{ Da Kalle ville møde verden // Min fødselsberetning }

Fødselsberetning, ekstremt præmatur, født uge 24, randløsning, camamamilla,

Fødselsberetning, ekstremt præmatur, født uge 24, randløsning, camamamilla,

Efter at have skriblet om min komplicerede graviditet og de tre længste uger i mit liv, er turen nu kommet til min fødselsberetning. Min personlige fortælling om den dag Kalle valgte, at gøre sin alt for tidlige entre til verden. D. 19. oktober 2016 blev en skæbnesvanger, men også en ganske særlig dag ♥

Som så mange andre gange i min seng på svangreafdelingen på OUH, vågnede jeg op midt på natten med bragende hovedpine, spændinger i maven og uro i kroppen. Denne nat også med lidt flere plukkeveer end normalt. Jeg bad om lidt varme til maven og noget smertestillende. En cocktail der plejede at virke upåklageligt, og sikre en nogenlunde søvn resten af natten. Denne nat var noget bare anderledes.

Jeg begyndte at få kvalme, og plukkeveerne gjorde mere og mere ondt, og pludselig slog tanken ned i mig: Jeg er ved at gå i fødsel. Jeg ringer efter sygeplejersken, der ikke rigtigt tager min bekymring alvorligt. “Du havde også en dum dag igår, med mange bekymringer. Det kan godt give lidt ekstra plukkeveer. Hvis du lader være med at spekulere sådan, og får en god nats søvn, så er det nok bedre imorgen”. Jeg troede en lille bitte smule på hendes ord.

En SMS fra Store S tikker ind lidt efter. Han beder mig ringe så snart jeg vågner. Klokken er vist omkring 5.00, og jeg skynder mig at ringe. Sille har kastet op i flere timer, og han vil bare lige høre, om han skal blive hjemme hos hende eller komme til Odense, så vi kan være sammen om den planlagte scanning. Jeg beder ham komme som planlagt, og fortæller at jeg altså har det rigtig, rigtig dårligt, og at jeg tror jeg skal føde. Men også at sygeplejersken er af en anden mening.

Mine smerter tager til, og en voldsom kvalme rammer mig. Hver gang plukkeveerne kommer er jeg nødt til, at stå op for at holde dem ud. Akkurat som da jeg var i fødsel med Sille. Jeg river igen i den røde klokkesnor, og denne gang sender sygeplejersken trods alt en jordemoder ind til mig. Hun er heller ikke overbevist om, at jeg er i fødsel. Men som hun siger: “Selvom du skulle være i fødsel, så kan vi ikke gøre noget for at bremse det. Man må ikke få vehæmmende, når man bløder lige som dig”. Jeg fortalte om min første fødsel, mellem veerne. Og da hun hørte hvor hurtigt jeg havde født, samt at smerterne og kvalmen føltes identisk, ringede hun efter en læge. Bare for en sikkerheds skyld.

Lægen kunne godt se og høre, at jeg var godt presset efterhånden, og han fik mig kørt ned på fødegangen, bare lige for at få livmoderhalsen scannet. Så kunne de få en ide om, om der var “gang i noget” dernede. Han kunne måle sig frem til, at min livmoderhals var begyndt at forkorte sig lidt i forhold til scanningen dagen forinden. Der skulle så pludseligt tages stilling til, om jeg måtte føde naturligt eller om der skulle laves et kejsersnit. Lægen vurderede at det måtte være op til mig. Jeg blev simpelthen så lettet, da jeg havde et stort ønske om, at få lov til at føde min Spire på naturlig vis. Tanken om rygmarvsbedøvelse og kejsersnit gjorde mig rædselsslagen, så selvom en fødsel på ingen måde er en fornøjelse, så var valget nemt.

Jeg måtte blive på fødegangen, selvom de ikke mente at jeg som sådan var i aktiv fødsel endnu. Der var stadig en smule af min livmoderhals tilbage, så det kunne tage lang tid før der rigtigt skete noget. Heldigvis lyttede de til mig, da jeg fortalte, at jeg var sikker på, at det ville gå rigtig hurtigt. Klokken var nu 7.15, og jeg var blevet installeret på en fødestue, og det går op for mig, at jeg intet har fået med fra svangreafdelingen. Nettrusser, bind og en undertrøje med ærmehuller så store, at der var seriøs fare for boob-på-afveje-situationer, var min påklædning. Jeg beder hende jordemoderen der har fulgt med mig derned, om at ringe om informere Store S, og få ham til skynde sig.

Min nye jordemoder var en sød, yngre kvinde. Og pæn. Jeg kan huske at jeg tænkte, at man som jordemoder da godt kunne gøre sig en smule grim, så den fødende ikke har det helt så dårligt med sig selv. Skørt, men sandt. Mine veer tog hurtigt til, og jeg kunne kun holde ud at stå op. Kom jeg ned at sidde, eller værre endnu ligge, så blev smerterne forstærket og min kvalme helt forfærdelig. Timerne der er meget slørede i min hukommelse, mest af alt erindrer jeg de smertefulde veer, følelsen af at min krop var fuldstændig afkræftet pga. den ekstremt lave blodprocent og tre uger som sengeliggende, og så mit blik der kiggede op på uret mellem hver ve. For Store S var stadig ikke kommet, og jeg begyndte for alvor at frygte, at han ikke ville nå at være med til vores søns fødsel.

Omkring klokken 9.00 går døren endelig op, og ind kommer en forvirret S. Jeg står bøjet ind over sengen, pustende midt i en ve og i førnævnte flatterende outfit. Sveden løber af mig, og vores blikke mødes. Mig ude af stand til at snakke. “Det ser meget bekendt ud det der”, sagde S tørt. Som ved Sille`s fødsel magtede jeg slet ikke at snakke, jeg havde brug for fuld fokus på min krop og mine veer. Efterfølgende har han så fortalt mig, at han først blev ringet op 10 minutter inden han var på sygehuset, og beskeden han fik der var bare, at han kunne finde mig på 3. sal i stedet for 4. – ikke et ord om fødsel eller at han skulle skynde sig. Så da han kom ind og så mig på fødestuen, var det først der det gik op for ham, at vi snart ville møde vores lille Spire.

Jordemoderen ville så gerne hjælpe mig med smertelindring, især lød det som om, at hun synes epidural ville være en god ide. Så jeg kunne få slappet af, og give min afkræftede krop et tiltrængt hvil. Jeg forsikrede hende om, at jeg ville føde inden for meget kørt tid, og at jeg nok skulle håndtere smerterne indtil da. I stedet fik jeg en stor bold, som jeg kunne sidde og hoppe lidt på. Den var faktisk slet ikke så dum endda.

Hele fødselsforløbet var nærmest identisk med Sille’s fødsel. Alle smerter, den måde min krop reagerede på og min egen måde at håndtere det på – alt var så underligt bekendt, og det gav mig en følelse af kontrol og gav mig ro. Så da jeg pludseligt følte trang til, at gå på toilettet, var jeg slet ikke i tvivl. “Jeg har lyst til, at gå ud at sk****, men du må vist hellere lige tjekke mig på briksen først”. Jordemoderens ansigts udtryk var ikke til at tage fejl af, da hun først havde undersøgt mig. Og hun bad da også straks store S om, at hive i den røde klokkesnor. Det var nu.

Hurtigt blev fødestuen fyldt op med en masse mennesker, som jeg stort set ikke ænsede. Der var dog et kendt ansigt imellem, og det var den læge, vi havde talt med ugen forinden, og det gjorde mig dejligt tryg. Hos hende ville vores dreng få den bedste og mest kompetente behandling, og jeg vidste, at hun ville handle ud fra vores ønsker.

Jeg har ladet mig fortælle, at der vist nok var ni personer der overværede min fødsel. Mit fokus var udelukkende på min egen krop, og at få min lille Spire ud i en fart. Jordemoderen mærkede en ekstra gang, da hans plus pludselig blev lavere. “Han har navlesnoren omkring halsen, det er vigtigt, at han kommer ud hurtigst muligt”. Allerede inden næste ve rigtigt kom igang, pressede jeg alt hvad jeg overhovedet kunne. Og ud kom vores lille bitte søn, født på en halv presseve. Kl. 9.54. Og jeg kan godt afsløre, at selvom mine to fødsler på mange måder var identiske, så var selve pressefasen noget lettere og mindre smertefuld anden gang.

Han blev straks givet til neonatallægerne der stod klar med noget, der mest af alt lignede et rumskib. Inden de gik med ham, blev jeg spurgt om jeg kunne se ham. Jeg strakte hals, og kunne skimte noget ildrødt der sprællede i en pose. Det første glimt af min dreng, og jeg var lettet over at se, at der var liv i ham.

Rumskibet med min baby ombord, de fleste af alle de fremmede ansigter i uniformer og Store S forlod hurtigt stuen. Tilbage lå jeg, fuldstændig tom for følelser, og forstod vist ærlig talt ikke noget som helst af, hvad der lige var foregået.

Hvis I sidder tilbage med en tanke om, at dette skriv er blottet for følelser, så er det også præcis det min fødsel var. Jeg følte ikke rigtigt noget, ud over de fysiske smerter. Jeg var distanceret og det hele føltes så uvirkeligt. Det er virkelig svært for mig, at huske fødslen, og der er mange sorte huller. Og hvor skørt det end lyder, så var fødslen på mange måder en rigtig god oplevelse. Jeg følte kontrol, jeg følte mig fuldstændig tryg, og selvom der var mange mennesker tilstede, så formåede de at skabe ro.

Timerne efter fødslen, det første møde med min baby og det første døgn vil jeg dele med jer i et andet skriv.

Hvis I har nogle spørgsmål, besvarer jeg meget gerne i kommentarfeltet eller på mail.

// Camilla

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}