vi ikke prøver, er der ikke mere vi kan gøre for Kalle.”

“Det ser sort ud, men vi tror på at der er en chance for at han klarer den. Ellers ville vi ikke gøre det her.”

“Sidste chance.”

Angstanfald, præmatur, ekstremt præmatur, OUH, neonatalafdeling
December 2016

Jeg veg stort set ikke fra Kalle`s side i den periode, end ikke for at sove mere end et par timer hver nat. Der var dog en begivenhed der kunne få mig til, at tage hjem på en enkelt overnatning, nemlig Sille`s to års fødselsdag. Og det var der jeg stiftede et nyt bekendtskab, angst.

Dagen var lidt svær at komme igennem, da tankerne konstant var hos Kalle, og frygten for at modtage et opkald med dårligt nyt fra Odense var stor. Men det gik trods alt fint, da vores fokus var på, at Sille skulle have en fantastisk dag. Hvilket hun iøvrigt også havde. Det var først da jeg kom i seng om aftenen, og fik tid og ro til at lade tankerne flyve, at det ramte mig, uden varsel. Pludselig kunne jeg ikke få luft, og det føltes akkurat som om, at der var blevet lagt en meget tung sten på min brystkasse. Panikken bredte sig i hele min krop, og jeg kunne slet ikke få kontrol over mine tanker eller min vejrtrækning. Jeg fik ringet efter store S, der sad ude i værkstedet sammen med et par kammerater. Det hjalp at få snakket lidt, og resten af natten blev tålelig. Men søvn fik jeg ikke rigtigt noget af.

På vej tilbage til Odense næste formiddag, kunne jeg slet ikke være i mig selv. Jeg synes at store S kørte alt for langsomt, og det var som om at alle de øvrige bilister slet ikke forstod, hvor vigtigt det var, at vi kom tilbage til vores lille Kalle hurtigst muligt. Følelsen af at blive kvalt blev værre og værre, og jeg endte med at få et mindre angstanfald i bilen. Da vi kom tilbage på sygehuset, føltes alt igen rigtigt inden i, og jeg følte mig overbevist om, at hvis blot jeg lod værre med at forlade afdelingen, så ville den rædselsfulde angst ikke vise sit ansigt igen. Jeg blev klogere.

Respirator, præmatur, ekstremt præmatur, baby i respirator, bpdlunger
Januar 2017

Når jeg sad hos Kalle, var det ikke noget problem for mig, at holde optimismen høj. For når jeg kiggede på min lille, syge, skrøbelige og væskefyldte dreng, kunne jeg ikke få det til at give mening, hvis ikke han skulle klare den. Jeg havde en stærk tro på, at han ikke ville skulle gå så frygtelig meget igennem, at han ikke skulle udstå så mange lidelser, hvis ikke det var fordi, at han skulle have lov til at komme med os hjem til sidst. Men når jeg så skulle sove, eller når jeg stod under bruseren, så kom alle de tanker, som jeg fandt ud af var det, der udløste mine angstanfald. Det var især tanker om hvordan vi skulle holde begravelse for Kalle, og alle de praktiske ting. Hvordan vi skulle forklare Sille, at hendes lillebror ikke længere var hos os. Tanker om hvordan Store S og jeg skulle komme igennem den sorg, det utvivlsomt må være at miste et barn. Og så var der en tanke og frygt, som stadig får mig til at græde, når jeg mindes den. Frygten for at en af mine aller nærmeste veninder, Sille`s gudmor, aldrig ville nå at møde Kalle. At første gang hun skulle se ham, ville være i en kiste. Tårerne triller igen, mens jeg skriver dette.

Jeg fik snakket med Store S, og han fik mig overbevist om, at nu var det rigtige tidspunkt til, at tage imod den hjælp vi var blevet tilbudt så mange gange siden Kalle kom til verden. Vi fik sammen en henvisning til en af børneafdelingernes psykologer. Første samtale deltog vi begge to i, og gik derfra med en følelse af, at det havde været lidt ligegyldigt. Spild af vores tid, som vi kunne have brugt hos Kalle. Anden samtale tog jeg til alene, og havde en forventning om, at det nok ville være mere givtigt end den første. Dog var det som om, at vi, psykologen og jeg, slet ikke var på bølgelængde, og hun sagde nogle lidt uheldige ting der gjorde, at jeg ikke følte mig i særligt kompetente hænder. Men dybest set, var vi nok bare et dårligt match. Og desuden mente hun også, at min måde at håndtere situationen på var den helt rigtige, og at jeg ikke havde brug for hendes hjælp, så vi afsluttede forløbet der.

Og hun havde faktisk ret. Samtalerne hos hende gav mig nemlig en god ting – en forståelse for min egen håndtering af situationen, samt indsigt i hvad JEG egentlig havde brug for. Så den efterfølgende tid ringede jeg til Store S, så snart jeg mærkede at de dystre tanker kom snigende, ligegyldigt hvad tid på døgnet de kom. Og derudover har verdens mest fantastiske sygeplejersker og læger været de perfekte samtalepartnere, omsorgsgivere og mentale støtte. Uden dem var ingen af os kommet hele igennem det her. Så for mig, var hjælpen en anden end jeg havde forventet, men hvor er jeg glad for, at jeg ikke prøvede at skjule min angst, men talte åbent om det med alle omkring mig.

Angsten fik jeg ret hurtigt under kontrol, og i takt med at Kalle har fået det bedre og bedre, er den helt forsvundet. Eller det troede jeg i hvert fald, indtil i søndags.

Præmatur, ekstremt præmatur, baby i c-pap, c-pap
Juli 2017

Søndag formiddag hyggede Kalle og jeg os, mens vi ventede på at Sille og Store S skulle komme – faderen havde nemlig været til polterabend dagen før, og skulle lige være i stand til at køre bil. Ud af det blå, og uden nogen logisk forklaring, fik Kalle et stigende iltbehov. Fra vanlige 30% til 50%. Det er sket mange gange før, og var egentlig ganske harmløst i forhold til alt det vi har oplevet. Han rettede sig også hurtigt igen. Det er bare ved at være længe siden, at han har været ustabil på den måde. Og der ramte angsten mig igen. Åndenød, panik, trykken for brystet og tårerne trillende ned af kinderne. Jeg blev virkelig bange, og så alle de værst tænkelige scenarier for mit indre.   Jeg kunne nærmest høre respiratorens insisterende alarmer lige der. Store S fik et panik-opkald for første gang i mange måneder, og det hjalp heldigvis stadig.

Angsten har heldigvis holdt sig væk siden søndag, men den mindede mig lige venligt om, at selvom man tror at man har styr på sine følelser, selvom man vitterligt føler at man er helt “okay”, så vil sådan et forløb som vi har været igennem sætte dybe spor. Jeg har en fornemmelse af, at jeg først rigtigt kommer til at kunne føle og bearbejde det hele, når vi kommer hjem. Heldigvis har vi hinanden, og en masse fantastiske mennesker omkring os, der nok skal holde øje med os, og minde os om at nogle gange behøver man ikke at kunne klare alt. Det er okay at være sårbar, og det er okay at have brug for hjælp.

Hvis nogle af jer der læser med har lyst til, at dele jeres egne erfaringer eller gode råd i kommentarfeltet, så modtages de med kyshånd.

// Camilla

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

9 comments / Add your comment below

  1. Jeg kan selv tydeligt huske nøjagtig hvad du beskriver som angst.
    Min søn var meget syg i laaang tid, og indlagt i laaang tid på riget.
    Vi havde så go gavn af en paykologo og kom der 1 gang om ugen.
    Mit råd : tro på dig selv, mor ved bedst. Bevare roen!! Og det okay at græde og være bange og gå i panik.

  2. Da vi var indlagt med vores søn, havde han i starten apnø monitor på, når han var på værelse med os.
    En aften gik alarmen mens han sov i hans vugge, men jeg hørte den ikke. Min kæreste så den blinkede rød og skyndte sig over for at få gang i ham igen :/
    Var helt ude af mig selv, og græd nærmest hele natten igennem…
    Den sidder stadig dybt i mig, hvordan kunne jeg undgå at høre sådan en alarm. Hvad var der sket hvis min kæreste ikke så blinket? :/
    Havde det længe svært med at sove hvis jeg var alene med ham, og har stadig frygten for han stopper med at trække vejret, selvom han snart er 7 måneder.

  3. For 8 år (hold da op, det er næsten en tredjedel af mit liv) fik jeg konstateret stress, angst og depression. Angsten kom nærmest hver gang jeg havde idræt, og når jeg var i en bus. Eller der skete noget, jeg ikke helt var rede på. Stressen blev dæmpet meget af psykologsamtaler med en kvinde, der havde speciale i sådan nogle som mig – 12-talspiger på gymnasiet. Angsten fortog sig først 3-4 år senere, men blev sjældnere. De seneste år – hvor jeg har været i medicinsk behandling mod depression – har jeg kun haft angstanfald et par gange årligt. Og nu kommer min pointe: jeg bliver så skræmt, når det sker nu. “Helt ærlig, havde jeg ikke styr på DENNE psykiske sygdom?”-følelsen (jeg har en god håndfuld diagnoser med mig). I gymnasiet lærte jeg at håndtere det, vidste hvad jeg skulle gøre – og vidste, at det ville ske igen. Men nu – når det en sjælden gang sker, fordi jeg magtesløst møder modstand – bliver jeg så overrasket. Og vred, fordi det ikke har sluppet.
    Når man lige tror, alt er godt, og ens hjerne eller krop så spiller én et pus – ja, så er det bare lidt svært at håndtere!

  4. Søde Camilla, hvor er det smukt, at du deler dine erfaringer og følelser. Det, i er igennem, er helt ubeskriveligt og vanvittigt hårdt. Jeg var “kun” indlagt i 4 måneder…man bliver revet i stykker indvendigt. Og det skal bygges op igen. Det kommer i til, at gøre sammen, alle 4. Du er sej. Rigtig sej. Og INGEN kommer igennem sådan en omgang, som i er igennem nu, uden, at kysse gulvet undervejs. Selvom det hele virker uoverskueligt, så hold ud… i kommer igennem og i bliver stærkere. Sammen. Som familie. Alt bliver godt på den anden side…. ❤️ Du er sej. Også selvom det ikke altid føles sådan. ❤️

  5. Mille var et år gammel, da vi begyndte at se, at noget var galt – udviklingen stoppede og gik tilbage. Hun var lige blevet 2, da vi fik hendes diagnose Rett syndrom- multihandicappet! Det var et voldsomt slag, men der gik tid før jeg blev ramt af det. I starten kæmpede jeg! Nu havde vi en diagnose og nu skulle vi bare vise det der Rett Syndrom, hvem der bestemte! Det har vi nu fundet ud af… Det er ikke os! Jeg begyndte senere til psykolog og blev sygemeldt med stress lignende symptomer. Jeg faldt sammen og det gjorde bare ondt det hele! Jeg tror du kan have ret i, at reaktionen måske først kommer sådan rigtigt, når i kommer hjem. Så er der ro omkring jer og det hele kan synke rigtigt ind! Jeg tænker i gør det helt rigtige! Mærker efter og passer på hinanden❤
    Rett syndrom har lært mig, at jeg er nødt til at øve mig i, at tage en dag af gangen! Kram til jeres stærke familie!

  6. Jeg var ved en psyk på OUH helt i starten, jeg forestiller mig det var den samme du var hos. Jeg var der 1 gang og kom ikke igen. Da vi blev rykket til ny afd kom jeg hos en anden af OUHs psykologer, super dygtig og hjalp mig igennem dagene på OUH. Men efter udskrivelse måtte jeg stoppe.
    Et års tid efter vi kom hjem med Mikkel, gik jeg helt ned, jeg endte med at gå sygemeldt 1 år med stress, angst og depression, min psykolog, som jeg startede hos der, sagde jeg havde fået Post Traumatisk Stress.
    Det sætter så dybe spor og selvom jeg nu er ude over pts og ikke får medicin, så kommer følelserne alligevel snigende ind imellem, nu er jeg opmærksom og ved hvordan jeg styrer det inden jeg falder i hullet igen. Jeg har faktisk skrevet en artikel til Dansk Præmatur Forenings blad, Livsbladet, om netop dette.

  7. Hej Camilla. Er for nyligt begyndt at følge dig herinde. Og har dyb respekt for dig og din familie. Jeg har selv fået angst efter vores forløb neontal (3 mdr) 2016 og efter vi mistede vores søn 2015. Når først angsten har været der, vil det være en trofælgesvend on/OFF resten af livet tror jeg. Men det er så noget man lærer at håndtere med tiden. Det som har hjulpet mig, når angsten rammer (lige i andfaldende) er dybe vejrtrækninger helt ned i maven eller at tage et bad, og nogle gange så bare tælle fx træknasterne i loftet, så man bliver afledt. Ellers har motion og mindfulness hjulpet mig rigtig meget. Ved godt i er på sygehuset nu, og det kan være svært bare lige At komme ud, men det er ihvertfald mine råd.
    Jeg har haft rigtig svært ved at acceptere angsten når den kom. Men har fundet ud af at det handler om at acceptere angsten når den kommer.
    Knus og tanker herfra ❤️

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow