{ Nyt fra Respirationscenteret // Ventetid }

Respirationscenteret, c-pap, baby i c-cap, præmatur, født uge 24, ekstremt præmatur, bpd, bpdlunger, byheritage, børneafdeling, Kolding sygehus

Respirationscenteret, c-pap, baby i c-cap, præmatur, født uge 24, ekstremt præmatur, bpd, bpdlunger, byheritage, børneafdeling, Kolding sygehus

Endelig har vi hørt fra Respirationscenteret, som er næste og sidste skridt på vej mod en udskrivelse, mod hjem. Som I kunne læse i mit jublende lykkelige skriv lige her, så var beskeden vi fik, at vi nok ville få en tid midt i august måned. Not so much.

En af sygeplejerskerne i Kolding kom glad ind af døren i tirsdags: “Jeg har snakket med Respirationscenteret, og de har en tid til jer i uge 39.” What? Uge 39? Jeg lignede vist mest af alt en, der havde fået smidt en spand koldt vand i ansigtet. Selvom de seks ugers ekstra ventetid er småting i forhold til det lange forløb vi allerede har været igennem, så føles de helt uoverskuelige og kommer uden tvivl til at foregå i snegletempo. Sådan er tid jo lidt en spøjs fætter, for det meste flyver den afsted, men når der så er noget man virkelig glæder sig til, så føles den så uendelig lang.

Vi er SÅ klar til, at komme hjem, og føler os helt trygge ved at forlade sygehusets beskyttede rammer. Kalle er stabil, og vi varetager selv alle “opgaver” omkring ham. Sygeplejerskerne udleverer hans medicin til os, thats it. Alt andet står vi selv for. Udstyr, medicingivning, mad, pleje, observationer, alt. Vi ser nok en sygeplejerske en halv time i løbet af et døgn, og så er det vist endda højt sat. Derfor virker det efterhånden også så meningsløst, at Kalle skal bruge mere af sit liv på sygehuset. Han skal hjem, så han kan få de optimale betingelser for at udvikle sig. Han fortjener at opleve sit hjem, og se hvor fantastisk livet uden for sygehuset er. VI fortjener snart en hverdag, hvor vi ikke altid skal være en splittet familie.

Uge 39, vi kan slet ikke vente! Der er lagt op til, at vi skal være på Respirationscenteret fra mandag til fredag, sammen med det hold af hjælpere vi skal have med hjem. Og det lyder som om, at når vi tager hjem derfra om fredagen, så er det HJEM. 29. september 2017, præcis et år efter jeg blev indlagt. Det vildeste, hårdeste og mest turbulente år i vores liv, men også lærerigt, fyldt med kærlighed og sammenhold ♥

// Camilla

Respirationscenteret, c-pap, baby i c-cap, præmatur, født uge 24, ekstremt præmatur, bpd, bpdlunger, byheritage, børneafdeling, Kolding sygehus

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

3 comments / Add your comment below

  1. Pyh, Camilla! Fik helt gåsehud af at læse dit seneste opslag.
    Den følelse og de tanker du gør dig ift. at komme hjem med Kalle ramte bare et eller andet. Og især det med, at I kan komme hjem 1 år efter du blev indlagt. 1 ÅR!!! Det er vanvittigt at tænke på! I er i sandhed en fighterfamile!

    Håber alt forløber, som det skal, og at tiden på magisk vis vil flyve afsted!

    Masser af kram og god karma til dig og din lille familie 💛

  2. Hvor er det skønt for jer, at der nu er en dato for hjemkomst. Ikke mindst også for jeres store pige. Hvor har mangler af dine opslag knust mit hjerte. I er så seje og jeg tager virkelig hatten af for, at du har overskud til at dele.
    Jeg har et vennepar, der lige har fået en lille Tristan. Næsten ligeså lille som Kalle var. Hvornår er det passende at sende en hilsen? Vil ikke være for anmasende, men samtidig gerne sende en tanke. Tænker en lækker Jellycat bamse og lidt sladderblade + chokolade til moderen. Eller har du en bedre ide?
    Masser af tanker til jer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.