{ Gæstebogen // Hasse kom til live ved sin mors bryst // Et lille mirakel på 470 gram }

Så har endnu en sej og modig kvinde sagt ja til, at dele sin historie i min Gæstebog. Signe skrev til mig for nogle måneder siden, og fortalte sin historie om hendes første søn Hasse. Jeg blev så rørt, at tårerne trillede, og jeg tænker ofte på, hvor fantastisk et øjeblik det må have været, da han pludselig kom til live på brystet af mor ♥

* * * * * * * * * *

Hasse

Født uge 24+4 2010

Vægt 470 gram og længde på 26 cm.

Den 9. december 2009 finder vi ud af, at jeg er gravid.
Graviditeten starter ud ganske fornuftigt. Jeg er på dette tidspunkt under uddannelse til salgsassistent og er derfor ansat i en tøjbutik.

Ret tidligt i graviditeten opdager min læge, til en af de almindelige undersøgelser, at mit blodtryk er forhøjet. Jeg får noget medicin for det, og skal derefter til kontrol hver 4 uge mht. dette. Jeg går stadig på arbejde, også uden gener fra blodtrykket, da jeg, heller ikke inden jeg fik medicin, ikke kan mærke at det er forhøjet.

Omkring uge 18 begynder jeg så at få de ”almindelige” gener, såsom ondt i bækken og led. I denne tid er jeg ved, at afholde min fagprøve i butikken. Herefter begynder jeg generelt, at få det mere skidt og bliver mere og mere påvirket. På dette tidspunkt er der så ikke nogen der ved, hvad det er der er ved, at udvikle sig i min krop.

Er ikke helt sikker på tidslinjen, men nok omkring 3 uger før han kommer til verden, bliver jeg sygemeldt fra mit arbejde. Jeg vil ikke komme ind på det her, men det faldt i hvert fald ikke helt i god jord. Inden vi vidste bedre, havde jeg lovet mit arbejde, at uanset hvad, så ville jeg begynde på arbejde om mandagen (Hasse blev født fredag den 30. april) – men havde jo på dette tidspunkt slet ingen idé om, hvad der skulle ske.

Vi springer så frem til torsdag den 29. april. Jeg er til almindelig lægetjek, og der er så nogle tal der er helt off. Jeg er stadig ikke mere påvirket end normalt, og har stadig høje forventninger om, at starte jobbet op mandag. Dog er min læge ikke begejstret, og sender min kæreste og jeg til Viborg sygehus til yderligere undersøgelser. Ved godt mod kører vi afsted. Vi har ikke rigtig fået noget at vide om, hvad lægen mistænker, så vi tænker bare en scanning og så hjem igen.

Vi ankommer på sygehuset, og det første de gør er, at måle mit blodtryk. På dette tidspunkt er det- hold nu fast – 220/133! Lægen kigger meget stramt og alvorligt på mig og spørger ”kan du virkelig ikke mærke det her?”, hvilket jeg jo stadig kun kunne sige nej til. Hvilket jeg nu godt kan forstå var højst mærkværdigt. For at få blodtrykket ned med det samme, bliver jeg lagt på en briks og får sprøjtet noget ind i blodet. Tror måske det var noget magnesium, men er ikke sikker. Nok 20 sekunder efter at det er blevet sprøjtet ind, rejser jeg mig op i et ordentligt ryk og fortæller til dem, at nu får jeg det altså virkelig mærkeligt. Kan ikke rigtigt beskrive det, men fik det som om jeg ikke var i min egen krop, og den føltes sådan helt varm og stikkende.

Herefter går det stærkt, meget stærkt. Der bliver bestilt en ambulance, der skal køre mig til Skejby sygehus NU. Og Mads får at vide, at han IKKE skal prøve, at følge efter i bilen – for de skal køre stærkt. Vi var stadig lidt uforstående overfor denne pludselige hast, og vi vidste stadig ikke noget om, hvad det var der kunne være galt. Senere fandt vi ud af, at vi skulle til Skejby fordi, at de var de nærmeste der kunne tage imod babyer født så tidligt.

Selve ambulanceturen husker jeg egentlig ikke så godt, men husker den her læge som sidder ved min side hele vejen og nusser mig på hånden. På et tidspunkt åbner hun op ind til chaufføren, og siger et eller andet, som så har betydet at det skal gå endnu stærkere. Vi ankommer til Skejby, og Mads ankommer meget kort tid efter, heldigvis.

Herefter kommer der heldigvis lidt mere ro på situationen, men vi er ikke i tvivl om, at det stadig er meget alvorligt. De har fået mit blodtryk ned, og jeg har ikke længere den mærkelige fornemmelse i kroppen. Min mor ankommer til Skejby, planen havde altid været, at hun skulle være med til fødsel/kejsersnit.

Denne torsdag får vi meldingen om, at jeg har meget svær svangerskabsforgiftning. De behandler mig, og vi får at vide, at vi uagtet hvad, får en for tidligt født baby, men de vil prøve at holde mig stabil, så han kan blive derinde længst muligt. Dette holder så lige til dagen efter. Min svigerfar ankommer dagen efter og Mads` søskende kommer også. Jeg er hele tiden i sengen, og har konstant målinger på, så de hele tiden kan holde øje med situationen. Denne dag begynder jeg at hæve virkelig voldsomt i ansigtet, og de tager endnu flere prøver og scanner mig også. Den lille dreng i min mave er alt for lille, 38% mindre end hvad han burde være på dette tidspunkt. Da prøverne kommer retur er der ingen tvivl: han skal ud og det skal være nu. Prøverne viste nu, at jeg samtidig med svangerskabsforgiftning også havde udviklet HELLP, og derfor var både nyrer og min lever i stor risiko for at sætte ud.

Vi får meldingen, og jeg bliver kørt ned på operationsstuen. Min mor er med inde til selve indgrebet, og Mads står derinde hvor vores dreng skal hen efter kejsersnittet. Det hele er meget tåget, men lægen siger, at de gør det her for at redde MIT liv. Jeg er i så stor livsfare på dette tidspunkt, at de kan miste både mig og barnet. Jeg var dog stadig sådan lidt, at de skulle da gøre alt hvad de kunne for mit barn, det var det eneste jeg havde i hovedet.

Skønne Hasse bliver forløst klokken 17.21. Jeg ænser ikke så meget udover, at jeg kan fornemme at de kæmper for ham. Det er først efterfølgende, at man får alle detaljer at vide, såsom at de prøvede at få liv i ham 3 gange, inden de endelig overgiver ham til mig – kun for at vi kan sige farvel. Mads kommer også ind, og Hasse bliver lagt helt oppe under min hage for, at vi kan kysse ham og tage afsked. Jeg er stadig bedøvet og kan ikke rigtig bevæge mig, derfor ligger de ham så tæt oppe som muligt, så mine læber også kunne nå hans dejlige lille hoved. Af fuldstændige uforklarlige årsager sker det nærmest utænkelige; Hasse begynder at græde, give lyd fra sig som ethvert andet barn.

Lægen er der i løbet af ingen tid, og jo nærmest flår Hasse væk fra mit bryst. ”Vi prøver sgu lige igen” er ordene, og jeg kan huske at jeg tænker, at jeg bare vil råbe, at de ikke må tage ham væk fra mig igen. For hvis ikke det lykkedes for dem, så ville han dø ovre på bordet i stedet for på mit bryst, og den tanke var næsten ikke til at bære.

Men gudskelov tog de ham med! I dette forsøg lykkedes det dem, at få tuben ned gennem hans næse, så maskinen kunne give ham den ilt han ikke selv kunne trække. Han blev lagt i kuvøse og ført til neonatal-afdelingen, med Mads lige i hælene.

Tiden herefter bliver brugt i en lille bobbel.

Vi var indlagt i 5 måneder. Vi startede på Skejby, blev overflyttet til OUH pga. mistanke om NEC, som han heldigvis ikke havde, og blev derefter flyttet ”hjem” til sygehus Nord i Aalborg.

Han lå i respirator i 9 uger, derefter i C-pap, og den kom han først ud af ret kort tid inden udskrivelsen i oktober.

Selve indlæggelsen var en rutchebanetur og var meget hård for alle parter. Vi fik vores dreng med hjem og det er det vigtigste. Det kan få en til at glemme selv det mest gruopvækkende ved det (nødvendige) hjem, som vi havde i starten på vores familieliv.

I dag er Hasse knap 8 år. Begyndte i skole i sommers og klarer det til UG, til trods for vores bange anelser. Han startede i skole samtidig med sin lillebror Laurits, født i uge 34 i 2011, der er 15 måneder imellem dem. Laurits blev forløst grundet samme sygdom hos mig.
Hasse er vores lille Supermand!

Efter tre uger kunne Signe holde sin søn for første gang

* * * * * * * * * *

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

6 comments / Add your comment below

  1. Åh hvor er det rørende. Tak for den fine beretning ❤️
    Med vores store pige nåede vi efter lang kamp med SSF til termin, men lillebror kom ud før tid pga. SSF blev til HELLP. Efter hans fødsel aftog det desværre ikke og jeg røg på intensiv med organer der blødte og lever&nyrersvigt.
    Jeg syntes det er skræmmende at man under graviditet med SSF slet ikke bliver forberedt på hvad der kan gå galt…

  2. Sikke en vild og vanvittig rørende fortælling om jeres, efterhånden store dreng❤
    Det er jo helt fantastisk, hvordan viljen til livet kan besejre alle dårlige Odds.
    Held og lykke med begge jeres drenge 💙

  3. Puha – godt det gik godt!

    Men jeg fatter ikke at der bliver overset så mange tilfælde af svangerskabsforgiftning som der gør! Jeg er også blot en på listen som for 4 måneder siden fik det samme at vide “dit barn har det godt – det er dig vi skal redde!” Imens jeg blev løbet til operationsstuen på en briks 😟

    Jeg fik HELLP da jeg var 36+2 pga en overset svangerskabsforgiftning.. jeg blev lagt i fuld narkose fordi der ikke var tid til en epidural.. min datter og jeg har det godt i dag – dog er jeg ikke helt ovenpå psykisk endnu… jeg ved nu at vi her været heldige – kys det satans liv 💞

  4. Puha tårerne løber ned af kinderne 😰 hvor er det
    Godt han og du klarede den. Hvor er det dog heldigt at han kom op til dig og helt fantastisk at han pludselig valgte livet på trods af store udfordringer
    Minder så meget om min yngste søns fødsel og forløb med NEC – heldigvis blev han først født i uge 31+6

    Al held og lykke til jer 💙

  5. Sikke en rørende fortælling som heldigvis endte lykkeligt .
    Og dejligt at han klare skolen til UG 👍👍
    Er selv mor til en pige på 8 år som er født i uge 26.
    Held og lykke til jer 💙💚❤️

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.