{ Om fravalg af nøddåb, men tilvalg af dåb på sygehuset }

nøddåb, dåb på sygehus, ekstremt præmatur, præmatur, bpd, bpd-lunger, barnedåb, barnedåb på sygehus, baby i c-pap, født uge 24. OUH, kirke OUH, OUH kirkesal
En fem dage gammel Kalle på knap 500 gram

Da Kalle kom til verden, så lille bitte og skrøbelig, så var noget af det første vi blev spurgt om, hvor vidt vi ønskede, at han skulle nøddøbes. Just in case. Der blev ikke sagt direkte, at det skulle vi, men mellem linjerne blev der alligevel givet udtryk for, at det nok var det mest fornuftige, at gøre. Men på trods af det, så takkede vi nej til en nøddåb – og lige meget hvor dårlig han blev, så holdt vi fast i den beslutning. Og alligevel endte han med, at blive døbt på OUH, mens vi stadig var indlagte. Hvordan hænger det så mon sammen? Og hvorfor fravalgte vi egentlig nøddåb? 

Der var mange omkring os, der var meget uforstående over for, at vi ikke ville have Kalle døbt. Men det var der en hel særlig årsag til. Fordi for os, Store S og jeg, ville en nøddåb være det samme som, at sige til Kalle, at vi havde mistet håbet og troen. Troen på, at han en skønne dag ville komme med os hjem. Håbet om en fremtid, hvor han ville kunne blive døbt i samme kirke som sin storesøster. En nøddåb ville betyde, at vi havde opgivet vores lille søn. Og for os har håbet og troen været det, der har fået os alle hele igennem vores livs mareridt. Ikke et sekund har vi ladet Kalle føle, at der ikke var håb. Vi har forsøgt at vise ham, at der altid har været en grund til, at blive ved med, at kæmpe.

Da vi var kommet gennem Kalle`s første kritiske levedøgn, blev der ikke talt mere om nøddåb. Indtil vi nåede midten af december måned, og alt igen så meget sort ud. Da blev vi igen spurgt af en læge, om vi ikke synes, at tiden var inde til, at han skulle døbes. Det mente hun i hvert fald, da “det er svært at forestille sig, at der kommer en positiv udgang på Kalle`s forløb”. Og selvom vi kun kunne give hende ret – det var virkelig svært, at blive ved med, at tro på, at det ville ende lykkeligt – så holdt vi endnu engang fast i vores beslutning, og svarede hende pænt med et “Ellers tak. Kalle skal hjem og døbes i vores kirke. I vores dåbskjole”. Vi mistede aldrig håbet eller troen på dig, kære Kalle.

Da vi så nåede til april 2017 og Kalle stadig lå i respirator, blev vi stillet i udsigt, at vi skulle forvente minimum endnu et halvt års indlæggelse. På det tidspunkt havde vi en dreng på seks måneder, der efterhånden ikke var så lille mere, og en mor (jep, det var mig) der inderligt ønskede, at døbe sin søn i selv samme dåbskjole, som hun havde båret til sin egen dåb. En dåbskjole, der blev hæklet af min mormor, der ikke længere er i blandt os. Underkjolen er syet af min mors konfirmationskjole. Sille er også døbt i den. Altså en dåbskjole med masser af historie og stor betydning for mig. Selvom det jo egentlig ikke rigtigt burde betyde noget, så betød det lige der alverden for mig, at få lov til, at se Kalle i den dåbskjole – den dåbskjole, der inden længe ville blive for lille til ham. Så hovederne blev lagt i blød, og vi overvejede at få ham døbt på hans stue på den intensive neonatalafdeling, selvom det var alt andet end det vi havde drømt om. Hvordan det så egentlig gik til, at jeg fik en ret så vanvittig ide en dag, det husker jeg faktisk ikke rigtigt, men ikke desto mindre, så begyndte jeg, at lege med tanken om, at få lov til, at holde dåb i sygehusets kirkesal i stedet. Den havde vi nemlig hørt skulle være så smuk. Og så ville dåben uden tvivl føles mere som en almindelig dåb, og ikke så meget som en nøddåb.

nøddåb, dåb på sygehus, ekstremt præmatur, præmatur, bpd, bpd-lunger, barnedåb, barnedåb på sygehus, baby i respirator, født uge 24. OUH, kirke OUH, OUH kirkesal
April 2017 – Et af de sjældne billeder, hvor vores lille firkløver er samlet

Men at få lov til, at flytte et barn i respirator, at skulle bede afdelingen om, at stille en læge og et par sygeplejersker til rådighed – det havde jeg faktisk ikke troet kunne lade sig gøre. Så jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg forsigtigt og ydmygt forklarede den ene af vores kontaktlæger om vores tanker og ønsker. For hun svarede nemlig noget i retning af: ” Det skal vi nok få til, at kunne lykkedes, Camilla. Jeg blev helt lettet, da du sagde at det var kirkesalen her på sygehuset I gerne ville bruge. Jeg troede faktisk et øjeblik, at du ville bede om lov til, at få ham med hjem i jeres kirke.”

Og sådan gik det til, at vi i april måned sidste år begyndte, at planlægge en ualmindelig, almindelig dåb for Kalle. D. 28. maj 2017 blev en helt igennem fantastisk og uforglemmelig dag, der oversteg alle vores drømme og ønsker. Den dag blev Kalle nemlig døbt på OUH, i den smukkeste kirkesal og det fineste solskinsvejr. Og uden respirator! Den dag vil jeg fortælle meget mere om i et af mine næste skriv.

Hvis I har nogle tanker eller erfaringer omkring det med nøddåb, så del endelig i kommentarfeltet ♥

Læs også gerne anden del omkring fravalg af nøddåb

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

10 comments / Add your comment below

  1. Jeg forstår jer udmærket. Jeg havde det fuldstændig på samme måde. Jeg følte jeg ville opgive troen og håbet, hvis jeg fik vores søn nøddøbt.
    Det var derfor en stor dag, da jeg med tårer i øjnene fik vores søn døbt i vores kirke.
    Dejligt at læse at andre har haft de samme tanker.

  2. Flotte tanker om at ikke at opgive håbet. Jeg må ærligt indrømme, at vi slet ikke tænkte sådan. Vi havde et godt og betydningsfuldt navn, men turde vi “bruge” det på hende? (Ja, det lyder helt tosset, at tænke sådan, men det gjorde vi). Jeg havde nok opgivet på forhånd – ind til min mand en dag sagde: “hvis ikke vi tror på hende, hvem gør så?”

    Vi fravalgte også nøddåb, da vi ganske simpelt ikke vidste, hvad barnet skulle hedde og som sagt om vi turde bruge de gode navne til hende. Vi vidste ikke om vi fik en dreng eller en pige og vi havde kun et navn i spil til hver – men pigenavnet havde stor betydning, så hun skulle vise, at hun var en “Ellen” før vi kunne kalde hende det.

    I de kritiske dage inden hun kom ud sagde en sygeplejeske til os “så nu har I lige natten til at finde på et navn og hvis ikke I vil bruge dem i har, må I finde på to nye”. Det kan man altså ikke bare lige over en nat…

    Heldigvis vidste Ellen sig, at passe perfekt til navnet Ellen og efter vi besluttede os på at tro på hende, kunne hun slet ikke hedde andet.
    Hun blev døbt på afdelingen i kuvøsen tre uger senere. Jeg havde drømt om en påskedåb i vores lokale kirke og gæster hjemme. Det fik jeg heldigvis også, så hed det bare en “fremstilling” i stedet.

    PS I og Kalle er så seje. Tak fordi vi må følge med.

  3. Kære Camilla

    Sætningen “det er svært at forestille sig, at der kommer en positiv udgang på Kalles forløb” som blev sagt af en læge, synes jeg godt nok er hård. Jeg ved godt at situationen var meget kritisk, men Kalle blev jo fortsat behandlet, og det måtte jo være fordi, at der stadig var tro og håb. Jeg forestiller mig, at det må være en meget hård besked at få af fagpersonale, som man antager ved bedst. Hvis det var på den måde, at lægen (og måske andre læger) så på situationen, så må de da være pænt overraskede over at se, Kalles liv i dag?

    Tusind tak fordi du deler❤️

    Kærlig hilsen Anne

  4. Vi fravalgte også nøddåb, mest af alt fordi min mand ikke ville have flere hænder ind til vores lille pige end højst nødvendigt, da de til at starte med ikke vidste hvad hun fejlede. Hun blev navngivet og fremstillet i kirken sammen med tvilling bror efter vi kom hjem

  5. Kære Camilla.

    Det har hele vejen igennem været spændene at følge dig og din familie!! Stor ros til jer og så fantastisk du åbner op for de svære situationer. Det har hjulpet meget at læse om da jeg selv lå og vidste jeg fik en præmatur. Hun ventede dog til uge 30+3 før vi fik lov at hilse på hende.

    Jeg synes du sidestiller nøddøb med at opgive troen og håbet på livet og jeg vil derfor gerne give mit synspunkt da jeg synes jer ser anderledes på det.

    Vores datter blev nøddøbt 5 timer gammel på kraftigste anbefaling fra overlægen. Rettede hun sig ikke snart var der ikke mere de kunne gøre. Havde jeg ved at takke ja til nøddåb mistet troen og håbet? Nej, tværtimod. Min mavefornemmelse sagde mig hun nok skulle klare den. Men for mig var tanken om, at HVIS hun nu skulle dø og ikke være døbt skrækkelig. Tænk hvis min lille pige ikke nåede at blive Guds barn. Ville hun komme i himlen? Ville vi kunne mødes igen i vores næste liv hos Gud? For mig gav dåben tvætimod en endnu stærkere tro på livet, for med Guds velsignelse måtte hun da stå stærkere. Vores lokale præst som vi kender godt, kom og døbte hende. Situationen var den værste i mit liv men den dag i dag er jeg glad for vores beslutning om at lade hende døbe. Det gav os ro i sindet at nu var hun døbt.
    Hun blev senere fremstillet i vores smukke dåbskjole af samme præst som døbte hende og i samme kirke som vores ældste er døbt i. Det hele var så smukt og rørende og jeg kunne ikke forestille mig det være anderledes.

    Kærlig hilsen Mette

  6. Da vi ventede os vores det første barn var alt kritisk fra uge 14 til uge 28 hvor de valgte at han skulle ud, jeg var indlagt nogle dage inden og der blev der snakket om alle udfald der kunne være for vores lille baby, også nøddåb..
    vi vidste ikke om det var en dreng eller pige som kom ud, og vi havde holdt hemmeligt hvilke navne der var i spil, og vi havde heller ikke lige i planerne at vi ville annoncere navnet med det samme..
    men da dagen kom og vi fik os en dreng på 610gr, meget skrøbelig og syg, så var det vigtigt for os at han havde et navn.. så da jeg kom op til ham på afdelingen senere på dagen blev der skrevet August på kuvøsen..
    på det tidspunkt var der heldigvis ikke snak om nøddåb..
    det gik MEGET langsomt og meget lidt frem af de første 4uger, højt ilt behov, utallige infektioner og blodtransfusioner, vi var aldrig i tvivl om at han er en fighter og aldrig i tvivl om at vi ville bevare troen i at han ville komme med hjem!
    Men to dage inden han blev en måned blev han meget syg med maven, henover natten bliver han lagt i respirator, lægen siger at han skal til OUH (vi er i Aalborg) og akut tilses og opereres.
    “Det her, det bliver hans livs kamp) det var orderne..
    jeg var ikke i tvivl om at han skulle døbes og have sit navn, men heller ikke et sekund i tvivl om at det overhovedet ikke skulle minde om en alm dåb og ingen andre skulle være tilstede (min svoger havde kørt os til Fyn)
    For når vi stod på den anden side med en sund og rask dreng så skulle han i vires egen kirke!
    Og det kom han så, da han var 7 mdr var vi i vires egen kirke og han blev “fremvist” og havde en dejlig dag med hele familien <3

    Selvom vi var stærke og altid havde troen på at vores søn skulle med os hjem, så var det døgn det hårdeste i vores liv og frygten for at miste overspillede alt..
    men vi har nu den skønneste fyr på 4,5 år !

  7. Vi frAvalgte også at få vores Merle nøddøbt. Da vi skulle have hende med hjem og døbes. Det var også den følelse af at vi så gav op der gjorde at vi ikke ville. Vi fik jo også lille Merle født uge 24+2 hjem og i den fine kjole, som alle mine kusiner, fætre og jeg og alle vores børn er døbt i❤️

  8. Vi fik vores søn døbt på sygehuset. Jeg ville gerne have at han var døbt i tilfælde af at han ikke klarede forløbet. Min søn er født 25+5 og blev på 3. dagen opereret for NEC. Vi havde den lokale præst samt vores nærmeste familie på stuen hvor vi lå. Vores søn havde fået en “dåbskjole” over sig og præsten holdt en fin tale som vi fik bagefter. 7 måneder gammel blev han fremstillet i kirken og havde familiens dåbskjole på, her deltog hele familien og det blev også en fejring af at være kommet igennem de første mange hårde måneder. Jeg ville ikke have undværet nøddåben, da det for mig var En markering af at han hørte til og kæmpede for sit liv.

  9. Jeg har selv en datter der idag lige er blevet 5 . Hun er født i uge 25+6 vægt 600 gram . Og bag mig et halvt års langt forløb .. og flere gange var det tæt på at vi mistede hende.. her blev nøddåb også fra valgt .. Jeg kunne ikke selv rumme at skulle tage det skridt . Da jeg også selv havde den følelse at det ville være at opgive håbet for min datter… Det lyder måske simpelt og banalt . Men når du står i det fylder det enormt meget . Jeg har ikke fortrudt et eneste øjeblik det valg vi tog .. og heldigvis da hun var 9 måneder gammel blev hun døbt på helt ordinær vis 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.