{ Verdens sejeste storesøster // Mine tanker om, at være forældre til et indlagt barn med søskende derhjemme }

indlagt barn, verdens sejeste storesøster, spidermankostume,
Juli 2017

Verdens sejeste storesøster, den titel har Sille om nogen fortjent. Det meste af det sidste år har hun måtte undvære sin mor i hverdagene og leve på sygehuset i weekenderne. Hun har fået en lillebror, der var alt andet end det hun havde forestillet sig, da hun fik at vide, at der var en baby i mors mave. Men hun har taget det med et smil, gå-på-mod og masser af kærlighed. Både til os og Kalle. Og for det er vi evigt taknemmelige. Det, at hun har håndteret hele vores forløb på så fin en måde gør, at det har været tåleligt for os, Store S og jeg. Det havde været ubærligt for især mig, hvis også vi havde skulle bekymre os om hende. Jeg har SAVNET hende så meget, mere end jeg troede muligt, men det har givet mig ro og overskud at vide, at hun trods alt har haft det rigtig godt. En af mine største bekymringer har hele vejen igennem været, at hun pludselig ville blive vred på mig og/eller afvise mig. En naturlig reaktion, som vi har set hos en del andre søskende. Heldigvis kom den dag aldrig, det ville have knust mit hjerte.

Hendes åbne, tillidsfuld og kærlige personlighed har selvfølgelig haft stor betydning, men derudover vil jeg også tillade mig, at give noget af æren til det fantastiske personale på afd. H56, og ikke mindst os selv. På afdelingen har de fra første dag gjort alt for, at få Sille og os til, at føle os hjemme. Og det lykkedes til fulde. Hun snakker stadig om sygeplejerskerne, som er de tæt familie. Og hvad med os selv, forældrene, hvad har vi gjort rigtigt? Det vil jeg gerne dele mine tanker om, i håb om at andre indlagte familier måske kan finde lidt inspiration.

indlagt barn, indlagte søskende, verdens sejeste storesøster, indlagt med søskende, søskende til indlagt barn
Maj 2017

Jeg tror det aller vigtigste vi har gjort er, at tilsidesætte vores egne behov og ønsker, og taget en snak om, hvordan det mon ville fungere aller bedst for Sille. Det gjorde vi allerede, da Kalle blot var få dage gammel, og da lavede vi en strategi for vores indlæggelse (lykkeligt uvidende om, hvor længe den ville komme til at vare). Forudsigelighed, stabilitet og kontinuitet i Sille’s hverdag blev vores førsteprioritet, og det tror jeg faktisk er det, der har haft aller størst betydning for hendes trivsel. Og hvordan praktiserede vi så det? Vi besluttede, at jeg primært skulle være på sygehuset, og Store S være Sille’s faste klippe derhjemme. Alle hverdage prioriterede vi, at hun skulle i vuggestue (mens far så besøgte os i Odense), og weekenderne tilbragte vi sammen på OUH. En forudsigelig og genkendelig hverdag, så tæt på “normal”, som overhovedet muligt. Vi forsøgte også at minimere, at hun skulle passes, og hvis det blev en nødvendighed, så altid af mormor eller Bedsterne. I en så anderledes og turbulent situation  som den vi har været i, kan det til tider være svært, at skabe stabilitet – men jeg tror faktisk, at vi formåede, at give Sille følelsen af tryghed midt i vores eget kaos.

indlagt barn, indlagte søskende, verdens sejeste storesøster, indlagt med søskende, søskende til indlagt barn
Juli 2017

Vi har også været bevidste om, at inddrage hende så meget som muligt i Kalle’s hverdag – i det omfang hun havde lyst. Vi har aldrig forsøgt, at tvinge hende til, at være “storesøster”, men ladet hende bestemme, hvornår hun var klar. Og selvom hun har set flere maskiner, mere medicin og lært flere fagudtryk end de fleste voksne, så tror jeg ærlig talt aldrig, at hun har haft fornemmelsen af, at Kalle var alvorligt syg. Når man er blot to år, forstår man heldigvis ikke sammenhængen mellem sygehuset og alvoren bag. Vi har hele tiden fortalt hende, at Kalle skulle blive på sygehuset for, at vokse sig “stor nok”, og den forklaring blev godtaget. Og hun har bare haft en fest, og set alt det positive i de mange nye ting, hun har skulle forholde sig til. Respiratoren og skærmen til overvågning var fx. Kalle`s fjernsyn (dog med “meget kedelig tegnefilm”), sonden var hans sugerør og hun var helt vild med hans “røde fusser”, grundet lyset fra hans iltmåler. Det har været fantastisk, at opleve forløbet gennem hendes dejligt positive, uvidende og naive øjne – HUN har også en stor del af æren for, at VI har kunne bevare humøret, håbet og forstanden gennem indlæggelsen. Vi har sgu været et godt team, os fire ♥

indlagt barn, indlagte søskende, verdens sejeste storesøster, indlagt med søskende, søskende til indlagt barn, baby i respirator, BPD-lunger, baby med BPD, født uge 24
April 2017

Derudover har vi også haft fokus på, at gøre tiden på sygehuset, så sjov som overhovedet muligt. Hun har fået lov til, at drøne rundt på sit løbehjul på sygehuset gange (der iøvrigt er perfekte til formålet), vi har benyttet os meget af børneafdelingernes legeplads og legerum, taget på små ture rundt i Odense med hende, hvor hun har haft vores udelte opmærksomhed. Her var især zoo og gåture ved åen, inkl. fodring af ænderne, et hit. Leo`s legeland kan også varmt anbefales, det er sjovt for både børn og legesyge voksne 😉 Men faktisk tror jeg, at det vigtigste her var, at der var tale om alenetid med en af os. At hun for en stund var i centrum, og at der ikke skulle tages hensyn til lillebrors behov.

Og det er jo slet ikke sikkert, at det der har fungeret godt for os, nødvendigvis ville gøre det for en anden familie. Dette skriv er MINE tanker og erfaringer, tænkt som inspiration. Jeg tror faktisk, at det aller vigtigste er, at man som forældre gør sig nogle bevidste overvejelser, og følger sin mavefornemmelse.

Hvis I har nogle tanker om mit skriv eller erfaringer omkring emnet, må I meget gerne dele i kommentarfeltet.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

4 comments / Add your comment below

  1. Så sej! Husk at få talt om tingene også senere i livet. Jeg var noget så vred i mine teenageår over at have været storesøster til en søster der var indlagt on and off de største tre år af hendes liv (fra jeg var knap 5 til 8 år) 😊

Skriv et svar