{ Podcasten, der satte tanker i gang // Miraklet På Riget }

Miraklet På Riget, præmatur, ekstremt præmatur, for tidligt født, podcast, podcast om for tidligt født, podcast om præmatur, præmatur, pæoner

For et par uger siden spurgte jeg efter jeres anbefalinger af gode podcasts, der er et lyt værd. Mange skrev til mig, at der er lavet en podcast, Miraklet På Riget, der har lille Neela som omdrejningspunkt. Hun er født i uge 26 med en beskeden vægt på 800 gram. Det er en dokumentarserie på 5 afsnit, lavet af Radio 24syv dokumentar, hvor man følger Neela og hendes forældre. Først på Rigshospitalet, og til sidst i den første tid derhjemme.

Miraklet På Riget giver et rigtig fint indblik i, hvordan det kan være, at få et barn, der er ekstremt for tidligt født. Det er ærligt, oplysende og bestemt anbefalelsesværdigt.

Undervejs i serien tænkte jeg meget over, at der var mange genkendelige ting, og endnu flere ting, der var så uendeligt langt fra vores forløb med Kalle. Og det afspejler nok rigtig godt virkeligheden. For i de elleve måneder jeg var indlagt, blev det meget tydeligt for mig, at ikke to familier, to forløb eller to børn er ens. Der er så mange forskellige måder, at være forældre på. Mange forskellige måder, at tackle sorg, frygt og usikkerhed på. Mange forskellige måder, at være kærester eller ægtefolk i en krisesituation på. Fælles for alle er, at alle gør det, som for dem er det mest rigtige. Alle forældre gør deres aller bedste, ud fra de forudsætninger man har.

Der var især en udtalelse i Miraklet På Riget, der blev ved med, at husere i mit sind i de efterfølgende dage. Og de ord er faktisk grunden til, at jeg fik lyst til, at lave dette skriv. Hospitalspræst Christian Busch siger nemlig noget i det femte og sidste afsnit, der rammer fuldstændig plet hos mig.

“Der er mange der tænker i retning af, at når der er noget der rammer mig, eller os, så er det er problem, vi skal løse. Nogle gange er det problematiske ved nogle problemer, at de slet ikke er problemer. Altså nogle ting i tilværelsen er faktisk et vilkår. At få et barn, der måske er alt for tidligt født, og derfor dør… det, at barnet dør er ikke et problem. Det er et vilkår. Det er en sorg. Sorg og vilkår, f.eks at skulle leve med et barn, der har en genetisk defekt – downs syndrom, eller hvad det kan være – det er ikke et problem i sig selv, det er et vilkår. Vilkår skal bæres, byrder skal bæres, sorger skal bæres. Den sorg at miste et barn skal bæres, og er ikke et problem, der skal løses. Noget af det jeg ofte oplever, at jeg må hjælpe folk med er, at se i øjnene, at de har fået et vilkår, snarere end de har et problem, der skal løses. For løsningen er der ikke.”

For mange af os har en meget problemløsende tilgang til livet. Vi vil gerne fixe ting. Men nogle gange er man simpelthen bare nødt til, at acceptere de vilkår, som livet præsenterer en for, og så arbejde på, at få det bedste ud af dem – i stedet for, at bruge en masse energi på, at forsøge, at løse et uløseligt problem. Det var i hvert fald en afgørende faktor for både Store S og jeg (der begge stortrives med problemløsning), at vi med tiden sluttede fred med, at vi ikke kunne ændre på tingenes gang under indlæggelsen – men i stedet forsøgte, at skabe de bedst mulige vilkår for, at vores familie kunne komme hele ud på den anden side.

Hvis I mangler en lille, overskuelige og fin podcastserie, at give jer i kast med, så kan jeg varmt anbefale jer, at lytte til Miraklet På Riget.

Hvis I allerede har lyttet til den, hvad synes I så? Og giver ordene af Christian Busch mon også mening for jer? Del gerne jeres tanker med mig i kommentarfeltet.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

2 comments / Add your comment below

  1. Hej Camilla
    Sjovt du skriver at lille den udtalelse ramte dig, den ramte i den grad også mig. Jeg måtte knibe en tåre et par gange undervejs, da jeg havde hørt hele podcasten, valgte jeg at dele den på fb, med følgende skriv :
    Det er sjældent jeg hører podcast, men denne var jeg nødt til at høre.
    Selv om vores forløb på ingen måde kan sammenlignes med dette, så er tankerne og følelserne de samme. Jeg måtte fælde en tåre, det gik rent ind, jeg husker den første tid på OUH, med frustration og håb, og boblen de næste 7 måneder. Der kunne være sprunget en bombe udenfor, og jeg ville ikke have opdaget det. Sygehuset bliver ens hjem, personalet ens familie, og man får støtte/venskaber i de andre forældre som er i samme båd som en selv.
    Som præsten i programmet så fint siger, at føde for tidligt et ikke et “problem” du lige løser og lever videre, det er et vilkår du lever med resten af livet.

    Mvh
    Dorte 😀

  2. Lyder som en rigtig spændende podcast. Den må jeg helt klart høre.
    Og ordene giver rigtig meget mening. Vores tvillinger kom i uge 31 og jeg koncentrerede mig mest bare om at gøre det bedst for dem. Malke ud, hud mod hud, give sonde, skifte ble osv. Vi kunne ikke gøre fra eller til og kun tiden kunne gøre det godt for dem og os.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow