{ Frygten for at miste // Tre lange uger i en hospitalsseng }

Frygten for at miste, gravid, randløsning, blødning, blødning i graviditet, præmatur, foranliggende moderkage, indlagt

Dette skriv bliver meget langt, men fortæller også om de tre længste uger i mit liv. De tre sidste uger af min graviditet, der blev tilbragt i en hospitalsseng, med alt for megen tid til at lade tankerne flyve og frygten vokse. Frygten for at miste. Hvis ikke I allerede har læst min fortælling om de første komplicerede måneder af graviditeten, kan I gøre det lige her.

D. 29. september 2016 blev en skelsættende, forvirrende og skræmmende dag. Jeg troede dagen ville byde på afslapning, efterfulgt af lækker fødselsdagsmiddag hos verdens bedste Bedstemor. I stedet blev jeg, blødende og forvirret, akut indlagt på svangreafdelingen i Kolding, og så skulle jeg ovenikøbet være fastende. Og ja, for jer der ikke selv har prøvet, at være en gravid og sulten hormonella, så lyder det der med at faste nok som en bagatel, men lige der, midt i al forvirringen, der føltes det faktisk en smule som tortur. Den dag var så også den sidste i længe, hvor jeg rent faktisk havde lyst til at spise noget som helst.

Den læge der kom og talte med mig, efter jeg var blevet installeret i en hospitalsseng, var mildest talt rystet over, at jeg var blevet sendt hjem ugen forinden. Han undskyldte mange gange, og var virkelig rar og omsorgsfuld. Han forklarede at det er meget alvorligt med blødninger som dem jeg havde, da der er risiko for at moderkagen løsner sig yderligere, og at dette vil betyde styrtblødning i et livstruende omfang. I et sådant tilfælde er det nødvendigt med et akut kejsersnit, og det skal gå meget hurtigt. Derfor er vigtig at man er på sygehuset, tæt på lægerne og operationsstuen. Han sagde også en sætning, jeg hørte mange gange de kommende uger:

“Hvis vi er nødt til, at tage din baby ud nu, så har han ingen chance for at overleve. Det vil intet blive gjort for at redde ham.”

Alvoren begyndte stille og roligt at gå op for mig, og så alligevel slet ikke.

Frygten for at miste, gravid, randløsning, blødning, blødning i graviditet, præmatur, foranliggende moderkage, indlagt

Jeg skulle være sengeliggende, dog med tilladelse til at gå på toilettet på egen hånd (peeeew). Jeg fik noget medicin der skulle standse blødningen, og fik at vide, at jeg ville blive udskrevet igen, når der var gået to døgn uden blødning.

Den kommende uge gik dræbende langsomt, og var fyldt med savn, afmagt og op- og nedture. Nogle dage blødte jeg stort set ikke, og håbet om en udskrivelse spirrede, andre dage løb blodet konstant og håbet blev igen slukket. Besøgene var sparsomme, og begrænset til kort tid af gangen, da jeg jo delte stue med andre dårlige gravide. Sille havde rigtig svært ved at besøge mig, da hun slet ikke kunne forstå, hvorfor mor bare skulle ligge der i sengen i nattøj, og slet ikke kunne lege eller i det mindste give en rigtig krammer. Det var virkelig hårdt, og følelsen af at jeg svigtede hende var stor og næsten ikke til at holde ud. Savnet til hende og Store S var ubærlig. Godt jeg ikke vidste dengang, hvad der ventede os forude. Heldigvis var jordemødrene der “passede” mig virkelig søde, og gode til at opmuntre mig, og den sidste sygehus-roomie jeg havde, var også et fantastisk godt selskab (tak Lene, hvis du læser med). Min appetit var ikke-eksisterende, jeg tabte mig og jeg fik det fysisk dårligere som dagene gik. Heldigvis så Spiren i maven ud til, at være i trivsel og var dejlig livlig, da jeg blev scannet.

Frygten for at miste, gravid, randløsning, blødning, blødning i graviditet, præmatur, foranliggende moderkage, indlagt

Da jeg havde været indlagt i 10 dage, forstod jeg for første gang sådan helt rigtigt, at både babyens og mit eget liv var i fare. Den sødeste jordemoder F, som jeg kender perifert gennem en fælles bekendt, satte sig på min sengekant, og spurgte om nogen havde forberedt mig på, at jeg skulleoverflyttes til Odense, hvis mine blødninger ikke stoppede inden for en lille uge. Odense er nemlig en ud af de fire hospitaler i Danmark, der tager sig af babyer født mellem uge 24 og uge 28. Jeg var på daværende tidspunkt 22+5 uger henne, og først da går det op for mig, at der er en reel fare for, at jeg kommer til at føde før tid. For første gang blev frygten for at miste altoverskyggende, og jeg græd resten af den dag. To dage senere kom en læge flyvende ind af døren med beskeden om, at lægerne i Odense havde ønsket en øjeblikkelig overflytning. Altså som i, at jeg to timer senere befinder mig liggende i en ambulance, på vej endnu længere væk fra mine S´er og mit hjem.

Blødende, 23 uger henne, lige landet på svangreafdelingen på OUH, følte jeg mig ensom som bare pokker. Grundet den korte varsel, havde Store S ikke mulighed for at nå tage med mig. På det tidspunkt skulle han jo stadig både passe job, passe en Spilop på 21 måneder og nu også køre helt til Odense for, at besøge mig. Heldigvis faldt jeg straks i snak med min nye sygehus-roomie, Anne, som jeg endte med at ligge sammen med helt indtil jeg fødte. Den sødeste pige, der også var lagt væk fra sit hjem og sine kære. Der blev vekslet mange ord, tanker og følelser de dage (også tak til dig kære Anne, jeg var blevet bims uden dig).

Dagen efter jeg kom til OUH, blev jeg sendt til en kontrolscanning, just in case. Og der fik jeg så lidt af en forstrækkelse. Min lille Spire, der hidtil havde vokset efter bogen, blev nu vurderet til at være 17 % for lille. Og oven i den besked kunne jordemoderen også fortælle mig, at det så ud som, at jeg havde meget lidt fostervand. Det var virkelig svært for mig, at begynde at indse, at mine blødninger ikke kun påvirkede mit eget helbred, men også babyens. Det var på en eller anden bizar måde nemmere at forholde sig til, at mit eget liv var i fare, frem for at min lille babys liv skulle være det.

Efter den scanning skulle jeg ringe efter personalet ved samtlige toiletbesøg, hvor både toilettet og mine bind (stadig mere bleer end bind) skulle inspiceres. De blev kigget på, lugtet til og så slæbt med ud på gangen, hvor de skulle vejes. Ydmygelsen var total. Aldrig har jeg følt mig dårligere tilpas i min egen krop. Men det var en nødvendighed, for at holde øje med mine blødninger, men også sikre at der ikke var vandafgang. Hvilket der ikke på noget tidspunkt var tegn på.

Frygten for at miste, gravid, randløsning, blødning, blødning i graviditet, præmatur, foranliggende moderkage, indlagt

Den efterfølgende uge er meget tåget, når jeg forsøger at erindre den. Jeg husker mest af alt det tiltagende fysiske ubehag, og den stigende følelse af angst og modløshed. Min blodprocent blev ved med at falde, alt imens mine blødninger blev mere og mere kraftige. Jeg havde ingen appetit overhovedet, var svimmel og havde hovedpine konstant. Min krop var slap, og bare det at sætte sig op på sengekanten kunne tage pusten fra mig. Det jeg husker bedst er nok, den samtale Store S og jeg havde med den ledende overlæge fra neonatalafdelingen. Hun skulle forberede os lidt på, hvilke konsekvenser det kan have, når man føder for tidligt. Og så svare på alle vores spørgsmål. Det blev faktisk (som jeg husker det) mest til en snak om etik. Hvornår er et liv et liv? Hvornår skal man gøre alt for at redde et liv, og hvornår skal man stoppe behandlingen? Hvad synes vi egentlig er et værdigt liv? Hvilket liv vil vi byde vores lille baby? Det er et emne der rummer så mange private tanker og følelser, men som jeg synes fortjener et skriv helt for sig selv på et senere tidspunkt. MEN i hvert fald forlod vi samtalen med en følelse af, at doktor G forstod os og vores ønsker, og vi var virkelig glade for, at det var netop hende vi havde snakket med. Vi besluttede også, at jeg ville vente med at få første lungemodnende behandling til dagen efter, hvor jeg var 23+5 henne. På den måde ville vores baby være dækket ind, når jeg ramte uge 24 om mandagen.

Efter jeg fik de to sprøjter med lungemodner over to dage, mærkede jeg stort set ikke livstegn fra Spiren. Det gjorde ikke ligefrem bekymringerne mindre, selvom jeg havde fået fortalt, at det er en helt almindelig bivirkning. Da vi nåede til magiske mandag, 24+0, og lungemodneren havde opnået fuld effekt, gik det op for mig, at jeg havde en mavefornemmelse af, at jeg snart ville komme til at møde min baby. Min krop var så presset, og jeg var dårligere end nogensinde før. Jeg kunne ikke forestille mig, at min krop kunne holde til det pres meget længere. Men jeg klagede ikke min nød til sygeplejersker eller læger, da jeg var bange for, om de kunne finde på, at lave et akut kejsersnit for at skåne mig. Skørt, men ikke destomindre sandt.

Tirsdag kom min mor og lillesøster på besøg, og de skulle med mig til endnu en kontrolscanning. Vi blev enige om, at det kunne være hyggeligt, at de lige kunne “hilse” på baby. Den scanning blev alt andet end hyggelig. Da jordemoderen havde scannet lidt blev hun meget alvorlig, og der blev tilkaldt en læge. De snakkede både om, at det så ud som om der stort set intet fostervand var tilbage, babyen var ikke rigtigt vokset den sidste uge, og så var der også begyndende tegn på, at han led af blodmangel. Men de forsøgte at berolige mig, uden held. Tror jeg var ret cool udadtil, jeg ville så nødigt skræmme min mor og søster, men jeg var rædselsslagen. Lægen fortalte at det var rigtig svær, at blive helt klog på, hvad de så på skærmen, da det åbenbart er udfordrende at scanne uden fostervand. Derfor ville hun samle et hold af sine erfarne kolleger, og så ville de sammen scanne mig den efterfølgende dag – og så lægge en plan. For hvis det viste sig, at han led af blodmangel, kunne man måske lave en blodtransfusion på Rigshospitalet. 24+1 uger henne. Skræmt fra vid og sans. Så fysisk dårlig, at jeg knapt kunne stå på benene. Den dag er virkelig en af de værste i mit liv. Og mest af alt så manglede jeg bare min Store S.

Den aften blev brugt på at snakke i telefon med Store S, græde som aldrig før, og så lige græde lidt mere. Jeg var så knust ved tanken om, at vores lille baby lå der i maven og led under mit blodtab. At han ikke havde de optimale betingelser længere. Vi aftalte at Store S ville tage en fridag, og komme til OUH tidligt næste morgen, sammen med Sille, og Bedstemor som barnepige, så vi kunne tage til scanning sammen. Så vi kunne få de dårlige nyheder sammen. Den aften fik jeg også jern IV (direkte ind med drop i årerne), da min blodprocent nærmede sig et meget kritisk lavt niveau.

Inden min mor og søster kørte om eftermiddagen, sagde jeg til dem: “Han bliver ikke derinde en uge mere. Jeg tror han er ude om et par dage.” Min søster blev lidt sur på mig, og sagde at jeg ikke måtte sige sådan noget. Jeg kunne se på min mor, at hun vist godt var klar over, at jeg nok havde ret. Og ret, det havde jeg. Den planlagte scanning dagen efter blev nemlig ikke en realitet, i stedet blev den onsdag dagen, hvor vi mødte vores seje fighter for første gang. D. 19. oktober 2016, Kalle`s fødselsdag.

// Camilla

PS. Ovenstående ord har jeg skriblet på i en hel måned nu. Jeg er stadig ikke tilfreds. Der er mangler, ting jeg ikke kan huske, mange detaljer der måtte undlades, da det ellers blev for langt. Jeg kunne have lavet et helt skriv hver eneste dag under min indlæggelse. Så skulle I sidde tilbage med følelsen af, at mangle nogle svar, nogle informationer eller andet, så spørg endelig. Intet er for stort eller småt. Jeg besvarer gerne eventuelle spørgsmål i kommentarfeltet eller på mail

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

16 comments / Add your comment below

  1. Kan relatere til det du skriver og alligevel var min egen situation så langt fra, da jeg var nået længere henne.
    Hos min startede det hele først i 30+5, hvilket betød at vores lille mikkel havde gode betingelser, men det hele startede ud med at vågne op med troen om at jeg bare virkelig skulle tisse og da jeg så om natten kl 2 kommer ud på toilettet, så er der blod alle steder
    Forskrækket og omtumlet får jeg kaldt på kæresten som sørger for jeg kan ringe til fødegangen på ouh og herfra starter vores første døgn med usikkerhed og frygt, at skulle være forældre for første gang og så sker der sådan noget her var skræmmende, men heldigvis var de fantastiske på ouh <3
    Føler med jer og krydser virkelig fingre for at tingene køre fremad fra nu af, så jeres udsigt til hjemmet ikke bliver forlænget mere
    Alt kærlighed herfra

    1. Puh ha Julie, det lyder altså også som en voldsom omgang. Håber I alle er ok nu, og kommet godt ud på den anden side?

      Tak fordi du deler, og tak fordi du har lyst til at følge med her <3

      1. Det var voldsomt i den forstand at jeg lå i 27-28timer og vidste at han på et eller andet tidspunkt ville komme til verden, enten ved normal fødsel eller aks, det blev dog ved normal fødsel.
        Han har klaret sig fantastisk, kun 1½døgn med cpap men tabte sig dog 257g i løbet af den første tid, men 2mdr. Efter han kom til er vi udskrevet og her den 15 bliver han 3mdr.
        Nåede vist også at møde jeres lille fantastiske Sille på gangen en dag over på rødt afsnit mens vi var der, kan det ikke passe hun havde en løbe cykel med <3

  2. Hej Camilla,
    Jeg synes det er fantastisk at læse med i dine tanker, følelser, udfordringer og alt det andet man er igennem. Jeg har selv en datter, der ee født for tidlig – ligesom min gravidtet var meget ualmindelig – så det er skønt at læse andres tanker omkring det hele.
    Jeg har faktisk skrevet en artikel til mamawise om min gravidtet ( http://www.mamawise.dk/fortaellinger/den-knap-saa-soede-ventetid/ ) – du kan læse den hvis du har lyst. Det giver i hvert fald et indblik i mine tanker omkring min graviditet

    1. Tak for din kommentar Louise.

      Vil helt sikkert læse din fortælling, når jeg får en ledig stund i løbet af de næste dage. Ved du mon godt, at det var mig der var med til at starte MamaWise op, sammen med søde Amanda?

      1. Hej igen,

        Ja jeg ved godt det var dig der var med til det – også derfor jeg tænkte jeg vil sende artiklen. Det er en skøn hjemmeside! 😊

  3. Orv her sidder jeg med tårer løbende ned af kinderne og føler virkelig med jer/dig.
    Jeg kender om nogen også til tiden i hospitalssengen – ventetiden – tankerne – tårene.
    Var selv sengeliggende op hospitalet fra uge 23+1 og ni uger frem – da kom min søn.
    De ni uger har seriøst været de værste i hele mit liv. Jeg vil hellere brække hver en knogle i mit underliv under en fødsel, end opleve den tid igen.
    Ni uger med konstant bekymring, hvor længe bliver han derinde, hvornår er det etisk korrekt at give lungemodner, hvilket liv vil han få hvis han kommer nu og hvad med vores liv. Hvor egotisk kan man tillade sig at være, hvor langt ned kan man synke og hvor mange tåre kan man overhoved græde.
    Ni uger med skanning hver 4 dag. Dette var så efterfulgt af 3 dage hvor jeg blot tænkte “jeg kan mærke, at det vi får afvide næste Gang er dårligere”, at jeg ikke turde håbe.
    Ni uger med højst 3 toiletbesøg om dagen da jeg simpelthen stoppede med at drikke og spise. Ni uger med maks 5 bade, da det også blev nedprioriteret – jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis et bad var skyld i at han kom ud.
    Jeg havde også en værelseskammerat fast og mange udskift på se resterende to sengepladser. Men hende den faste var guld værd og jeg kan ikke forstille mig at jeg havde klaret det uden hende ❤️ .. folk kan bare ikke sætte sig ind i hvordan det er at ligge der..
    Gud hvor tager jeg hatten af for hvordan I har klaret hele forløbet og sætter pris op din deling. Du holder modet oppe hos dem som måske ligger på sygehuset Idag og er bekymret. Sådan en som dig manglede jeg for 1,5 år siden, da jeg selv lå og sked grønne grise i en hospitalsseng langt fra mit hjem og min hverdag.

  4. Din måde at skrive på er smuk. Man får lyst til at græde og så sniger du lige en lille kommentar ind som vender det til et smil. Jeg fik veer i uge 28 og nåede at føle panikken over en mulig for tidlig fødsel. Jeg var heldig at det blot var pga stress og gik i sig selv da jeg tog det roligt. Sikke en omgang I er igennem og jeg ønsker jer ALT det bedste. Tak for blikket ind i din verden <3

    1. Tak for dine fine ord Nina – jeg skriver med hjertet, og det håber jeg kan mærkes ude på den anden side af skærmen?

      Tak fordi du har lyst til at læse med – jeg ser frem til at få lidt mere tid og overskud til bloglæsning igen, så skal Berlin udforskes gennem dig <3

  5. Hej Camilla,
    Det er så vildt at læse dit indlæg – bliver så rørt og hele mit forløb løber gennem mit hoved. Mit forløb er helt anderledes end dit. Jeg fødte min søn 30+3. Kom ind kl. 14:30 da jeg ikke mærkede så meget liv og kl. 20:40 kom han til verdenen ved aks. Han var for lille, der var for lidt fostervand, han var stresset og min livmoderhals var 1 cm da jeg kom ind. Jeg nåede at få lungemodner en gang. Hans hjerterytme forsvandt helt fra skærmen og inden jeg havde set mig om lå jeg på operationabordet – min kæreste nåede kun lige med. Jeg lå helt alene de 5 timer, da jeg kørte på hospitalet direkte efter job. Min søn er i dag 14 mdr, og jeg tænker stadig ofte på ALLE de tanker du har ligget med. Jeg ville så gerne ha’ vidst, at de måske ville tage ham ud, men de nævnte det ikke på noget tidspunkt (nok mest for ikke at bekymre mig). Set i bakspejlet, så burde jeg ha’ vidst det, da de gav mig lungemodner, men der var mine tanker slet ikke. Det jeg egentlig ville sige med alt det her er, at alle de svar jeg havde ønsket, dem ønsker jeg ikke længere, slet ikke efter dit indlæg. Jeg kan virkelig sætte mig ind i, hvor hårdt det må ha’ været. Du har min dybeste respekt – i er de sejeste (det er alle vi præmatur mødre 😉). Alt det bedste til Kalle og Jer ❤️

    1. Kære Stephanie.

      Tak fordi du deler din personlige oplevelse også. Det lyder også virkelig som en voldsom omgang. Håber at jeres lille søn har det godt, på trods af den hårde start på livet? Jeg håber også inderligt, at både du og din kæreste er ok og kommet hele ud på den anden side? Eller i hvert fald er på vej i den rigtige retning?

      Takfor dine ord og tak fordi du har lyst til at læse med <3

  6. Tak for dit svar 🙂

    Vi havde faktisk et forløb uden nogen komplikationer, så vi har i en nogle måneder slet ikke tænkt over, at han var født for tidligt og egentlig heller ikke agerert udfra det. Men da han blev 1/2 år (4 mdr korrigeret), der begyndte han at vise tegn på sensitivitet og det har virkelig taget fart. Han har det godt, men vi kan ikke så meget med ham. Han hænger 90 % af tiden på mig eller min kæreste og kan på ingen måde sidde selv og lege. Lige pt går jeg hjemme og passer ham med tabt arbejdsfortjeneste indtil vi får plads i en flerbørnsbasisdagpleje – der er de 4 børn og 3 voksne. Jeg kan på ingen måde sammenligne vores situation med jeres, men jeg synes det er hårdt. Vores sociale liv er næsten gået i stå sammen – vi kan kun ting hver for sig eller hvis vi i ny og næ kan få ham passet, men det er kun meget få, der kan det. Og plus jeg ikke kan arbejde – savner det så meget. Og når jeg endelig starter igen, er det på nedsat tid. Sorry det blev så langt, men det er bare så rart at kunne få lidt luft og ‘tale’ med nogen, som ved hvad man står i – vi føler os ret alene til tider.

    Tak fordi du deler jeres historie! Jeg er sikker på det hjælper nogen – i hvert fald mig. Det er rart på en eller anden måde at være i samme båd, som nogen andre, selvom det ikke altid er den rareste båd at være i ❤️

    1. Puh ha – det lyder virkelig som en hård omgang. Det må næsten føles som om, at man er fange i eget hjem?

      Hvis du har brug for at dele flere tanker, så er du velkommen til at sende mig en mail <3 camamamilla@gmail.com

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow