{ Gæstebogen // Marianne fortæller om lille Storm på 510 g, PTSD og om at føle sig alene efter en lang indlæggelse }

Præmaturmor
Marianne og Storm, hud-mod-hud

Jeg holder utroligt meget af mennesker, deres historier og det vi kan lære af, at lytte og interessere os for andre. Derfor har jeg lavet et nyt lille indslag her på bloggen: Gæstebogen. Her vil I kunne læse fortællinger skrevet af forskellige mennesker, der på en eller anden vis har rørt mig med deres historie. I særdeleshed vil I komme til, at møde en masse fantastiske præmaturforældre og deres seje børn.

Det aller første skriv i Gæstebogen er fra Marianne. Hun er præmaturmor til to dejlige børn, og har været så modig, at dele sin oplevelse med PTSD, stress og depression efter et langt og hårdt indlæggelsesforløb, med deres søn Storm – der ligesom Kalle, er født i uge 24.

Jeg synes hendes budskab er SÅ vigtigt, for kampen er nemlig langt fra slut, når man bliver udskrevet fra neonatalafdelingen.

*  *  *  *  *  *  *  *  *  *

Jeg har fået den ære, at skulle skrive et lille indlæg her på siden. Det har ikke været den nemmeste opgave, at udvælge et emne, da jeg synes der er så mange virkelige relevante emner. Men er nået frem til at jeg godt kunne tænke mig at fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede tiden efter vi kom hjem fra sygehuset.

Først vil jeg lige skrive lidt kort om mig og familien. Så dem der ikke kender mig kan følge med.

Jeg hedder Marianne og er 30 år. Jeg har født Storm i uge 24 og Viola i uge 35. Jeg fødte Storm for 4 år siden på Skejby sygehus pga. Hellp (svær svangerskabsforgiftning). Det var en hård fødsel, hvor vi ikke vidste om Storm ville overleve, at blive født. Men Storm kom til verden med en vægt på 510 g og 29 cm.

Præmaturmor

Tiden efter var hård. Storm lå respirator og fik gentagne infektioner. Vi var indlagte i næsten 5 måneder på Skejby, Odense, og Herning. I løbet af den tid, ja så oplever man en masse forskellige ting. Man går i en konstant angst for, at miste sit lille barn. Men man oplever desværre også dem, der ikke klare den. En af de ting der sidder dybt i mig stadig den dag i dag er selve stemningen på gangen og stuerne. Stilheden, men hvor man i baggrunden kan høre en mor skrige over en dårlig besked. Maskinerne der brummer og bimler. Man ser frem i hele forløbet til den ene dag. Hvor man får lov at komme hjem.

Men hvordan er det så, når man kommer hjem? For mig var det et stort kæmpe tomrum. Jeg havde været vant til, altid at have en at snakke med. Altid have en sygeplejerske, man lige kunne spørge, hvis man var nervøs. Nu stod jeg der, alene i hele verden, med Storm på 2 kilo. Angsten jeg havde haft de sidste 5 måneder, forsvandt ikke bare. Jeg var så nervøs for, at der skulle ske ham noget, og jeg havde ingen at gå til.

Jeg kunne stadig høre de maskiner, han havde været koblet til, men pludselig var de så langt væk. Lyden var der stadig, men trygheden fra dem var så langt langt væk. Jeg kunne ikke lukke et øjefor tænk, hvis han pludselig ikke trak vejret. Det var som om, at jeg sov ved siden af en bombe, der kunne gå af hvornår det skulle være.

Storm var enormt sensitiv og udsat for infektioner, så det betød, at jeg var enormt isoleret. Vi kunne ikke komme ud blandt andre eller have besøg hjemme. Så ensomheden og bekymringerne blev bare større og større. Sådan stod tingene egentlig til indtil Storm var 10 måneder.

En dag sagde min krop fra. Den ville ikke mere. Jeg vågnede op en morgen, med en fornemmelse af min krop kun var vågen, men mit hovede ikke var. Min mand kom ind til mig i soveværelset og snakkede til mig. Men jeg reagerede ikke. Han ringede efter min mor, som straks kom. Og hun ringede til lægen. Beskeden var, at jeg havde fået en tilstand af stress/depression og PTSD. Min mand overtog derefter den sidste barsel.

Jeg har det i dag, her 4 år efter, rigtig godt. Men der vil altid være ting, der sidder dybt inde i ens sjæl. Hvem glemmer, at se sit barn blive genoplivet? Hvem glemmer de lyde?  Det gør ingen og det gør kroppen slet ikke.

Og hvad vil jeg så med dette indlæg? Jeg tænker, at der er så stort fokus på at redde de små pus, at man måske nogle gange lidt glemmer de forældre, der er en del af det hele. Jeg fik i den periode tilbudt et par psykolog samtaler, lige efter jeg havde født Storm. Dem tog jeg imod og havde god gavn af. Men efterfølgende er der intet hjælp, at hente. Når du er udskrevet fra intensivafdelingen, så er du overladt fuldstændig til dig selv. Jeg aner ikke, hvor stort et problem det i virkeligheden er. Men jeg nægter at tro på, at jeg er den eneste traumatiserede forældre efter sådan en oplevelse. Og jeg håber og ønsker, at der i fremtiden kan være mere hjælp at hente.

Er der noget, man selv kan gøre for ikke, at havne i den situation jeg var i? Det er et spørgsmål, som jeg har tænk rigtig meget over. Jeg tror personligt, at det er vigtigt, at man taler med nogen om, hvordan man har det. Sætter ord på de følelser man har. Også dem man føler ikke burde se dagens lys. Jeg gik med en masse tanker om, at jeg var en dårlig mor. Ikke kæmpede for min søn. Og tanker om, at jeg slet ikke havde lyst til at være mor. De tanker tror jeg er vigtige, at få snakket om. Jeg søgte selv en psykolog, da jeg kom hjem, hvor jeg fik talt de ting igennem. Ud over det begyndte vi, at få en masse hjælp og træning til Storm i hjemme. Vi fik tilknyttet ergo og fys og en mund terapeut. Dem snakkede jeg rigtig meget med. Og pludselig følte jeg mig ikke alene mere med opgaven om, at få Storm på rette kurs.

Tak fordi I læste med.

Præmaturmor

*  *  *  *  *  *  *  *  *  *

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail ♥

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

2 comments / Add your comment below

  1. Smukt skrevet Marianne 😘
    Husker tydeligt den dag Kong Storm blev født og dit første indlæg fb siden, præmatur børn.
    Den 1 gang jeg snakkede med dig i familiehuset.
    Åhhh mit ❤️ lettede, da jeg fandt ud af hvor let du var at snakke med.
    Vi havde lide taget afsked med 1. hold forældre vi var kommet til at holde rigtig meget af og havde kunnet støtte os til og dele erfaringer med, da vi fik Sebastian.
    På det tidspunkt hvor vi mødtes, var rollen pludselig omvendt.
    Nu var det mig der havde og erfaringen, men nøj hvor fandt jeg også meget støtte i dig.
    Og det gør jeg heldigvis stadig. 🤗
    ❤️❤️Jette

  2. Hej Marianne
    Et meget vigtigt emne du tager op. Jeg fødte min søn 34+5. Vi var kun indlagt 19 dage på neonatal med ham, men den start som slet ikke var som jeg havde forestillet mig og de bekymringer der fulgte med, de sad længe i mig.
    Han lå i åben kuvøse og fik ilt og cpap og sonde og var koblet til en maskine der larmede hvis ikke hans tal var ok. Den maskine blev min ven og sikkerhed. Den fortalte mig om han var ok. Så ligesom dig var jeg nervøs da han blev koblet fra den.
    Mit sikkerheds net forsvandt den dag og især den dag vi blev udskrevet. Jeg var længe plaget af skyldfølelse og jeg var ked af den hårde start vi fik.
    Jeg ved godt mit forløb ikke kan sammenlignes med dit, min søn vejede 2700 g. Men alligevel er der noget i for forløb der vækker genkendelse og gamle føelser.
    Vi kom hjem og jeg gik ned med flaget. Min sundhedsygeplejerske vurderede at jeg var meget depressiv, men formåede ikke at gøre noget. Jeg kom selv igennem det. Jeg synes der mangler tilbud og hjælp til dem som har født for tidligt. Så tak for at åbne op og dele.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.