{ Gæstebogen // Livet er nu }

Nina Neerdal, ninaneerdal.dk, præmatur, født for tidligt, livet er nu, Lukas, Gæstebogen, født uge 25, født for tidligt

Efter jeg blev mor til Kalle, så har det været en naturlig ting for mig, at følge med hos andre præmaturmødre på Instagram og de få blogs, som jeg har kunne finde. En af dem jeg holder aller mest af, at følge med hos er Nina og hendes uimodståelige fighter Lukas. De har haft et forløb der minder om vores, og så alligevel slet ikke. Nina og jeg deler mange af de samme bekymringer, og så er vores tilgang til vores nye liv med præmaturbørn meget ens.

Derfor blev jeg ekstra glad, da hun sagde ja til, at lave et lille skriv til min Gæstebog.

Jeg håber I vil tage godt imod Nina og charmebøffen Lukas – og hvis I har lyst, så kan I finde dem på både bloggen og Instagram.

* * * * * * * * * *

Goddag!

Jeg har fået lov at være gæst for i dag herinde hos Camilla. Jeg hedder Nina, er 27 år, blogger til dagligt her og sammen med min forlovede har jeg Lukas på 17 måneder. Korrigeret er han dog kun 13,5 måned, da Lukas er født i uge 25+3. Spontant og uden forklaring, hvilket i sig selv har været en hård én at sluge. Lukas har haft en ret turbulent start på livet, en laaaang journal bag sig, 5 måneders indlæggelse, men bottom line: han har det godt i dag! På sin vis føler jeg, vi har været meget forskånet, modsat føler jeg til tider også, at vi for faen da må have taget vores tørn. Er det ikke sådan, det generelt er – at der altid er nogen, der har det værre end en selv? Og omvendt?

Nina Neerdal, ninaneerdal.dk, præmatur, født for tidligt, livet er nu, Lukas, Gæstebogen, født uge 25, født for tidligt

Når man får en søn, der fra dag ét har været i så tæt en kappestrid med døden, kan man ikke undgå at se verden med nye briller. Eller, JEG har i hvert fald fået mig et nyt sæt briller efter vores indlæggelse med Lukas. Faktisk et nyt sæt øjne, for jeg kommer aldrig til at kunne tage dem af igen. På et tidspunkt nævnte jeg for min psykolog, at jeg faktisk ikke syntes, det var fair, at jeg i en alder af 27 år skulle kende til den værste del af livet. – nemlig, at ikke blot os selv kan dø af det, men ligefrem at vores børn kan. Nogle dage kan jeg godt stadig påtage mig den offerrolle – hvorfor lige os – men det er efterhånden sjældent. Modsat har det nemlig givet mig så meget at være tæt på at miste, selvom jeg synes, det er en forfærdelig måde at blive undervist på. Dybest set føler jeg livet mindre kompliceret, hvilket egentlig er lidt i kontrast til alt det, man bliver præsenteret for, at livet OGSÅ kan indeholde. Det er de færreste ting, der kan få mit pis i kog, og jeg er helt klart blevet bedre til blot at sige skidt pyt. Og så føler jeg mig bedre rustet til at tage livet oppefra og ned. Leve nu og her, for hvad kan vi ellers?

Vi har et godt liv. Kunne det være bedre? Sagtens. Kunne det være værre? Altid. Men hvorfor bruge krudt på det? Og i det ligger der også, at der ikke rigtig kommer noget ud af at sammenligne med andres ulykkeligheder eller glæder. Man vil jo altid kunne finde skæbner fra begge grøfter, og i sidste ende ændrer det jo ikke en disse på din egen situation.

Når man føder et barn i uge 25, bliver man en del af præmaturverdenen og yderligere (ufrivilligt) en del af en minoritetsgruppe (i Danmark fødes der blot 250 børn årligt <uge 28), hvor man lynhurtigt præsenteres for en række af mén, børnene er i risiko for at få. Det er forståeligt nok en bevidst handling fra lægernes side at forberede kommende forældrepar på det liv, de kan risikere med en for tidlig født. Dybest set er jeg nok også glad for al den information, man fik, men kors hvor har jeg også brugt mange timer på at bekymre mig om fremtidsudsigter og diagnoser, som heldigvis viste sig ikke at holde vand. Hele tiden forberede mig på det værst tænkelige scenarie og på den måde også tage sorgerne på forskud. Og det er lidt det, jeg har gjort: taget en del sorger ind, der var ”reelle nok” – var i vores liv, var til at tage og føle på, men også mange sorger, som aldrig blev en realitet, men som man alligevel havde frygtet, smagt på som om de var virkelige og dermed også behandlet, som om de var virkelige. Giver det mening?

Nina Neerdal, ninaneerdal.dk, præmatur, født for tidligt, livet er nu, Lukas, Gæstebogen, født uge 25, født for tidligt

I løbet af den tid Lukas har været i vores liv, er jeg blevet bedre til at forsøge at fokusere på, hvad vi ved frem for, hvad vi tror, fremtiden vil byde. At vi har en dreng, der på papiret er lidt mere sart end andre, men endnu ikke har vist de store tegn på det. At han er glad, social og tryg og indtil videre udvikler sig motorisk, som han skal. Bevares, han er lidt lille i det, og måske skal han have væksthormon senere hen. Måske skal han under kniven for en tredje gang, da han har et brok efter sin stomi. Måske er der mén fra den tidlige fødsel, der først viser sig senere hen.

Måske måske måske…

Vi ved det jo ikke? Jeg synes allerede, jeg har brugt (for) meget af hans spæde barndom på at frygte frem for at nyde. Og det er synd for både ham og jeg. Og hvis man skal forholde sig til alle tænkelige måske’er, så kunne man jo ikke foretage sig andet. Så jeg lader være, og fokuserer i stedet mere på det håndgribelige. Det er den bedste terapi at få børn, og denne her livslærdom er endnu én i rækken, Lukas har givet mig: livet er nu.

* * * * * * * * * *

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow