{ Den forbudte følelse af misundelse // Når veninderne har det, som du ønsker dig aller mest }

misundelse, misundelsen, fertilitetsbehandling, misundelig på gravid, gravid, misundelig på veninde, bryd tabuet

Dette skriv har været længe undervejs. Tanker og følelser, som jeg har lyst til, at dele. Noget jeg ikke kan slippe igen, som vender tilbage til mig dagligt. Derfor ved jeg også, at det er vigtigt for mig, at få sat ord på. At dele med jer. Måske der endda sidder nogle derude på den anden side af skærmen, som kan genkende nogle af disse forbudte følelser? Med dette skriv ønsker jeg, at bryde tabuer og sætte fokus på nogle meget svære følelser.

Jeg har aldrig været sådan en “misundelig type”, og jalousi eksisterer nærmest ikke i mit følelsesregister, men nu ved jeg pludseligt, hvordan det føles, at misunde nogle mennesker så meget, at det gør ondt helt ind i sjælen. At misunde på en næsten ubærlig og meget skamfuld måde. At misunde ens aller nærmeste, det er faktisk det sværeste overhovedet.

Først får jeg lyst til, at fortælle om dengang jeg blev gravid med Sille. Da de to famøse blå streger viste sig på den pind, som jeg netop havde tisset på, var det nemlig alt andet end et lykkeligt øjeblik. Graviditeten var ikke planlagt, og faktisk så var Store S og jeg langt fra sikre på, at vi havde lyst til, at være forældre. Den første del af graviditeten var rigtig svær, da den var præget af mange splittede følelser og tvivl om, hvorvidt vi ville blive nogle gode forældre. Om vi havde truffet det rigtige valg. Men når jeg tænker tilbage, så var der en ting, der gjorde tingene endnu sværere.

Få måneder forinden havde en af mine aller bedste veninder nemlig aborteret. Et rigtigt ønskebarn, der havde været længe undervejs. Den dag hun fortalte mig, at hun var gravid, var lykken stor og alt føltes bare så rigtigt. Lige så stor var sorgen, da hun fandt ud af, at der ikke længere var et lille blinkende hjerte. Hun var et af de mennesker, som jeg havde allermest lyst til, at dele min graviditet, mine frustrationer, min frygt og mine forbudte tanker med, men samme tid det menneske, som jeg var mest nervøs over, at skulle fortælle om  det lille liv, der voksede i min mave. For inderst inde, så vidste jeg, at ligegyldigt hvor glad hun ville blive på vores vegne, så ville nyheden også gøre ondt i hendes hjerte. Jeg følte mig som sådan et rædselsfuldt menneske, at jeg nu havde netop det, som hun så brændende ønskede sig – og jeg skammede mig inderligt over, at jeg så ikke engang formåede, at være rigtig glad og taknemmelig over den gave, som var kommet så nemt til os.

Heldigvis formåede vi alligevel, at komme igennem både graviditeten og den første tid af Sille`s liv, som tætte og betroede veninder. Smerten og de svære følelser kunne vi ikke komme uden om, men vi fik snakket om nogle af de ting, der gjorde ondt – og jeg har erfaret, at selvom det kan være vanskeligt, at sætte ord på de helt inderste og “forbudte” følelser, så hjælper det faktisk.

Den der følelse man må have, når det eneste man ønsker sig brændende er, at blive forældre. At man kæmper en kamp for, at blive gravid, mens alle omkring en “spytter babyer ud på stribe”. De der misundelig, stjålne blikke, som jeg forestiller mig, at man sender alle gravide maver og nybagte forældre. Den smerte man bærer rundt på. Alt det har jeg ofte tænkt på, og bildt mig ind, at jeg måske forstod. Men nu har jeg selv mærket misundelsen, der sniger sig ind, selvom man forsøger, at fryse den ude. Det er langt mere pinefuldt, end jeg havde fantasi til, at forestille mig.

Men hvad har du egentlig været misundelig over, Camilla? Jo, nu skal I bare høre.

Første gang jeg mærkede den der følelse af misundelse, som en knude i maven, var, da jeg nogle måneder inde i vores indlæggelse begyndte, at skule irriteret efter de nybagte forældre fra barselsgangen, der glade kom gående med deres få dage gamle rynkede guldklumper i autostole, på vej hjem. “De ved slet ikke, hvor heldige de er”, tog jeg mig selv i, at hvæse til Store S. Det kan være svært, at rumme andres lykke, når ens egen hverdag er alt andet end det, som man havde forventet og ønsket sig. Den misundelse fortsatte til den dag, hvor vi endelig selv blev udskrevet.

Jeg husket også tydeligt den dag, da jeg mødte mor Rikke og hendes lille fighter Lilje ude på gangen på neonatalafdelingen. Indtil den dag havde Lilje også været “fanget” i kuvøsen med c-pap og overvågning. Nu kunne hendes mor pludselig gå frit og naturligt rundt med hende i armene. Det var så stort, at se dem sammen med den måde, og jeg blev så rørt og glad, at jeg fik gåsehud og våde øjne. Rikke kunne fortælle mig, at de dagen efter måtte blive flyttet til deres “hjem-sygehus” i Herning, da Lilje nu var stabil nok. Jeg krammede dem lykkeligt, og gik over på mit værelse og stortudede. Med snot og det hele. For lige så oprigtigt glad jeg var, lige så vanvittigt og pinefuldt misundelig var jeg også. Jeg ville også holde Kalle i mine arme, jeg ville også gå frit rundt med ham, jeg ville også have et barn, der var stabilt nok til, at blive flyttet fra intensivafdelingen. Men på det tidspunkt var jeg ikke engang sikker på, at mit barn nogensinde ville komme med os hjem. Det gjorde ondt. Både misundelsen, men også skammen over, at jeg var misundelig. “Jeg er jo ikke sådan en, der er misundelig”, hulkede jeg i telefonen til Store S. Vi blev enige om, at den følelse faktisk både var helt legal og normal. Det hjalp lidt.

Mens vi stadig var indlagte kunne jeg også have øjeblikke, hvor jeg følte misundelsen brænde indvendigt over, at alle dem vi har kær, stadig kunne fortsætte deres normale tilværelser derhjemme. Misunde dem deres hverdagsproblemer. Misunde, at de kunne kysse deres børn godnat. Misunde, at de ikke kendte til frygten for, at miste et barn.

Selv nu, hvor vi er her hjemme og alt går godt, så kan jeg stadig få et stik af misundelse i hjertet, når mine veninder fuldfører deres graviditeter. Når deres sunde og raske børn bare trives og vokser med lynets hast. Når deres største bekymring er mavekneb og gylp. Jeg føler misundelsen, når jeg ser de børn, der er født omkring Kalle`s terminsdato, der er begyndt, at løbe, snakke og er startet i vuggestue. Ja, jeg kan sgu ærlig talt stadig blive misundelig på alle dem, der lever lykkelige og ukomplicerede liv!

Det er heldigvis sjældent efterhånden, at jeg sådan rigtigt bliver misundelig. Og hvis følelsen kommer snigende, så minder jeg mig selv om, at det hverken bør være skamfuldt eller forbudt, at have det sådan. For misundelsen handler jo ikke om, at man ikke ønsker det bedste for sine kære. At man ikke under dem deres lykke. Tvært imod.

Og så minder jeg også mig selv om, at ligegyldigt hvor store udfordringer mit liv byder på, så vil jeg ikke bytte det for noget i verden ♥

Er der mon nogle af jer, der kan genkende nogle af de følelser jeg beskriver? Del gerne jeres tanker, gode råd til andre eller jeres oplevelser i kommentarfeltet (husk, at du kan være anonym, hvis du ønsker det) #BrydTabuet

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

16 comments / Add your comment below

  1. Åh yes!!! Misundelsen lever i bedste velgående hos mig – hilsen en mor til en pige på 17 mdr som hverken kan gå,stå eller kravle grundet blødning og vand i hjernen.

  2. Nøj hvor kan jeg genkende det du beskriver om forældre der får lov at komme hjem. Selvom vi kun var indlagt i en måned blev jeg virkelig irriteret og ked af det hver gang nogle som var kommet efter os, kom hjem før os, men jeg kunne tilgengæld godt glæde mig over dem der havde været indlagt længere end os der kom hjem, selvom jeg stadig blev misundelig

  3. Hvor er det et fint skriv, Camilla ❤️ Det er helt okay, og ganske naturligt at være misundelig! Giv dig selv lov til dig. – jeg er slet ikke i tvivl om at du samtidig elsker og værdsætter det og dem du har ❤️ Det kan godt være, at Kalle ikke løber og snakker endnu, men I kan være vanvittig stolte af ham (og jer selv) – han er den vildeste fighter! Han skal nok komme efter det, det er jeg sikker på.
    Knus og kærlighed jeres vej!

  4. Ohh yes, jeg husker tydeligt jeres lille familie fra ouh, hvor vi selv startede på rød afdeling, vi var der kun i 14dage og så lidt over 14dage på grønt afsnit, før vi kom på ttho, men havde veninder der klagede over deres graviditetsgener osv.. og jeg lyttede men inderst inde var jeg misundelig, træt af at høre på deres brok, for de kunne tage hjem samme dag fra sygehuset da de havde født og være en familie, det kunne jeg ikke, jeg skulle have hjælp til at løfte min søn ud for at ligge med ham, idag kan jeg stadig blive irritabel over folk der klager over maven og bare synes baby skal komme nu, selvom det er for tidligt for mange ved ikke hvad det indebærer, men tror jeg har den følelse fordi jeg aldrig selv som førstegangs nåede at nyde min mave osv..
    Kæmpe krammer til dig

  5. Åh ja kender alt for godt misundelsen.
    Vi prøvede at blive gravide i en del år inden det lykkes med noget hjælp. Så ville skæbnen at prinsessen inde i maven ville til verden i uge 26 . Hun klarede det nu meget godt men fik Tarm slyng da hun var 2 måneder . Fik fjernet 50 cm af sin Tarm og fik stomi . Hold nu fast vi blev slået helt hjem der. Hun fik den efter 1/2 år lagt stomien tilbage. Og alt funger normalt med maven nu dog har hun altid tynd mave men det har aldrig været noget hun har været på virket af. Hun trives og bliver snart 9 år og har igen men af den tidlige start . Siden har fået en lillebror der er 5 år . Sim vi også fik hjælp til. Men som vagte at blive i maven til termin og havde en kamp vægt på 4 kg.
    Men tilbage til det med misundelsen den kommer og har jeg stadigvæk . Når veninder og andre bare bliver gravide i første hug og hele graviditeten går som planlagt de tager ud og føder og kommer hjem et par timer efter . Det er sku da lidt snyd. Og ikke for at ønske noget ondt for nogen men så har jeg taget mig selv i at sige til min mand kunne de andre ikke bare lige prøve der var lidt i vejen med deres baby i stedet for det bare skal være så nemt for dem….

    Det blev et lidt lagt skriv . Men tak for vi må følge med i jeres og seje kalles liv ❤️

  6. Hvor ER jeg glad for, at du sætter fokus på det her emne. De følelser har jeg også. Vi har en dreng på snart 1 år. Han er født med en alvorlig sygdom, der gør, at vi er på sygehuset mindst 3 gange om måneden og ofte er indlagt. De første 3 måneder af hans liv var vi indlagt og han var ved at dø fra os. Jeg har altid følt, at jeg har været forfulgt af uheld – jeg har mistet en forælder og været igennem mange ting, blandt andet massiv angst. Så da min dreng var født med denne alvorlige sygdom, tænkte jeg “Hvor var du dog naiv at tro, at du kunne få et raskt barn ligesom alle andre.” Og jeg må indrømme, at hver gang nogen af dem vi kender får et sundt og raskt barn, vælter følelsen af misundelse indover mig. Og jeg føler mig som et forfærdeligt menneske, fordi jeg synes, at det er så “snyd” at alle andre har det så nemt. I hver fald lige på det punkt. Det er så frygteligt at man må se i øjnene, at ens kæreste eje, ikke er udødeligt.

  7. Ork jo, den følelse har jeg stiftet bekendtskab men at par gange efterhånden.

    Min mand og jeg forsøgte i to år før det lykkedes at blive gravid, og måtte i behandling for at det lykkedes. Jeg blev gravid efter 3. forsøg, men aborterede desværre få uger efter. 4. forsøg blev jeg gravid igen, og gik til uge 28, hvor jeg desværre blev rigtig syg af HELLP syndrom og måtte få akut kejsersnit, og tilbragte de næste 3 måneder på hospitalet med vores søn, før vi fik ham hjem – med ilt.

    Så jo, jeg er til tider jævnt misundelig: jeg er misundelig på dem, der ikke skal igennem hormonbehandling, ægudtagning, ægoplægning – og i det hele taget en træls proces, der tager al hygge og intimitet ud af projekt baby – for at blive gravid; på dem, der kan blive gravid en anden, tredje, fjerde, femte,… gang uden at frygte at blive alvorligt og (potentielt) dødeligt syg – og skulle føde for tidligt (igen); på dem, der kan få min drømmefødsel (rolig vandfødsel hjemme i stuen) som jeg aldrig kan få; på dem, der kan se – og røre! – deres nyfødte lige efter fødslen (i stedet for at måtte vente 28 timer); på dem, der ikke kender neonatalafdelinger indgående og har måtte døje med respirator, c-pap, kuvøse, infektioner; på dem, der “kun” lå indlagt i [indsæt selv tidsramme, som var kortere end vores] før de kunne komme hjem; på dem, der frit kunne putte, kysse, røre og kramme deres nyfødte; på dem, der ikke har (haft) et barn med BPD-lunger, som skal skærmes fra noget så banalt som fx offentlig transport og snotnæser – og have Synagis-indsprøjtninger en gang om måneden vinteren over.
    Listen fortsætter, men you get the idea.

  8. You’re NOT alone!
    Selvom vores situation slet ikke kan sammenlignes med jeres, så kender jeg virkelig den type følelse af misundelse. Og hvorfor skal den være forbudt? Jeg synes det er legalt, når man selv er presset, udkørt og ked af det – for man kan heller ikke undgå at sammenligne sit eget barn med andres. Min dreng er født med dobbeltsidige klumpfødder og vi har været et rigtig kompliceret forløb igennem på Rigshospitalet – og vi kæmper stadig. Husker mest misundelsen fra da han var spæd og de andre i mødregruppen sad med deres små pus på brystet. Der kunne jeg så slæbe mit store pus rundt med kæmpe gips på begge ben, og det var bare ikke sjovt i det år det stod på. Men han er en fighter og er nu fuldstændig alderssvarende!

    Kh fra en mor til en anden mor

  9. Misundelsen på dem, der kan gennemgå den ‘naive’ graviditet med troen på, at det ender med et sundt og raskt barn, som man selvfølgelig får med sig hjem… Det er så hårdt og opslidende, og min erfaring er, at det bare gør det så meget nemmere, når man når til en accept af sine ‘forbudte’ følelser og sine ‘upassende’ reaktioner.
    Men det kan være svært at komme overens med den slags følelser, når man ikke normalt ser sig selv på den måde.

  10. Kære Camilla. Følelsen af misundelse og afmagt kender jeg alt for godt. Vi kan ikke selv på naturligvis få vores største ønske om børn opfyldt, men vi skal igennem et længere fertilitetsforløb og hvor jeg dog kan blive misundelig og inderst inde ked af det, når folk som du selv skriver “propper babyer ud på stribe” eller “lige får en abort fordi det ikke passede ind i deres liv lige nu”. Jeg kan blive så gal og ked af det, men det hele bunder jo i at, jeg bare gerne vil kunne det de kan.
    Så du helt sikkert ikke alene. Men det er rigtig hårdt og noget man skal arbejde meget med.

  11. Ååhh ja – jeg kender dem alt for godt, de “forbudte” følelser. Jeg sad på Neo med to små børn,der var kommet pludseligt og alt alt for tidligt. Og jeg var bare så brændende misundelig på alle gravide – over de stadig var gravide med flotte maver. Brændende misundelig på alle de trætte nybagte mødre som havde født deres børn naturligt og ikke fået sine børn “flået” ud i et hyper akut kejsersnit.
    Og så skammen de første mange dage over at begræde mine tab af ‘gravid mave’ og naturlig fødsel OG ikke være nok ked af det over de to små fine babyer der lå i kuvøsen og kæmpede. Fordi det tog mig lang tid at indse at det rent faktisk var mine. Vores forløb viste sig at blive relativt let iforhold til så mange andres, men kender godt følelsen. I dag bliver jeg nærmest lidt vred ,når en veninde siger “det er da også lidt mærkeligt de ikke kan sidde selv endnu”.
    Men jeg kan stadig mærke følelsen når jeg ser gravide kvinder og savner det så meget. Savner bare ar nyde sin graviditet og glæde sig til det der kommer – sådan helt naivt uden at tænke på alt det der kan gå galt.

  12. Hej Camilla.
    Jeg har fulgt dig tæt og læst samtlige opslag og indlæg – nogle endda flere gange. Jeg kan virkelig godt følge dig, også i denne situation. Venindeepisoden i starten har jeg også haft, dog ikke helt samme historie. Vores forhold er desværre ikke så godt mere som det har været – og nu er hun lykkelig gravid igen.
    Lige nu går jeg og tvinger mig selv til at vise interesse for 2 veninders graviditeter selvom jeg inderst inde misunder dem helt vildt. Misundelen overskygger desværre den lykke og glæde jeg altid har kunne vise og give andre. Det er pokkers hårdt og irriterende.
    Vi vil gerne have flere børn, men vi ved stadig ikke helt om vi tør. Vores datter er snart 2 1/2 nu og født 26+3.

    Jeg ville egentlig bare sige tak fordi du sætter ord på dine (mine) følelser.

  13. Åhh ja. Mens vi var indlagt med Merle født uge 24. Var jeg misundelig hver eneste gang det gik godt med de andre der lå på vores stue. Når han havde færre pulsfald end Merle når han kom ud af vuggen før hende, og gned mig i hænderne når det gik bedre med Merle end ham. Men samtidig stammede jeg mig over at have det sådan. Jeg tog mig selv i at tænke bla bla bla når moren sagde noget til en sygeplejerske. Men jeg ved jo godt at det ikke var fordi jeg ikke ville dem det godt, jeg kunne bare ikke rumme at det ikke gik ligeså godt med vores datter. Og havde en følelse af at vi aldrig kom hjem. Men jeg var også godt slidt. Og kunne intet rumme til sidst. Synes at det var mega hårdt at være indlagt på Skejby. Mens min skønne søn og min kæreste var hjemme og havde en normal hverdag uden mig. Det var jeg misundelig på. Selv om jeg var hjemme to nætter om ugen hvor min kæreste var hos Merle

  14. Tak for dit indlæg. Selvom jeg ikke har været det igennem du har, har jeg haft mine egne kampe, og jeg kende misundelsen og skammen. Jeg er efterhånden kommet frem til at “dem med ukomplicerede liv” ikke findes – alle har noget at slås med, det ser bare forskelligt ud. Det er illusionen om, at jeg er den eneste, der kæmper, der gør det svært. Men når jeg – som du også så fint fortæller om med din veninde – formår at være ærlig og bliver mødt af en anden i dét, så opdager jeg, at det kan lade sig at gøre, at være tæt på andre trods misundelse, skam og smerte. Og det gør det så meget mindre smertefuldt.

  15. Følelsen kender jeg godt, men den har ændret lidt ansigt de sidste par år.
    Jeg var veninden der ikke kunne være sammen med de andre gravide veninder, og som skulle se udover egen misundelse, i de par år det tog os at blive gravide med den første.
    Og så var jeg hende der skulede til de lykkelige forældre med deres baby(er) på vej hjem fra 2. salen på OUH.
    Jeg havde så mange gange lyst til at skyde ned og negligere hvad andre brokkede sig over – og samtidig har jeg til stadighed en følelse af, at jeg jo heller ikke skal brokke mig over det forløb vi har haft, for det kunne jo have haft så mange andre udfald. Så min skam ligger ikke kun i, at kunne have følelsen af misundelse, men i høj grad også have en skam i, fx at synes det var hårdt at være væk fra vores datter i 3 mdr – når du og andre har været det så meget længere. Giver det mening?

    Noget af det jeg har lært af vores forløb, er dog, at vi alle har hver vores historie.
    Jeg vidste ikke, om de lykkelige forældre der tog hjem efter 2 uger, måske havde kæmpet størstedelen af deres kamp oppe fra svanger afdeling. Jeg vidste ikke, om barnet de tog med hjem, havde udfordringer, som bare ikke hørte neonatal til, eller om de nu, et år efter, kæmper med flere senfølger trods de havde haft flere uger i maven.
    Jeg har indset, at da jeg blev indlagt første gang og kom hjem to dage senere, havde savnet til min datter været lige så stor, som da jeg kun så hende sporadisk i 3 måneder.
    Det blev en lidt lang kommentar. Men det jeg også har lært, er, at alle følelser er lige reelle – lykke, glæde, sorg, skam, vrede, misundelse, og at den ene følelse ikke udelukker den anden, som du også selv skriver.

  16. Søde Camilla. Jeg har helt tårer i øjnene og kan slet ikke læse det sidste af dit skriv. Jeg fødte min lille Oskar 2 mdr. for tidligt og var lammet under de efterfølgende 5 uger vi var indlagt med ham. Jeg begyndte at følge dig dengang og ved, at vores forløb slet ikke har været som dit (vi var kun indlagt i 5 uger) . Men derfor kan jeg stadig herefter snart 1,5 år mærke misundelsen over andre, der har haft lov til at føle den umiddelbare lykke ved at få deres barn. En lille nyfødt i armene. For os var det en kamp em at give mad, malke ud osv. for at blive klar til senere. Og bevares – det blev vi. Vores dreng har det så godt. Men misundelsen omkring “new born bliss” findes!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow