{ Gæstebogen // Jayden, et lille julemirakel }

præmatur

Så har endnu en sej præmaturmor lavet et skriv til min Gæstebog. Tag godt imod Louise, der er mor til to skønne drenge – storebror Maze og lillebror Jayden. Det er julemiraklet Jayden, født i uge 28, der er omdrejningspunktet i denne fortælling. En fortælling, der gik mig til, at holde vejret flere gange.

* * * * * * * * * *

Jayden`s for tidlige ankomst, og om at være tæt på, at miste sit barn efter udskrivelse.

Storbror kom til verden 5 uger for tidligt – grundet forkortet livmoderhals i uge 31 – heldigvis blev han inde i maven 4 uger mere, og tilbragte hans første uge på barselgangen pga. gulsot. 10 måneder efter min søn kom til verden, stod jeg med en positiv test i hånden. En graviditet der ikke var planlangt – men dog mere end velkommen, da vi til nakkefold scanning fik at vide,  at baby var sund og rask.

Dog begyndte bekymringerne, at melde sig, da jeg allerede fik plukveer i uge 13. De efterfølgende uger gik med arbejde, hygge med vores første søn på 1 år og flere plukveer. Men i uge 18 måtte jeg delvis sygemelde mig på job, grundet de mange plukveer. Til MD scanning var lillebror stadig sund og rask, men jeg blev scannet indvendig, pga. den tidlige fødsel med storebror, og allerede der var livmoderhalsen forkortet til 2.4 cm. Blev beordret sengeliggende. Men allerede i uge 21. blev jeg indlagt med flere plukveer, grundet en blærebetændelse – livmoderhalsen blev scannet til 1,5 cm – dog 9 mm. under plukveer. Lægen sagde, at man ikke vidste om jeg var ved, at abortere, eller om lillebror ville klare den til uge 24. Men der blev lagt et arabin pessar, som skulle understøtte livmoderhalsen (fjerne presset derfra), og jeg skulle scannes hver uge, så de kunne holde øje med livmoderhalsen. De efterfølgende uger gik med bekymringer, og en snak med neonatallægen omkring vores søns odds for, at overleve. Hver dag med ham inde i maven talte. Jeg fik lungemodner i uge 23+4, så det kunne nå, at virke hvis jeg nu gå i fødsel. Fra uge 23 og frem til uge 28 var livmoderhalsen 8 mm.

Da jeg var 28+1 havde jeg en blødning, og vi hastede til hospitalet, som ikke kunne komme frem til, hvad der havde forsaget blødningen. Jeg var indlagt i 3 dage, livmoderhalsen blev scannet til 8 mm., og jeg fik lov til at komme hjem. Men det skulle vise sig, at være en kort fornøjelse. Allerede dagen efter, den 24/12-16 kl. 14.10, går vandet spontant, midt i julefilm med min søn. Vi får ringet til fødegangen, som sender en ambulance. Der bliver ringet efter bedsteforældre, der kan tage sig af vores store søn, og min mand får pakket taske og kører ned på hospitalet.

Nede på hospitalet går det hele meget stærkt. Jeg bliver scannet, lillebror ligger med benene nedad, og der bliver gjort klar til akut kejsersnit. En masse læger, sygeplejersker og en børnelæge er til stede. Men det lægger jeg ikke mærke til, jeg prøver bare at bevare roen i kaosset. Kl. 16.43 kommer han til verden, med et skrig, som var en kæmpe lettelse at høre. Jeg ser ham kort, da navlestrengen er klippet og han bliver flyttet over til undersøgelse bordet, og omringet af et nyt team af dygtige læger og sygeplejersker. Han bliver gjort stabil, vejet, målt , og lagt i en kuvøse, 1530 g og 39 lang.

Jeg når lige at se den lille røde hue, på vores lille julemus, da de kører ham forbi mig og videre op til neonatalafdelingen. Jeg får sagt til min mand, at han skal følge med, da jeg ikke vil have at vores søn skal være alene.

5 timer senere er jeg klar til, at komme videre fra opvågningsstuen, op og hilse på vores lille søn. Jeg får ham op til mig, og følelserne vælter frem, så lille, fin og skrøbelig en skabning. De efterfølgende uger går meget langsomt. Han vokser, spiser og er en rigtig fighter. Han havde en åbenstående ductus, som bliver behandlet med medicin – den bliver mindre, men stadig åben. Vores læge mener dog,  at den skal lukkes via en simpel operation,  når han er ca. 6 måneder gammel og 6 kg stor.

Men splittelsen af vores familie er hård. Savnet til storebror derhjemme, min mand, som pendler mellem hjemmet og hospitalet, og skal stå for alt det praktiske. En familie under pres. Men vi kom igennem det lange forløb, og 10 uger efter han blev født, er vi klar til, at tage lillebror med hjem – en familie på 4 under samme tag.

Vi fik hurtigt en hverdag op at køre. Grundet lillebrors tidlige fødsels, og et langt c-pap forløb, havde han et apnø-apperat på. Som skulle vise sig, at redde hans liv.

Vores søn begynder at blive syg 3 uger efter, at vi er kommet hjem. Han sov hele tiden, spiste næsten ikke og var svær, at komme i kontakt med. Vi ringede 1813 en fredag eftermiddag, og vi fik at vide, at vi skulle se weekenden an. Søndag aften går vi i seng, og når lige at falde i søvn, da vi vågner med et sæt, da apnø-alarmen er gået igang. Vi farer op, tænder lys og ser en ligbleg dreng med blålige læber. Vi får liv i ham igen, imens har vi ringet 112, som sender en ambulance og på få minutter er de her. Vores søn får ilt, en bedre farve, men er meget svag. Vi ankommer på hospitalet, hvor han flere gange er ved at give op – glemmer at trække vejret, hans lunger arbejder på højtryk og hjertet er presset. Der bliver hurtigt besluttet, at vi skal overflyttes til Rigshospitalet, grundet hans tilstand, hvor han måske skulle ligges i respirator, så han kunne få ro til komme sig. De finder ud af, at han har en voldsom lungebetændelse, og hans lille krop har arbejdet på højtryk. efter en uge på sygehuset får vi lov til, at komme hjem igen.

Men 4 dage efter, bliver han dårlig igen. Apn alarmen går, og vi får ringet 112, som sender endnu en ambulance. Han får igen ilt, og bliver fin i farven. Men i ambulance ind til børneafdelingen, bliver han igen ligbleg og svag. De får ham hurtigt lagt i c-pap igen, bestilt røgten, og får givet antibiotika. Vi bliver igen overflyttet til Rigshospitalet, fordi lægen mener, at hjertet har været udsat for et stor pres, og derfor skal han have lukket den ductus, lige så snart han er helt rask til det. 5 uger skulle der gå, før vores søn var rask nok til operation.

30. april blev dagen, hvor vi lagde vores søn i narkose. 2 timer efter fik vi et opkald fra lægen om, at alt var gået godt. Han lå i respiration i 3 dage. 1 uge efter var vi klar til, at tage hjem igen til storebror og far.

5 måneders indlæggelse, 4 lungebetændelser og 1 operation skulle der til, før vi endelig kom hjem for at blive.

Vi går stadig til kontrol, og måske skal han have opereret hjertet igen. Det er dog en dårlig hjerteklap der driller, som vi ved ikke om er medfødt, eller om alt det hans lille krop var igennem, har gjort den dårlig. Men han er heldigvis sluppet billigt, uden mén, med et lille ar ved skulderen.  Han er det skønneste lille væsen, som til tider driver sin mor til vanvid. Men han er vores lille julemirakel.

* * * * * * * * * *

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow