{ Når mødet med din baby, ikke er kærlighed ved første blik }

Moderkærlighed, manglende moderkærlighed, mor elsker ikke sin baby, ikke kærlighed ved første blik, ærlig mor

Moderkærlighed, manglende moderkærlighed, mor elsker ikke sin baby, ikke kærlighed ved første blik, ærlig mor

Sådan kunne min Facebook-opdatering have set ud, da Sille kom til verden, men det gjorde den ikke. Jeg udelod de negative detaljer, men valgte bevidst at lade være med, at male virkeligheden mere lyserød end den egentlig var.

For vi kender det vist allesammen – de sukkersøde opdateringer på de sociale medier, når et nyt lille menneske er kommet til verden. Det samme gør sig gældende, når man kommer på barselsvisit. De nybagte forældre er altid pavestolte, ret så trætte og så beretter de stolpe op og ned om, hvor fantastisk det var, at møde lille Blop første gang. Kærlighed ved første blik. Nu forstår vi hvad ægte kærlighed er. Aldrig har vi set så smuk en skabning. Det største i verden. For nogle er det sandheden.

Men sådan er virkeligheden altså langt fra for alle. Det er bare ikke noget, man taler så højt om. Jeg oplever at det er et tabu, især blandt os mødre. Men selvom man sjældent hører om det, så er vi altså mange. Vi, os, dem. Dem der ikke følte en øjeblikkelig altoverskyggende kærlighed til vores nyfødte. Dem der langt fra synes, at det at blive forældre var en dans på roser. Og det er altså helt normalt.

Hej, jeg hedder Camilla. Jeg er mor til to, og elskede ingen af dem ved første blik. Eller andet eller tredje for den sags skyld.

Og det er jeg ikke spor flov over, at sige højt. Faktisk har jeg erfaret, at ved at være åben og ærlig omkring mine følelser, eller mangel på samme, så har andre turde være det samme. Og i min omgangskreds af skønne mødre, så er det altså omkring halvdelen af os, der ikke blev ramt af den øjeblikkelige moderkærlighed og moderfølelse. Fælles for os alle er også, at den altoverskyggende kærlighed til vores børn er kommet. For nogle gik der dage, andre uger, måneder og faktisk helt op til et år. For nogle af os kom den snigende, og hos andre dukkede den op fra dag til dag. Jeg elsker idag mine børn højere end noget andet, det er en kærlighed der ikke kan forklares med ord. Og sådan tror jeg, at de fleste mødre får det på et eller andet tidspunkt. Så fortvivl ej, hvis du sidder og endnu ikke er blevet ramt af moderkærligheden – den kommer, når du er klar til den.

Et par af mine veninder har takket mig for min ærlighed. Vores samtaler – der fandt sted inden de fødte – gjorde, at de ikke følte sig forkerte eller blev bekymrede, da de ikke oplevede den øjeblikkelige moderkærlighed til deres nyfødte guldklumper. Og netop det er grunden til, at jeg vælger at dele så personlige følelser og tanker med jer her på bloggen. Jeg håber at mit lille skriv kan være med til, at bryde et tabu der ligger mig meget på sinde. Ingen nybagte mødre (eller fædre for den sags skyld) bør føle sig forkerte, og slet ikke over noget, der er helt normalt!

Du er ikke alene eller forkert – og du er en fantastisk mor ♥    

Mon I har lyst til, at dele jeres tanker om emnet i kommentarfeltet? Så bliver jeg så taknemmelig.

// Camilla

Moderkærlighed, stork, stork i Ribe, manglende moderkærlighed, nybagt mor, ærlig mor

PS. Dette skriv om emnet Du SKAL elske at være mor hos Miss Jeanett er bestemt også værd at læse. En lille anbefaling, nu hvor vi er igang med, at bryde tabuer om morlivet.

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

10 comments / Add your comment below

  1. Altså med min datter synes jeg det var kærlighed ved første blik – fik hjælp til at få hende. Så det var virkelig en lettelse at se/mærke at det kunne lykkes. Hun var også en dejligt nem baby. Med min søn 1 år nu – havde jeg bestemt ikke på samme måde. Jeg gik gennem ild og vand med ham ligesom sin søster hvis jeg skulle men ikke samme kærlighed ved første blik. Han blev også ramt af alvorlig sygdom og måtte opereres 2 gange indenfor de første 3 uger af sit liv. Kærlighed til ham kom snigende og var enorm da han skulle reoperetes og det var meget akut. Jeg var i hvert fald ekstremt bange for at miste. Men kærligheden kom ikke så åbenlyst som med min datter.
    Tak for dit skriv 👍🙈

    1. Tak fordi du deler så personlige tanker og følelser <3

      For mig kom kærligheden hurtigere anden gang, til trods for den helt særlige og pressede situation. For mig tror jeg også det handlede om, at jeg synes den nye rolle som mor var svær første gang, hvor det kom mere naturligt med Kalle.

  2. Fedt du deler det Camilla 👆 jeg havde bestemt heller ikke den helt store moderkærlighed til Lucas efter en mega hård fødsel og nogle hårde uger efterfølgende. Jeg har stortudet og følt så dårlig samvittighed over at jeg ikke havde det sådan. Jeg delte endda mine tanker med en sygeplejerske da vi var indlagte og frygtede nærmest hun ville sende nogle, der ville tage ham fra mig 🙊 kærligheden er dog langsomt kommet snigende og bliver større for hver dag der går 💙

    1. Det lyder også til, at jeres forløb omkring og efter fødslen har været meget hård. Håber du har det nogenlunde nu?

      Lucas ser i hvert fald skøn ud på billederne – jeg nyder at kunne følge lidt med på sidelinjen.

      Tak fordi du deler dine følelser, dine HELT NORMALE følelser <3

  3. Hej Camilla!

    Jeg kunne ikke være mere enig med dig! Det er nemlig desværre et kæmpe tabu at snakke om. Så sejt, at du tager det op! Sådan havde jeg det med min første søn født 34+0. Jeg kan huske min veninde fortalte, inden jeg fødte, at man næsten ikke turde gå over vejen med baby i autostol. Så da jeg fik min søn, blev jeg virkelig bange for mine følelser. Jeg ville ønske nogen havde fortalt mig, at andet er lige så normalt! Altså før sundhedsplejersken gjorde det, da min søn var 2-3 mdr gammel 😉

    1. Det er nemlig akkurat lige så normalt – og det er bare så vigtigt, at vi får delt med alle de kommende mødre.

      Tak fordi du deler herinde <3

  4. Jeg fødte min søn 24+1 på næsten samme tidspunkt som dig sidste år. Jeg ved nu, at jeg også elskede ham dengang, for jeg var ekstremt bange for at miste ham. Men desværre fyldte min angst så meget i de fem måneder, han var indlagt, at jeg ikke kunne mærke den store moderkærlighed, som alle snakker om. Det var først, da vi kom hjem og jeg følte, at nu var jeg rigtigt mor til mit barn, at jeg virkelig kunne mærke, at jeg elskede ham. Selvom angsten for at miste ham stadig eksisterer inde i mig, så vokser min kærlighed til ham hver dag.

    1. Åhhh, tak fordi du deler <3
      Det lyder også til, at I har været et voldsomt hårdt forløb igennem? Hvordan klarer han sig idag?

  5. Tak for skrivet! Jeg fødte min søn for halvandet år siden, 28+3. Om natten efter fødslen blev han overflyttet fra Herlev til Rigshospitalet – mens jeg skulle blive på Herlev til næste dag, fordi jeg selv var syg. Så jeg så først min søn dagen efter fødslen, og det var bestemt heller ikke kærlighed ved første blik! Jeg skulle “tvinge” mig selv til at besøge ham på Neo de første par dage – og kom egentlig mest derned pga. mælken, jeg skulle aflevere. Egentlig var det ikke pga. manglende kærlighed, men jeg var SÅ bange for at binde mig til det lille, skrøbelige væsen, for tænk, hvis han ikke overlevede?! Hvilket jo i dag virker helt fjollet, for hvis det utænkelige var sket, havde jeg jo stadig mistet og sørget – og sikkert også haft dårlig samvittighed. Men følelser er jo ikke rationelle 😉 Selvom den angst stadig kan poppe op i mig (men er det mon ikke “bare” en del af at være forælder?), så elsker jeg i dag højere end jeg anede man kunne!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.