{ Historien bag et favoritbillede // At kunne trøste sit barn // Noget om at være i respirator }

Respirator, baby i respirator, H56, OUH, intuberet baby, ekstremt præmatur, født uge 24, fighter baby
D. 20. februar 2017

Der er blevet taget uendeligt mange billeder under vores lange indlæggelse, og mange af dem har en ganske særlig betydning for mig. Det her er et af mine favoritbilleder, måske endda det jeg holder allermest af. Både fordi det er et rigtig smukt billede, der har fanget en masse følelser på fineste vis. Men især fordi det er taget i en helt særlig stund, og det dyrebare minde vil jeg gerne dele med jer.

For at give jer et lille indblik i de følelser billedet rummer, er jeg først nødt til, at fortælle jer lidt om, hvad det vil sige, at være intuberet, i respirator, som Kalle har været en stor del af sit liv.

Når man er i respirator, og har en tube (et plastik rør) der går ind gennem næsen, luftrøret og hele vejen ned til lungerne, så må man ikke rigtigt bevæge sig. Det er nemlig meget vigtigt, at tuben ikke flytter sig, da det kan have fatale konsekvenser. Derfor har Kalle tilbragt det meste af tiden i sin kuvøse, hvor han har været konstant overvåget, og ikke fået lov til, at bevæge sig særlig meget. Noget af tiden har han endda været medicineret så meget, at han ikke har været ved bevidsthed. Den fysiske kontakt vi har haft med ham, har foregået med Kalle liggende i kuvøsen og vores hænder på ham, eller når han, med to sygeplejerskers hjælp, blev flyttet ud for at ligge på brystet af os. Igen uden at han måtte bevæges. Så fra han kom i respirator d. 1. december 2016 og frem til den dag, hvor mit favoritbillede er taget, havde jeg ikke holdt rigtigt om ham. I over 2,5 måned havde jeg ikke kunne tage ham op i mine arme. Ikke kunne trøste ham ordenligt, når han var ked af det. Ikke kunne kramme ham. Al fysisk kontakt var begrænset af tuben og respirator slangerne. Det var frustrerende, hårdt som bare fanden, og helt igennem hjerteskærende. At se min syge baby ligge der, grædende og utilpas, uden muligheden for at gøre netop det, der føles allermest naturligt. At tage ham op i mine arme, trøste og kysse ham. Jeg bliver stadig tung om hjertet bare ved tanken, og den følelse af magtesløshed vil nok aldrig helt slippe min erindring.

Nu tilbage til mit favoritbillede og historien bag.

D. 20. februar 2017, en dag jeg aldrig glemmer. Det var sådan en dag, der føltes uendeligt lang. Kalle var rigtig ked af det, grædende og virkelig utilpas HELE dagen. Jeg havde forsøgt at trøste ham efter bedste evne, men uden held. Han fik smertestillende, medicin for abstinenser (på daværende tidspunkt var han igang med udtrapning af stærk morfin), sukkervand, vi prøvede at hjælpe ham af med afføring – intet hjalp. Aldrig før havde jeg set ham så ulykkelig. Det var uudholdeligt, og mere end mit moderhjerte kunne bære. Allermest havde jeg bare lyst til, at hive respiratortuben ud af næsen på ham, tage ham i armene og marchere ud af døren. Da det ikke var en mulighed, besluttede jeg at prøve noget andet. Og heldigvis var vores sygeplejerske R nem at overtale. Så selvom det måske ikke just var det mest forsvarlige – sikkerhedsmæssige korrekte – at gøre, så blev vi enige om, at give det et forsøg. Og for første gang i 82 dage tog jeg Kalle i mine arme, løftede ham op på min skulder, holdt ham tæt og hviskede trøstende ord. Og fra det ene sekund til det andet gik ham fra, at være utrøstelig til, at falde helt til ro i mine arme ♥ Den følelse glemmer jeg aldrig. Ej heller følelsen af hans lille krop tæt på min, på en helt anden måde, end at ligge hud-mod-hud, bange for at bevæge sig. Så fremmed en fornemmelse, men alligevel det allermest naturlige og rigtige. Det var et af de der magiske øjeblikke, der vil være forevigt gemt i mit hjerte.

Jeg er så glad for, at sygeplejerske R insisterede på, at forevige os – selvom jeg bestemt ikke havde noget behov for, at være med på nogle billeder den dag. Tak for dig! Og selvom vores forløb har været hårdt og langt, så har det også lært mig så uendeligt meget. Både om mig selv, andre mennesker og livet. Det har lært mig at sætte pris på de små ting, ting jeg før har taget for givet. Fx. det at kunne få lov til, at holde sit barn i armene og give trøst. Og for det er jeg evigt taknemmelig.

Det er min tanke, at jeg vil dele flere favoritbilleder med jer løbende. En hele serie af Historien bag et favoritbillede, da der er så mange fine minder, jeg gerne vil have skriblet mine tanker ned om. Håber I har lyst til, at læse med?

// Camilla

Respirator, baby i respirator, H56, OUH, intuberet baby, ekstremt præmatur, født uge 24, fighter baby
Her kan man se tuben, der går ind gennem næsen på Kalle. Sygeplejersken har et solidt greb i respiratorslangerne, og jeg omkring hans hovede – for at minimere risikoen for, at tuben kan glide ind eller ud

Respirator, baby i respirator, H56, OUH, intuberet baby, ekstremt præmatur, født uge 24, fighter baby

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.