{ Født uge 24, på grænsen til livet // Mit første møde med Kalle }

Født uge 24, ekstremt præmatur, præmatur, H56 OUH, født for tidligt, for tidligt født, neonatalafdeling, intensiv neonatalafdeling, OUH, neonatalafdeling OUH,
Kalle, en dag gammel. Et af mine favoritbilleder, der fanger det øjeblik, hvor jeg første gang turde røre ved ham. Og ja, det tog mig et helt døgn, at samle mod til, at holde min baby i hånden.

Dette skriv fortsætter der, hvor min fødselsberetning slutter, og jeg vil fortælle jer lidt om de lange timer efter min fødsel, mit første møde med Kalle, og det første døgn som nybagte forældre til en baby født uge 24, på grænsen til livet.

Den fødestue, der få sekunder forinden havde været fyldt til bristepunktet, føltes nu pludseligt så tom. Jeg følte mig tom. Væk var min baby, væk var Store S. De to jordemødre og fødselslægen, der var blevet tilbage på stuen sammen med mig, roste mig for min indsats, og sagde vist noget om, at vi var nogle virkelig seje forældre, at vi var så rolige og fattede. Og sådan følte jeg mig faktisk også. Sej, rolig og fattet. Velvidende at jeg lige havde født vores søn, uge 24+2, lige på grænsen til, hvornår det er muligt at redde liv. Skræmmende bevidst om, at det langt fra var sikkert, at han ville overleve sine første levedøgn – og skulle vi være så heldige, at få lov at beholde ham, så var der jo også alle de der alvorlige komplikationer og følger der kunne støde til. Allermest frygtede jeg, vi, på daværende tidspunkt, at han ville få store hjerneblødninger – hvilket der er en stor risiko for, når man er født ekstremt præmatur.

Men der lå jeg så, med spredte ben, og mine tanker kredsede udelukkende om min baby og Store S. Jeg var fyldt op af bekymringer om, hvordan det mon gik med babyen? Hvor stor var han? Kunne han trække vejret selv? Levede han overhovedet? Tanken om at vores baby skulle dø, før jeg fik lov til, at møde ham… at Store S skulle stå alene i den forfærdelige situation… Jeg havde mere end almindeligt travlt med, at få lov til, at forlade fødestuen, kan I nok forestille jer? Så da navlesnoren knækkede, da jeg skulle føde moderkagen, og de begyndte at snakke om, at moderkagen skulle fjernes under fuld narkose – den tanke var næsten ubærlig. Heldigvis fik jeg overbevist fødselslægen om, at jeg sagtens kunne holde det ud, hvis hun lige kunne “fiske den ud” med en tang. Jeg tror ikke, at jeg fortrak en mine, selvom det var virkelig smertefuldt. Jeg skulle ikke risikere, at skulle være adskilt længere end højst nødvendigt fra mine drenge.

Efter en times tid kom Store S tilbage til mig på fødestuen. Jeg kunne straks se i hans blik, at det ikke var dårlige nyheder han kom med. Han kunne fortælle om en sej lille fighter på 528 g og 28 cm. En ildrød, rynket fyr, der kunne trække sit vejr kun ved hjælp af c-pap, og der, ifølge Store S, ikke var særlig uhyggelig at kigge på. Han havde ikke taget nogle billeder, så jeg prøvede at forestille mig, hvordan en SÅ lille baby mon ser ud? Vi talte en del om, at nu måtte vi jo vente og se, om han ville overleve. Ingen panik, gråd eller angst. Rolige og fattede var vi. Vi fik også informeret de nærmeste om, at nu var vores mini dreng kommer til verden.

Endnu en time senere fik jeg endelig lov til, at forlade fødestuen. Jeg var så dårlig (grundet min lave blodprocent), at jeg knapt kunne rejse mig. Store S måtte derfor trille mig afsted i en kørestol, til det aller første møde med vores baby. Jeg var lige dele ivrig og rædselsslagen.

Født uge 24, ekstremt præmatur, præmatur, H56 OUH, født for tidligt, for tidligt født, neonatalafdeling, intensiv neonatalafdeling, OUH, neonatalafdeling OUH, kuvøse
Kuvøsen, der var Kalle’s hjem i første mange måneder

Vi trillede ind på H56, rød team, den intensive neonatalafdeling, uvidende om, at det ville blive vores andet hjem de næste otte måneder. Gennem den grønne dør på stue 27 og hen til kuvøsen, der var dækket til af et klæde (for at skærme ham mod lyset og skabe ro, fandt jeg senere ud af) – hen til vores baby. Jeg holdt vejret, og turde næsten ikke kigge ind til ham. Egentlig havde jeg faktisk helt mistet lysten til, at se ham. Jeg var simpelthen så bange og nervøs for det syn, der skulle møde mig inde i kuvøsen. Ville han overhovedet ligne et menneske? En dyb vejrtrækning gjorde mig helt klar til vores første møde, min baby og jeg. Og selvom jeg havde forberedt mig på, at han ville være ekstremt lille, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at han var SÅ lille. Men der lå han, lille, skrøbelig, højrød og helt krøllet at se på. Fyldt med ledninger og udstyr. Og i mine øjne så han altså både uhyggelig og skræmmende ud. Nok mest af alt fordi, at jeg på ingen måde kunne forestille mig, at han nogensinde ville blive til “en rigtig dreng” – faktisk kunne jeg ikke engang forestille mig, at han ville overleve den første uge. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg egentlig synes han lignede. Alt andet end en baby i hvert fald. Måske en blanding mellem E.T. og en virkelig, virkelig gammel mand?

Født uge 24, ekstremt præmatur, præmatur, H56 OUH, født for tidligt, for tidligt født, neonatalafdeling, intensiv neonatalafdeling, OUH, neonatalafdeling OUH,
Kalle, få timer gammel. Billedet er taget ved vores første møde

Jeg husker næsten allerbedst følelsen af, at være bange for, at komme til at gøre ham fortræd. At gøre noget forkert. Derfor var det også først dagen efter, jeg turde røre ved ham for første gang. Det første døgn nøjedes jeg med, at betragte ham gennem kuvøsens låger. En anden ting der står meget klart er, at samtlige sygeplejersker og læger sagde “tillykke” til Store S og jeg. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tænkte jeg: “Med hvad dog?” Det føltes vitterligt ikke som om, at der var noget, at lykkeønske med. Men når jeg tænker tilbage, så gav deres “tillykke” alligevel et lille spirende håb, og fik mig til at se situationen i et lidt mere positivt lys.

Født uge 24, ekstremt præmatur, præmatur, H56 OUH, født for tidligt, for tidligt født, neonatalafdeling, intensiv neonatalafdeling, OUH, neonatalafdeling OUH,
Kalle, få timer gammel. Den der grønne strikhue har jeg gemt – sammen med en masse andre ting fra tiden på sygehuset

Heldigvis kunne lægerne fortælle os, at det var en rigtig sej lille fyr, vi havde fået os. Og at han havde klaret sine første levetimer til bravour. De var optimistiske, men samme tid lagde de heller ikke skjul på, at når man er født i uge 24, så er fremtiden langt fra sikker. De forberedte os ligeledes på, at når man er født så tidligt, så er sandsynligheden for, at man får brug for respirator på et tidspunkt meget stor. Typisk inden for den første uge. Sygeplejerskerne roste hans gode udseende. “Han er sådan en fin lille dreng”, blev der der sagt. Fin – det var måske ikke lige just et af de ord, jeg ville have brugt til, at beskrive ham dengang. Men nu hvor jeg ser billederne, så er jeg da tilbøjelig til, at give dem ret #ItsAMomThing

Noget der var virkelig fantastisk at opleve var, at Kalle reagerede meget positivt på både min og Store S’ stemme fra første sekund. Vi kunne se på hans målinger, at han blev mere rolig og iltede sit blod bedre, så snart han kunne høre os. Han kunne helt tydeligt genkende vores stemmer, og det gjorde ham tryg. Den følelse af, at selvom vi ikke rigtigt kunne  gøre noget for ham, så var vores tilstedeværelse alligevel vigtig for ham – det betød rigtig meget for mig ♥ Og den tanke har jeg holdt fast i under hele vores indlæggelse. Det tror jeg, at jeg vil lave et helt andet skriv om en dag.

Det er så skørt, at tænke tilbage på, at han det første døgn blot fik 1 ml mælk, hver fjerde time, i sin sonde. Nu spiser han 200 ml pr. måltid, uden at blinke. Mælken han fik de første døgn var doneret ammemælk, indtil jeg selv fik rigtigt gang i udmalkningen.

Født uge 24, ekstremt præmatur, præmatur, H56 OUH, født for tidligt, for tidligt født, neonatalafdeling, intensiv neonatalafdeling, OUH, neonatalafdeling OUH,
Kalle, en dag gammel

Når man er så ekstremt præmatur, som Kalle var, så handler det allermest om, at babyen skal have ro. Derfor var der faste pusletider og spisetider. Hver fjerde time skulle han pusles, soigneres lidt i ansigtet og vendes. Ud over det, så skulle han helst bare have fuldstændig ro. Vi blev opfordret til, at få os installeret godt på svangreafdelingen, hvor jeg fortsat skulle være indlagt – og så komme tilbage kl. 16.00, hvor næste pusling skulle foregå. Og det gjorde vi. Jeg husker tydeligt mine tanker og følelser, da jeg så sygeplejersken håndtere Kalle inde i kuvøsen første gang. Jeg var skræmt – troede vitterligt aldrig, at jeg selv ville blive i stand til, at turde røre ham. Og da slet ikke vaske ham eller vende ham. Det så så voldsomt ud, og han så lille og skrøbelig. Men allerede næste morgen, havde jeg et stort ønske om, at være med.

Det første døgn, ja de første mange dage faktisk, var den mest sagte sætning mellem Store S og jeg vist: “Nu må vi jo se om han klarer den”. Stadig ingen gråd, angst eller panik. Kun bekymringer. Den dag i dag har jeg stadig ikke fundet ud af, om vi var fuldstændig i chok, eller bare utroligt afklarede omkring situationen. Jeg hælder mest til det sidste, men er langt fra sikker.

Et lidt rodet skriv, fyldt med minder og tanker. Jeg kunne have fortsat i dagevis, men forsøgte at begrænse mig lidt, så det ikke blev for tungt at læse. Men skulle I sidde tilbage med nogle spørgsmål eller andet, så tøv ikke med, at skrive i kommentarfeltet herunder eller sende mig en mail.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

8 comments / Add your comment below

  1. Jeg bliver så utroligt rørt af jeres historie gang på gang! Selvom mine tvillinger kun er født 6 uger for tidligt, så medførte fødslen en hårdt forløb for os, ikke mindst min datter. Jeg kender følelsen af at være fyldt op med tanker og ord som gerne vil ud, men samtidig have så svært ved at sætte ord på. Ofte er jeg i tvivl når jeg ser tilbage- for jeg har stadig så mange følelser indeni vedr. den tid. Det er på en eller anden måde en pudsig blanding af rædsel og glædes følelser. Det er svært at forklare.
    Tak fordi du deler! Kalle er uden tvivl en sand fighter- men han har det bestemt ikke fra fremmede ❤️

    1. Åhhh altså Anne, sikke en masse pæne og søde ord – de rører mig. Hvordan går det med jeres tvillinger idag? Hvad med jer, er I kommet godt igennem det hårde forløb?

      1. Tak fordi du spørg! Det går godt med dem idag, vores dreng har ingen mén (udover et til tider lidt følsomt sind). Min datter klarer sig også rigtig godt, hendes start taget i betragtning. Hun fik en grad 3 hjerneblødning i forbindelse med fødslen, og manglede ilt i adskillige minutter. Når man tænker på hvordan det kunne være “endt”, så er hun super godt med og i sandhed en rigtig fighter. Vi bliver gang på gang imponeret over hendes vilje. Men sådan er det jo netop med de små, de er ofte så meget sejere end deres forældre <3
        Håber i får en god indlæggelse på respirations centeret, og det bliver endnu et stort skridt i den rigtige retning for jer og Kalle (vildeste charmebøf by the Way :-))

  2. Hvor er du bare fantastisk god til at sætte ord på Camilla og tillykke med søde Kalle om et par dage, det bliver en helt speciel dag. Hvor er det godt i har haft hinanden at støtte jer til, og godt du får alle tanker og følelser ud gennem dine skriv det tror jeg er vigtigt et kæmpe knus til jer alle 4 jeg bliver rørt hver gang jeg læser om lille Kalle. Knus Jette

    1. Hej Jette.

      Tak for dine søde ord og de mange tanker du har sendt os.

      Det hjælper mig nemlig rigtig meget, at bearbejde vores forløb igennem mine skriv.

      Håber vi snart kan få tid til en kop kaffe i mødregruppe?

  3. Min søn blev født 8 uger for tidligt og kan genkende meget af det du skriver og bliver utroligt rørt af det. I er simpelthent sådan en sej familie <3

  4. Tak for dine tanker. De bringer mig direkte tilbage til da vores lå på Riget. Han er født i uge 37 og dermed ikke for tidligt – men det er en lang historie.
    Jeg kan også huske, da læger og sygeplejersker sagde tillykke. Jeg følte det så malplaceret. Som du skriver: tillykke med hvad?
    Vores søn blev født død. Blev hevet ud og fik hjertemassage. 10 % chance for overlevelse. Og så kommer folk ved Gud og siger tillykke. Selv præsten, der blev tilkaldt til nøddåben, sagde tillykke.
    På den anden side, så er det måske det eneste rigtige at sige. For ja, det giver jo også håb. Som om, vi – hvis vi lukkede øjnene og lod som om – et øjeblik bare var blevet forældre til et helt normalt barn.
    Det er dejligt at følge med i dine tanker. Tak for det.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.