{ Takt og tone på de sociale medier // Tal pænt, tak }

Takt og tone på de sociale medier
Fotocredit: Mødre på barsel i Horsens

Forleden læste jeg et skriv hos Betina, der har bloggen ByDuve. Det handlede om et emne der også ligger mig meget på sinde, nemlig den måde vi, i særdeleshed mødre, behandler hinanden på, på de sociale medier. Det gav mig lyst til, at give mit besyv med i den sag. For helt ærlig, hvad fanden bilder vi os egentlig ind?

Jeg oplever gang på gang, at der skrives negative kommentarer til folks billeder. Uopfordrede, nedladende, kritiske eller disiderede ondskabsfulde ord, skrevet af fremmede mennesker. Fremmede! Især her er vi kvinder, mødre, hurtige på aftrækkeren, hvis vi ser eller læser noget, vi ikke er enige i. For når det kommer til børn, opdragelse og den måde vi er mødre på, så har vi alle en holdning – og på de sociale medier, hvor vi kan sidde hjemme i vores trygge baser og gemme os bag skærmen, så er det pludseligt blevet nemt, at give den holdning tilkende. Omkostningsfrit. Og dog, for tænker vi mon over, at der sidder et rigtigt menneske, med rigtige følelser på den anden side af skærmen? For det menneske er det måske ikke omkostningsfrit, at blive kritiseret hensynsløst af et fremmed menneske. Og da slet ikke, hvis det rammer os på morrollen, vores mest sårbare punkt. Gør du dig mon nogle overvejelser før, du kommenterer negativt? For mig gælder en vigtig, gylden regel:

Inden du skriver en kommentar eller besked på de sociale medier, så spørg altid dig selv: “Ville jeg sige de samme ord til vedkommende, hvis jeg mødte ham/hende ansigt til ansigt?” 

Hvis du ærligt kan svare ja, så skriv. Hvis ikke, så må du holde dine ord for dig selv.

Og jeg har flere gange mødt sætningen: Hvis man deler sit liv på de sociale medier, så må man også regne med folks negative kommentarer. Og den påstand vil jeg erklære mig dybt uenig i. For vi bestemmer selv hvem vi følger og kigger med hos, og kan man ikke lide det man ser, så er det nemmeste i verden da, at “unfollowe” vedkommende. Jeg tror det var kloge og inspirerende Emilie der engang lavede en rigtig god sammenligning. Hun sidestillede sin Instagramprofil med sin forhave. Begge steder bestemmer man selv, hvad man ønsker, at folk kan se. Man ved, at andre mennesker kan se, hvordan man har valgt, at udtrykke sig. Længden på græsset, tilstædeværelse eller absolut fravær af ukrudt, er der farvestrålende blomster i krukker eller måske perlegrus i hele molevitten. Er der ryddeligt og pænt, eller flyder det med børnecykler, cigaratskodder og måske en affaldspose? Måske kigger de forbipasserende ind og tænker, at der er da alt for pænt eller måske det helt modsatte – men det giver dem på ingen måde ret til, at råbe deres negative meninger ind over hækken. Non of your business! Hvis man ikke kan lide det man ser, så kig den anden vej.

Hvis du ikke har noget pænt at sige, så hold venligst din mund. Medmindre du bliver direkte spurgt selvfølgelig. 

Jeg er derimod fortaler for mere kærlighed, både på de sociale medier og her ude i virkeligheden. Husker I, at rose jeres medmennesker, at give et skulderklap eller et kompliment – bare fordi? Jeg øver mig stadig på det, og bliver da også bedre og bedre til det. Det kan være en veninde, din kæreste, kollega eller måske bare hende med de pæne sko i køen i Rema 1000. Prøv det, det giver så god energi, glæde og så smitter det ♥ Igår, da vi var på spaophold, henvendte en fremmed, svensk kvinde sig til mig: “Snygg baddräkt, var är den ifrån?” Jeg blev simpelthen så glad for den kompliment, der var helt uventet, men mere end velkommen 😉

Jeg får lige lyst til, at dele en sidste, fin lille ting med jer. Sidste år lavede fællesskabet Mødre på barsel i Horsens nemlig den fineste fotoserie under navnet “Elsk mere, døm mindre”, der blev delt vidt og bredt på de sociale medier. Der satte de fokus på et meget vigtigt og til stadighed relevant emne, nemlig de mange forskelligheder vi mødre har i vores tilgang til moderlivet og opdragelse af vores kære børn. Og fælles for os alle er jo netop, at alt vi gør er af kærlighed. Vi skal ikke dømme hinandens måde, at være mor på! Se hele billedserien lige her.

Takt og tone på de sociale medier, elsk mere døm mindre,
Fotocredit: Mødre på barsel i Horsens

Del meget gerne jeres tanker om emnet i kommentarfeltet. Jeg vil meget gerne høre, hvad jeres holdninger omkring, hvad god takt og tone på de sociale medier er. Og er I faldet over et skriv andre steder, eller måske har I selv skrevet om emnet, så smid endelig et link herunder også. Lad os få gang i debatten – og forhåbenlig skabe en endnu bedre online stemning.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

4 comments / Add your comment below

  1. Det er så vigtigt et emne og du skriver meget fint, hvorfor det er vigtigt ❤️ Her er en kompliment fra mig til dig: Du er en kæmpe inspiration og jeg føler mig så heldig med, at have mødt dig og fået dig ind i mit liv. Tak 😘

    1. Hvor er du sød Signe! Tak for den varme og dejlige kompliment – den vil jeg tage til mig ❤️ Det skal vi nemlig også blive bedre til, det der med at tage imod ros og komplimenter.

      Du er også skøn, og jeg er så taknemmelig over, at vores veje har krydset hinanden. Glæder mig til fremtiden, der kommer til at byde på udfordringer, samarbejde og ikke mindst venskab ❤️

  2. jeg har været ungmor, jeg har været gammel mor ,og jeg har været i mange grupper og se mange kvinder skrive så grimt til andre … jeg har selv ikke dømt nogle for deres valg og jeg har ikke mødt nogle der har dømt mine valg så måske jeg har været heldig eller også har jeg ignoret det. og hold da op nogle fede billeder de kvinder har lavet 🙂

    1. Dejligt at høre, at du ikke selv har været udsat for negativiteter på de sociale medier – men været vidne til dem, det har vi næsten alle desværre.

      Og ja, er de ikke bare fantastiske, de billeder? Jeg er i hvert fald helt vild med dem, og deres vigtige budskab

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.