{ Sygehuskuller // Det er altså nok nu }

sygehuskuller, haveguld, blomster fra haven, blomster, haveguld

sygehuskuller, haveguld, blomster fra haven, blomster, haveguld

I næsten 10 og en halv måned har jeg nu været indlagt. Det har uden sammenligning været de mest vanvittige i mit liv. Fyldt med så mange følelser: angst, sorg, taknemmelighed, glæde, vrede, frygt, modløshed, lykke, savn, håb og kærlighed. Nogle gange allesammen på samme dag. Aldrig havde jeg forestillet mig, at man kunne rumme så mange og så ekstreme følelser, uden at gå helt i stykker indeni.

Hvis jeg selv må sige det, og det må jeg – det er jo mit frirum det her, så har jeg klaret det her forløb virkelig godt. VI har klaret det godt. Vi er fandme seje, er vi så! Ikke på noget tidspunkt har jeg været negativ eller givet op. Jeg har formået at bevare mit gode humør, og er kommet igennem det med forstanden nogenlunde intakt. Men de sidste par uger er jeg blevet ramt af en ekstrem længsel efter at komme hjem, samt en helt ny følelse. Sygehuskuller kunne man måske kalde den? I hvert fald er jeg nået til det punkt, hvor jeg bare ikke orker at være indlagt mere. Klaustrofobi og fornemmelsen af, at jeg er ved at blive kvalt herinde, overmander mig flere gange om dagen. Det er nok nu! Jeg er bare totalt færdig med det her liv på sygehuset, det hænger mig langt ud af halsen! Kalle fortjener så meget mere, end den kedelige tilværelse her. Det gør vi alle.

Jeg føler mig trist, træt og generelt utilpas. Både psykisk og fysisk. Min krop lider virkelig under de mange måneders inaktivitet og stress. Konstant hovedpine, grænsende til migræne, smerter i bækken, ryg og arme, og voldsomme spændinger i nakken og mine kæber. Min selvtillid, der ellers normalt ikke fejler noget, kan ligge på et meget lille sted, og jeg ser virkelig frem til, at kunne gøre noget godt for MIG igen. Mit ellers så sociale jeg, har også fået nok – jeg orker simpelthen ikke, at forholde mig til flere fremmede mennesker. Kan mærke at der er ved at være fyldt op i mit sind, der er simpelthen næsten ikke plads til mere derinde. Nogle gange frygter jeg næsten, at mit hovede skal eksplodere.

Og hvorfor rammer alle de negative tanker og følelser så nu? Nu, hvor det hele går bedre end nogensinde før? Netop derfor, tror jeg. Nu kan vi se lyset for enden af tunnelen, målet er lige der for næsen af os. Lige nu VENTER vi bare på, at vi kan komme på Respirationscenteret, der er sidste stop inden vi kan komme hjem. Det virker pludseligt så meningsløst at være indlagt, når man ikke længere har brug for nogen form for hjælp fra personalet. Og så er det jo nu engang sådan, at jo mere man glæder sig til noget, jo længere føles dagene. Og aldrig i mit liv har jeg glædet mig så meget til noget. 

Det hjælper heller ikke på det, at Sille dagligt spørger om, hvornår mor og Basse kommer hjem. Og så snakker hun løs om alle de ting, som hun så gerne vil vise sin lillebror. Hendes savn til mig bliver større og større kan vi mærke, og hun er også begyndt at savne Kalle meget. Det knuser mit hjerte, at hun har måtte leve i en splittet familie i snart en tredjedel af sit liv nu.

Dette skriv blev en random omgang af ord og flyvske tanker, serveret direkte fra hjertet på en mor med sygehuskuller. Tak, hvis I har holdt mit brok ud, og læst med helt til nu. Imorgen skal jeg hjem en enkelt overnatning, hvor tiden både skal bruges på nærvær med Sille, og jeg skal gøres lidt dulleklar til weekendens bryllup ♥ Mon ikke det hjælper lidt på humøret?

// Camilla

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

4 comments / Add your comment below

  1. Søde Camilla, selvom det vel er lidt mere end 10 år siden vi sådan for alvor kendte hinanden, husker jeg dig som en fantastisk, omsorgsfuld, humoristisk, glad og ikke mindst en meget stærk pige med et kæmpe hjerte.. tag alt dette med dig videre, kæmp kæmp kæmp også selvom der til tider ikke er mere at kæmpe med.. lyset og HJEM venter lige der forude.. Hvor er I bare en super sej stærk familie, dyb reskept.. Elsker at følge med på din blog, og læse om fighter Kalle..
    knus og varme tanker fra Sara ❤️

  2. Kære Camilla. Åh, hvor jeg genkender de følelser! Jeg føler simpelthen så meget med dig/jer! Selvom vi slap med kun 8 ugers indlæggelse (tør slet ikke forestille mig den samme tid som jer), så var jeg til sidst ved at være helt skør, deprimeret og det hang mig ud af halsen at være på sygehuset. Jeg kunne slet ikke holde ud at være der, da målet om at komme hjem var lige for næsen af mig, og så alligevel ikke….. Ventede på at vores dreng ikke havde brug for det sidste ilt længere – shit, det føltes som 100 år. Men tænker også det er et godt tegn. Et tegn på at guldklumpen har det godt. At man ikke har brug for den samme hjælp længere, gudskelov. Og at man er SÅ klar til at komme hjem og få sig en normal hverdag igen. Jeg håber virkelig snatt I får lov at komme i mål ❤

    Det er lidt en underlig ting, mem jeg får sådan en lyst til at møde dig, når jeg læser dine indlæg. Give dig en kæmpe krammer og sige, at du er den sejeste mor overhovedet! Jeg ved lidt om, hvordan sådan et forløb er – slet ikke i samme kaliber, og det er noget af den mest vanvittige rutsjebanetur af følelser jeg nogensinde har været på! Jeg ville ønske, jeg havde haft nogen at dele tingene med som også sad i samme situation og vidste lige nøjagtig, hvordan det er. Jeg håber sådan, at nogen er opmærksom på dig, når I engang kommer hjem – for jeg ved, hvordan det er at have følger efter sådan en omgang (og det kom først 6 mdr. efter Noahs fødsel), og jeg ville ønske at nogen havde været opmærksom på mig, så der måske kunne have været gjort noget, noget før. Og forhåbentlig slipper du helt for efter-følger – det håber jeg virkelig ❤

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow