{ Vacciner i hobetal // Dumme lunger }

Vacciner, rs-virus, vaccine rs-virus, influenzavaccine,

Vacciner, rs-virus, vaccine rs-virus, influenzavaccine,

Igår blev både Kalle og Sille vaccineret mod influenza. Noget der har affødt en del spørgsmål på min Instagram. Flere undrer sig nemlig over, hvorfor jeg vil “udsætte mine børn for unødvendige vacciner”. Derfor vil jeg skrible lidt om vacciner og vigtigheden af dem. For Kalle kan en vaccine nemlig betyde forskellen mellem liv og død.

Og nej, jeg nyder da langt fra, at se mine guldklumpers tårevædede øjne, når de kigger bebrejdende på mig, når de har fået et svidende stik i deres små buttede lår. Mit moderhjerte bløder, men samme tid ved jeg også, at det kan have langt værre konsekvenser, hvis vi vælger vaccinerne fra. Og influenzavaccinen, som de begge skal have to gange med fire ugers mellemrum, er desværre ikke den eneste.

Hvis Kalle bliver ramt af en voldsom omgang influenza, kan vi risikere at han bliver meget syg af det. Så syg at det også kommer til, at påvirke hans vejrtrækning. I værste fald kan det påvirke lungerne så meget, at  han bliver bombet flere måneder tilbage i sin ellers så rivende positive udvikling. Og det ønsker vi bestemt ikke. Sille har også fået vaccinen for, at mindske den smitte hun eventuelt kan slæbe med hjem fra børnehaven. Store S og jeg overvejer også, om vi mon skal vaccineres, men vi vil lige forhøre os hos lægerne i Odense om de tænker, at det vil give mening. I første omgang har de nemlig kun anbefalet vaccination af børnene.

Den anden vaccine som Kalle skal have er mod RS-virus. Til jer der ikke lige ved, hvad RS-virus er (før vi fik Kalle, havde jeg i hvert fald aldrig hørt om det), så er det en forkølelses virus. En helt almindelig en af slagsen, der rammer mange hver vinter. For helt små børn kan den dog være rigtig grim, og i nogle tilfælde betyde indlæggelse og c-pap og/eller iltbehandling. For børn med alvorlige lungelidelser, ligesom Kalle, kan det betyde, at de bliver så dårlige, at respiratorbehandling bliver en nødvendighed. Og i værste tilfælde, den helt ubærlige yderste konsekvens, kan den medføre døden. Derfor var der heller ingen tvivl om, at den vaccine skal han selvfølgelig have. Den er vanvittig dyr (10900 bobs, for en vaccine. Indsæt selv den der chokerede smiley, der tager sig til hovedet), skal gives hver fjerde uge fra oktober til april, og gives kun til de allermest lungesyge patienter i Danmark.

Han har allerede fået første vaccine for RS-virus også, og det er jeg virkelig glad for. Jeg kan godt mærke, at i takt med, at vinteren og kulden nærmer sig, så bliver jeg mere og mere angst. Angst for hvordan vinteren kommer til at gå. For selvom Kalle er sej, og har det bedre end nogensinde, så er jeg langt fra sikker på, om han kan klare, at blive ramt af en lungebetændelse  fx. Vi kan desværre holde ham sygdomsfri på magisk vis, men vi kan i hvert fald forebygge og tage alle de forholdsregler der findes. Han, vi, fortjener medgang og vind i sejlene – lad os komme igennem vinteren uden alvorlig sygdom, be’ om!

Ud over de to typer vacciner, så følger Kalle selvfølgelig også det almindelige vaccinationsprogram. 13 vacciner bliver det til i alt fra oktober til april måned. Puh ha!

Hvorfor lader jeg mine børn vaccinere? Fordi konsekvenserne af at lade være, kan blive fatale og ubærlige.

// Camilla

 

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

13 comments / Add your comment below

  1. Så vigtigt at tage stilling! Vi er også influenzavaccineret alle fire. Netop fordi Johan heller ikke vil kunne tåle at få influenza.
    Han er ikke MFR vaccineret, men kun fordi den indeholder levende virus, og det er han ikke stærk nok til endnu. Når han en dag (forhåbentlig) bliver det, skal han også vaccineres mod skoldkopper. Man gør det jo det man kan, for at beskytte sine børn, så må andre mene hvad de vil 😏❤️

    1. Ja, det mener jeg bestemt også. Andre må have deres meninger, men jeg vil gerne være med til, at besvare og belyse deres undren.

      Vi overvejede også skoldkoppevaccinen til Kalle, men lægerne på OUH mente ikke, at det burde være nødvendigt. Heldigvis har Sille fået den under vores indlæggelse, så hun slæber da ikke smitte med hjem i hvert fald.

  2. Jeg havde gjort præcis det samme som dig, hvis vi fik muligheden😊💙
    Vores søn endte med at få RS virus sidste vinter, da han var knapt 6 måneder(3,5 korrigeret) og det var virkelig ikke en sjov omgang! Vi endte med at være indlagt i 3 døgn og han nåede at tabe sig over 500g – hvilket var helt for færdeligt(man går nok lidt mere op i vægten når man har et barn der er født for tidligt). Vi følger også vaccinationsprogrammet og vil til altid anbefale andre at gøre det samme, så børn der er for syge til at kunne få vaccinerne ikke bliver smittet🙄❤️ Vi har udover vaccinationsprogrammet også valgt at give vores søn skoldkoppevaccine. Jeg er gravid igen og frygten for at føde for tidligt stadig sidder i kroppen, og tanken om at han i så fald ikke måtte komme på afdelingen ville være forfærdelig.

    1. Puh ha, jeg kan godt forstå din frygt. Det var virkelig forfærdeligt for os, da Sille ikke måtte komme på afdelingen den første tid efter Kalle`s fødsel. Hvor langt er du mon henne i din graviditet? <3 Og tillykke med det!

  3. Har folk i ramme alvor kommenteret på at du får dem vaccineret unødigt? Jeg bliver lidt træt 😉 Vaccinationer er selvfølgelig et ret omdiskuteret emne, men selvfølgelig skal de da vaccineres, og selvfølgelig skal de det da begge to, når omstændighederne er som de er!

    Jeg blev også spurgt hvorfor jeg som gravid er blevet vaccineret mod influenza. Mit svar plejer at være at jeg sætter min lid til det Sundhedsstyrelsen og det sundhedsfaglige personale. Hvorfor er der pædagoger og ikke håndværkere i institutionerne? Fordi de ved noget om børn! Hvorfor lytter man til sin bankrådgiver? Fordi de ved noget om økonomi! Jeg kan ikke helt gennemskue forundringen 😉

    1. Ja, hele tre forskellige mennesker undrede sig så meget, at de følte behov for, at skrive det til mig. Jeg vælger at tro, at det handler om nysgerrighed og uvidenhed. Nu har jeg i hvert fald forsøgt, at give en uddybet begrundelse, og sendt dem alle et link <3

  4. Og vi har gjort helt det samme!

    Herhjemme blev vi voksne dog også influenza vaccineret og jeg ville ikke tøve et sekund med at vaccinere både dig og store S også..

    1. Det tror jeg også, at vi ender med, at gøre, Lisbeth. Vi har bare slet ikke skænket det en tanke før, at jeg sag inde hos sygeplejersken med dem igår. Nu hører vi lige, hvad de kloge læger i Odense siger, men mon ikke, at det også bliver til et stik til de voksne?

  5. Her bliver hele familie vaccineret mod influenza på lægernes opfordring, så jeg tænker det er mest logisk i voksne også får den 😊
    Vi snuppede også skoldkoppevaccinen til stor forundring for mange, men det er jo heller ikke dem der står i sygdom, angst og frygt for konsekvenser💕

    1. Netop – jeg tror næsten, at man skal have prøvet, at frygte en simpel influenza, før man til fulde forstår.

  6. Jeg valgte at lade mini vaccinere mod hepatitis a og b før ferien til Tyrkiet. Måske ikke mega nødvendigt men med to hjerteoperationer og et stadig dårligt hjerte, vil jeg ikke gamble med hendes liv og helbred. Fedt du skriver om det, men så sørgeligt det virkelig er nødvendigt at skulle retfærdiggøre sådanne valg

    1. Ja, men mon ikke det handler om uvidenhed for de flestes vedkommende? Hvis man ikke kender de konsekvenser der kan være ved, at lade være med at vaccinere dem, så giver det måske ikke så meget mening?

      Jeg kan i hvert fald godt forstå dit valg – det er jo vores dyrebareste vi forsøger at passe på <3

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.