{ Den dag alt blev mørkt // Første dag i december sidste år }

Ekstremt præmatur

Ekstremt præmatur, født uge 24, født for tidligt, BPD, baby med BPD, lungesyg baby, lungesygdom

Den første dag i december sidste år er som brændt ind i min hukommelse. Det var en vanvittig dag, fyldt med så mange forskellige følelser, og på sin vis var det den dag, hvor alt blev mørkt.

Efter Kalle’s fødsel d. 19. oktober fulgte seks uger med op og nedture. Dog med opturene i klart overtal. Han klarede sine otte første levedøgn udelukkende med c-pap, og alle var imponerede over hans styrke, fightervilje og lyst til livet. Han blev ramt af en infektion og måtte i respirator – noget der er helt forventeligt, når man bliver født så meget for tidligt, som Kalle gjorde. D. 17. november var han igen ude af respiratoren, og klarede sig til bravour med c-pap. Han begyndte også at tage fint på, og en af vores kontaktlæger beskrev ham som “meget stabil”. De ord var sød musik i vores ører. Alt gik lige efter bogen, og der blev planlagt en overflytning til Kolding sygehus, da han ikke længere havde brug for behandling på en intensivafdeling. D. 5. december 2016 var den magiske dag, hvor vi ville blive afhentet af babylancen og en læge fra neonatalafdelingen i Kolding. Vi var mere end klar til, at komme tættere på hjem – men mest af alt var det bare en kæmpe milepæl at nå dertil, hvor  Kalle var stabil nok til en overflytning til en almindelig neonatalafdeling.

Men virkeligheden blev en helt anden – der skulle gå næsten syv måneder mere, før vi d. 21. juni 2017 sad i ambulancen på vej til Kolding.

Hvad skete der egentlig? Det er jeg faktisk stadig ikke helt sikker på, men jeg ved, at det startede den aller første dag i december.

Dagen startede fantastisk, og mit humør var helt i top. Aftenen forinden havde jeg pakket hele vores værelse ned, undtaget de ting vi skulle bruge de sidste fire dage, der skulle tilbringes i Odense. Planen var nemlig, at jeg om eftermiddagen skulle tage med Store S hjem, så vi kunne tilbringe et lille døgn sammen med Sille, inden overflytningen til en ny afdeling og ukendt personale. At jeg kunne få et tiltrængt døgn HJEMME, noget jeg virkelig havde set frem til.

Da jeg kom over til Kalle om morgenen fortsætte den gode stemning, det var nemlig veje-dag, og han havde sørme rundet sit allerførste kilo. Endelig havde han fordoblet sin fødselsvægt, og det var endnu en kæmpe milepæl på daværende tidspunkt. Kalle’s humør var også højt, og vi fik taget de første billeder af ham, helt uden c-pap eller sonde. Jeg var fyldt op af lykke lige der.

Store S kom som vanligt kl. 10.00, og vi glædede os sammen over vores lille seje Basse, udsigten til lidt hjemmetid og mandagens overflytning. Men det blev en kort glæde.

Ekstremt præmatur, Ekstremt præmatur, født uge 24, født for tidligt, BPD, baby med BPD, lungesyg baby, lungesygdom

Kalle plejede at tilbringe en stor del af sin tid på brystet af os, hud-mod-hud, og denne dag var ingen undtagelse. Han kom ud til mig, og pludseligt stoppede han med, at trække vejret. Han kom selv igang igen, og i første omgang slog vi det hen. Det er nemlig ikke unormalt for de ekstremt præmature babyer. Men i løbet af den næste halve time, stoppede han mange gange med, at trække vejret. Og flere gange måtte vi stimulere ham til, at få gang i vejrtrækningen igen. Helt samme  adfærd, som vi havde oplevet, da han fik sin første infektion. Derfor blev der straks taget en masse blodprøver, og der blev startet IV-antibiotika op, just in case. 

Jeg havde om morgenen opdaget en lille bitte bule på Kalle’s skulder, der pludselig ved middagstid havde vokset sig meget større. En byld mente lægerne, en byld der nok var skyld i infektion og årsag til Kalle’s ustabile tilstand. Den var af sådan en størrelse, at der kom en kirug for, at lave en vurdering af, hvad der skulle gøres. Desværre mente han, at det ville være for risikabel, at prikke hul på, og dræne den, oppe på afdelingen. Dette skulle gøres i fuld narkose og af en kirug. Så senere samme dag, ville Kalle blive kørt på operationsgangen.

Det var mildest talt noget af et chok for os, og med et var alle de planer, vi havde set så meget frem til, vendt helt på hovedet.Så i stedet for, at tage hjem og hygge begge to, så skyndte Store S sig, at køre hjem for, at hente Sillemusen – og så retur til Odense, så vi alle fire kunne være sammen.

Dagen blev en af dem, der føltes uendeligt lange. Kalle blev ved med, at glemme at trække vejret, da han var meget svækket af infektionen. Men han holdt sig lige akkurat ude af respiratoren, da lægerne håbede på en hurtig virkning af antibiotikaen. Og allerede om aftenen, så vi en bedring i hans tilstand.

Lige før midnat blev han kaldt over til opratationen, og jeg måtte følge ham afsted i mit blå operationstøj uden Store S – han var nødt til, at blive hos en sovende Sille på vores værelse. Jeg kyssede ham “godnat” velvidende, at de var nødt til, at ligge ham i respirator under indgrebet – men også med en forventning om, at han ville være tilbage i c-pap allerede næste formiddag. Det var jo det, som alle lægerne fortalte os. Men hvor tog de dog frygteligt fejl.

Der, ventende i halvmørket på Kalle’s tomme stue, sad jeg og malkede ud. Den første dag i december var netop blevet til den anden.Og til lyden af malkemaskinens mekaniske pumpen, lod jeg tårerne få frit løb. Jeg følte mig slået helt ud, skuffet og dybt bekymret for vores lille Kalle, der var i sit livs første narkose. Havde jeg dengang fået at vide, hvad der ventede os forude, så var jeg nok faldet helt fra hinanden. Heldigvis var jeg lykkeligt uvidende om, at vi kun få uger efter, for alvor ville stifte bekendtskab med frygten for at miste vores lille dreng. At det derfra kun ville gå ned af bakke de næste måneder. At det var den dag, hvor mørket kom snigende.

December 2016 blev den værste måned i mit liv – og jeg kan tydeligt mærke alle minderne vælte frem disse dage. Følelserne er lagret i min krop og mit sind, og jeg har brug for, at få dem bearbejdet. Og det gør jeg blandt andet med mine skriv herinde. Så der kommer nok et tilbageblik eller tre mere i løbet af december. Håber I fortsat har lyst til, at læse med?

// Camilla

Ekstremt præmatur, Ekstremt præmatur, født uge 24, født for tidligt, BPD, baby med BPD, lungesyg baby, lungesygdom
D. 4. december – i respirator og begyndt at ophobe væske i kroppen

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

11 comments / Add your comment below

  1. Du laver rigtig mange gode skriv, bliv endelig ved 👍
    Mange af dem rør mig, fordi jeg kan genkende dem fra vores egen historie(trods det er to vidt forskellige forløb vi har haft), men specielt dette rørte mig.
    Selvsamme 1-12-16 var en dag vi dragende til riget for at få lukket Ductus, helt normalt og ingen problemer der. Ligeledes bliver vi oplyst at de forventer hende ude af respirator dagen efter – det blev dog til 6 dage. Så kunne vi begynde at se lyset, vi kunne komme hjem, en nat på ouh også en nat i Aabenraa så var vi hjemme, fedt. Det holdt dog ikke og vi måtte ind igen, endnu nogle måneder gik på Aabenraa og ouh.
    28-02-17 kom vi hjem efter 7 måneder, dog med ilt, som vi stadig har.
    Jeg kan i den grad genkende dine tanker/følelser, så jeg læser troligt med her, det giver perspektiv, og ikke mindst så er man ikke den eneste i denne båd.
    God jul 😀

    1. Hej Dorte.

      Tak for dine pæne ord, og fordi du har lyst til, at læse med.

      Og ikke mindst tak for, at du selv deler lidt af jeres historie med mig. Det lyder også til, at have været en voldsom omgang, som I har været igennem. Netop fordi jeg selv manglede nogle, at spejle mig i, da vi var indlagt, har jeg valgt at blogge om vores forløb – i håb om, at nogle som os, du og jeg, måske kunne finde en smule trøst, samhørighed eller netop som du skriver: Følelsen af, at man ikke er alene.

      Også en rigtig god jul til jer <3

  2. Godmorgen søde Camilla

    Puha hvor er det hård læsning, sidder med en kæmpe klump i halsen… Og nu kan jeg endda, fortrøstningsfuldt, følge den sejeste Kalle, stor og stærk.
    Jeg kan høre lyden for mig, af den uendelige pumpen, og så kan jeg huske den ensomme sygehus følelse… Men det er jo kun en lille bitte prik ift jeres lange seje måneder i uvished om Kalles overlevelse.
    Et vildt flot skriv søde dyreven, og enormt rørende❤

    1. Tak sødeste dyreven <3 Dine ord betyder alverden!!

      Jeg kan slet ikke vente med, at se jer begge og kramme dig. Og så vil jeg bare suge til mig, af alt det I har oplevet de sidste mange uger.

    1. Dejligt at læse og følge med sad i en lignende situation for 15 år siden .. dog kun 5 uger på neonatal med en tur over Skejby til operation .. jeg fik det ikke bearbejdet med det samme og endte med at bryde sammen da mine børn var ca 3 og 6 år .. Så jeg tænker det er så vigtigt at være opmærksom på det kæmpe pres man er udsat for i sådan et forløb ..

      1. Pyyyh ha Lisbet, det lyder som om, at I har været et hårdt forløb igennem også. Og ja, man skal lige huske, at det ikke er ovre, bare fordi man er blevet udskrevet. Jeg håber sådan, at mine skriv her giver mig luft og mulighed for fordybelse og refleksion, så jeg ikke pludselig bryder helt sammen. Heldigvis har jeg en masse gode mennesker omkring mig, der passer godt på mig. På os.

    2. Tusinde tak Pernille. Og I er da også seje, du og lille F <3 Og så er du uden sammenligning den smukkeste mor, jeg har mødt i min tid på sygehuset :-*

  3. Jeg læser meget gerne med! Elsker dit skriveri- sidder næsten med tåre i øjnene! I har så smukke og lækre unger❤

  4. Kære Camilla,
    Jeg har først nu fundet din blog. Jeg vil, i morgen når mine piger sover til middag, læse nogle flere af dine skriv. Dette fangede mig, og jeg klemte en lille tåre, samt fik en trang til at kysse mine sovende piger.
    Sikke en rutsjetur I har haft! En rutsjetur som jeg til dels kan sætte mig ind i.. Jeg blev i juni mor til mine to piger ved akut kejsersnit, små 12 uger for tidligt. Vi var indlagt i 9 uger i Viborg, hvor det hele kørte op og ned. Men mest op. Det var “heldigvis” mig der blev syg, og ikke pigerne.. ❤️

Skriv et svar