{ Følelsen af utilstrækkelighed // Når det gør ondt, at være mor til to }

Mor til to

Det der med, at være mor til to… det trækker altså tænder ud for tiden. Ikke så meget fordi, at jeg er mere træt end nogensinde, ikke fordi mit mentale overskud er i bund, ej heller fordi Sille søger grænser som aldrig før eller fordi Kalle er en søvntyran. Nej, det der virkelig er hårdt, det er den dårlige samvittighed, der plager mig dagligt. En konstant følelse af, at Sille’s behov og ønsker ofte må tilsidesættes til fordel for Kalle’s.

Det er uden tvivl en følelse, som alle forældre med mere end et barn kender? Am I right? 

Forleden dag. Jeg er alene hjemme med begge unger. Kalle skal have en sutteflaske, og puttes til lur. Dette skal foregå i stilhed, da hans nysgerrige sind bliver distraheret af selv den mindste lyd. Sille har svært ved, at hun ikke må være på værelset sammen med mig. Hun bliver sat i gang med en leg på sit eget værelse. I løbet af den tid det tager, at konsumere en sutteflaske, kommer hun ind 7 gange for, at sikre sig, at jeg ikke er “stukket af fra hende”. Hver gang bliver Kalle forstyrret. Til sidst bliver jeg irriteret på hende, og kommer til at vrisse. Da Kalle lige er faldet i søvn, begynder hun, at råbe ude fra badeværelset. Hun skal angiveligt tisse. Jeg ignorerer hende, da mit svar uden tvivl vil vække Kalle. Hun råber og råber. Til sidst græder hun. Jeg ligger Kalle fra mig, og han vågner. Mens jeg går ud til en hulkende Sille på badeværelset, begynder Kalle også at græde inde i sin seng. SUK. Behøver jeg fortælle, at jeg også var på grådens rand? Jeg får (lidt for) bestemt forklaret Sille, at nu lukker jeg døren ind til Kalle’s værelse, og at hun ikke må komme ind. “Så falder han jo aldrig i søvn, og så kan mor ikke komme ud og lege med dig.” Jeg lod døren stå på klem, og kunne nu sidde med Kalle i armene, og kigge ud på en slukøret Sille, der havde placeret sig afventende lige uden for døren. Av altså. Da Kalle endelig var puttet, fik jeg verdens største kram. “Mor, det er jo bare fordi, at jeg får så ondt i maven, hvis jeg ikke kan se dig”. 

Og det er langt fra en enkelt stående episode. Dagligt bliver der sagt:

”Schh, du vækker Kalle”

” Du må lige vente, Sille. Kalle skal lige pusles/have flaske/puttes/have udstyr på”

”Forsigtig Sille! Han er jo bare en lille baby”

”Gå ud af Kalle’s værelse, han skal sove”

”Mor/far kommer lige om lidt. Kalle skal lige….”

Og det til trods, så elsker hun sin lillebror så højt, og er en virkelig god storesøster ♥

Mor til to

Måske den dårlige samvittighed i mit tilfælde forstærkes af, at jeg ikke kan slippe tanken om alt det, som Sille har måtte give afkald på, som storesøster til en alvorligt syg lillebror, der var indlagt de første 10 måneder af sit liv. Alt er foregået på Kalle’s præmisser, og det har ikke kunnet være spor anderledes, det ved jeg. Jeg ved også, at vi, Store S og jeg, har gjort det aller bedste vi kunne. Men ikke desto mindre, så gør det ondt i mit moderhjerte, når jeg tænker på alt det, som min lille, tænksomme pige har måtte opleve allerede.

Hun har været så vanvittigt sej og tapper under hele vores indlæggelse, men her den sidste måned har hun ændret sig. Hun er blevet ekstremt mor-syg. Sådan helt besat af mig. Hun lader mig ikke ude af syne, og bliver utrøstelig, hvis jeg fx. går på toilet og låser døren. Flere gange om dagen må vi forsikre hende om, at ingen af os forlader hende/flytter/sælger hende til en ny familie. Det knuser mit hjerte at se, hvor oprigtigt angst hun bliver, når hun ikke lige har styr på, hvor Store S eller jeg er. At sådan et lille menneske har den slags bekymringer, det er næsten ubærligt. Om det udelukkende er en reaktion på Kalle’s indlæggelse og de ti måneder som en splittet familie, det ved jeg ikke?

Vi vil så gerne hjælpe hende, så godt som overhovedet muligt – men vi synes ærligt talt, at det er lidt svært. Så hvis I sidder med nogle guldkorn derude, så del meget gerne! Vi forsøger at favne hende, anderkende hendes følelser, og give hende så megen omsorg og opmærksomhed, som vi overhovedet evner. Men det er svært, især når der også er en lillebror, der stadig har brug for hjælp til alt… og så lige lidt mere end det.

Mor til to

Jeg ELSKER at være mor til to, men nogle dage, så gør det altså også lidt ondt.

Læs eventuelt også om mine tanker om det, at være mor til et indlagt barn med søskende derhjemme.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

4 comments / Add your comment below

  1. Åh, hvor jeg føler med dig. Kender det alt for godt selv.

    Det der oftest har hjulpet hos os i den situation er at inddrage ved fx at sige, at “Hvis du er helt stille, må du gerne hjælpe med at putte” eller fortælle at “Mor skal lige [indsæt opgave]. Når jeg er færdig, kommer jeg ind og leger med dig. Kan du finde de ting frem, vi skal lege med?”

    Jeg håber, at I snart finder noget, der fungerer for jer. Det er så hårdt for ens selvværd at føle sig utilstrækkelig konstant.

    1. Hej Laila.

      Tak for dit svar.

      Vi forsøger også, at inddrage hende så meget som overhovedet muligt, men når man kun luge er fyldt tre år, så er det meget svært, at være stille fx. Og hun prøver virkelig, men hendes lille hovede er altid fyldt op med ting, som hun så gerne vil dele.

      Og det er bare gået så fint med, at hun fx kunne lege eller se en tegnefilm, når Kalle skulle puttes. Men lige for tiden, så tåler hun altså ikke, at hun ikke kan se mig.

      Problemet er ikke så stort, når både store S og jeg er hjemme, men når vi er alene med børnene, så kunne man godt lige bruge et par ekstra arme.

  2. Jeg har ikke noget magisk råd til hvordan i kan få det hele til at hænge sammen, for det er bare hammer hårdt at have flere… og den dårlige samvittighed er virkelig ubærlig.
    Vi stod stod lidt i det samme, og kunne se vores datter ikke rigtig trives… hendes lillebror er præmatur og har været syg fra starten. Så han har fyldt rigtig meget herhjemme.
    Vi blev i starten tilbudt psykologhjælp med mellemrum, men skubbede det altid forud… vi ville lige vente til der kom ro på… nu er lillebror lige blevet 7år, og der er stadig ikke kommet ro på.
    Så for 2år siden sagde vi endelig “ja tak” til hjælp. Vi troede nogen bare lige skulle “fikse” storesøster…. men faktisk så var det manden og jeg der kom til en familieterapeut. Vi snakkede hele forløbet igennem, og alt den dårlige samvittighed.
    Vi lærte at netop dårlig samvittighed og følelsen at det er “synd for” nogen, fastholder dem i en offerroller og ikke gør noget godt for nogen.
    Vi fik hjælp til at acceptere at vores situation er som den er og hjælp til også at føle vi gør det bedste vi kan (i stedet for kun at vide det med hovedet).
    At vi fik hjælp til at ligge vores dårlige samvittighed på hylden og acceptere fortiden, og at livets betingelser er meget forskellige fra person til person, men ikke er synd for nogen. Det gjorde så kæmpe stor forskel for vores datter. Hun blev med et en glad selvstændig pige igen.

  3. Jeg er mor til 3 drenge 9, 12 og 15, to af dem ankom med dramatik, men følelsen af dårlig som vittighed har jeg nu haft med dem alle tre. Jeg tror, det hører med til det at være mor. Jeg tror også fuldt og fast på, at den bedste gave man kan give sine børn er søskende,- og så selvom børnene nogle gange ikke helt kan se værdien af gaven😉😂. Ved at have søskende lærer børn at være sociale, de lærer at vente og de oplever at kærlighed kan deles uden at den formindskes af det. Mit bedste råd er at du skal give dig selv ro ved tanken om at Sille har fået den største gave af jer, de er kommet til verden med hver deres historie. En som en fighter, en anden som den sejeste kærlige søster og sammen har de noget unikt.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow