{ Gæstebogen // Om en ekstremt hård graviditet og ekstremt tidlig fødsel }

Født uge 24, ekstremt præmatur, præmatur, præmatur fødsel, fødsel, blødning i graviditet, født for tidligt, for tidligt født, lungemodner, moderkageløsning, randløsning, meget blødning i graviditet, kompliceret graviditet, kejsersnit, akut kejsersnit

Denne gang har Bianca skriblet i min Gæstebog. Et skriv der handler om hendes ekstremt hårde og komplicerede graviditet, der på skræmmende mange måder minder mig om min egen. En graviditet, der førte mange tårer og bekymringer med sig, og også førte til et akut kejsersnit i uge 24.

Tag godt imod Bianca, der også har lovet mig, at lave et opfølgende skriv om den efterfølgende tid på neonatalafdelingen.

* * * * * * * * * *

Jeg hedder Bianca, jeg er 36, mor til Daniel på 9 og Merle på 14 måneder. Jeg bor sammen med Jesper, som er far til begge børnene. Vi var egentlig blevet enige om, at vi ikke skulle have flere børn end Daniel, men alligevel en dag synes vi, at Daniel ikke skulle vokse op som enebarn – og tænk nu hvis der skete os noget, så ville han ikke have nogen, når bedsteforældrene en dag ikke er her mere. Så vi gik igang med projekt baby. Det tog ikke andet end et enkelt skud (griner), så var der gevinst. Så den del af det var ret nemt, men det skulle vise sig, at rejsen til det lille nye liv, bestemt ikke var nem.

Graviditeten gik fint de første 12 uger, så skulle vi til nakkefoldskanningen. Vi glædede os rigtig meget til, om de måske kunne se om det var en dreng eller pige vi skulle have. Min mor arbejder som sonograf, så jeg var blevet scannet inden og havde set en flot nakkefold, så det bekymrede vi os ikke om. Det var en lille pige der gemte sig i maven. Fedt fedt. Hvem vil ikke gerne have en af hver hvis man selv kan bestemme?  

Nå, men det var jo fantastisk, men glæden varede ikke længe. To dage senere om aftenen, efter vi var gået i seng, blødte jeg pludselig meget voldsomt og fik ondt i maven. Jeg gik i panik og ringede til lægevagten, som sagde at jeg måtte tage noget smertestillende og vente og se, for “det kunne jo godt ske, at man aborterede på det tidspunkt”. Tak for kaffe. Det var noget af en melding. Næste dag tog min mor mig med på den privatklinik hun arbejder på, og vi var begge meget nervøse for, hvad der ventede os. Men lille mus lå bare derinde i maven og tumlede rundt, fuldstændig uanende om hvilket påstyr der havde været. Skønt. Jeg faldt til ro igen. Og blev scannet en gang om ugen af min mor,for tryghedens skyld.

I uge 16 fik jeg så voldsomme smerter i maven, at jeg ikke kunne noget som helst. Jeg blødte stadig og havde gjort det siden uge 12, så var sååå nervøs for om lillepigen pludselig skulle gå til. Lægevagten kom hjem til os om natten, men kunne jo ikke gøre meget. Og indtil man er i uge 20, vil de ikke tage imod os på fødegangen. Det var så ubehagelig, at vi intet kunne gøre. Blev scannet igen dagen efter og lillepigen havde det stadig fint, dog havde jeg en stor blodansamling inde ved livmoderen, men man kunne ikke sige hvad den kom af. Sådan fortsatte det svingende, men med konstant meget blødning indtil uge 22.

Vi skulle holde sommerferie i Silkeborg på en campingplads, da jeg ikke turde tage for langt væk. Og det skulle vise sig, at være en smart beslutning. Vi ankom fredag og vi hyggede os rigtig meget, selvom jeg kun måtte sidde og ligge, og ikke overanstrænge mig. Lørdag aften gik jeg en tur ned i kiosken med min store dreng for at købe snoller. Og pludselig får jeg det skidt og ondt i maven, så vælger at gå op i campingvognen hurtigt. Da jeg ligger mig ned, vælter der pludselig blod ud, og jeg føler at jeg tisser ud over det hele. Jeg begynder at græde, griber telefonen og ringer til fødegangen der er tættest på. De sender en ambulance og siger, at vi skal til Skejby, da de er rustet til at tage sig af den lille, hvis det skulle være så meget for tidligt, at hun skulle komme. Så jeg blev kørt med fuld udrykning til Skejby. Der blev jeg scannet og fik at vide, at hun havde det godt… men de kunne ikke garantere, at det gik godt, da jeg havde lidt veer. Jeg kunne selv se på skærmen, at der ikke var ret meget fostervand inde ved hende i forhold til hvad der havde været. Men de mente at der var nok, og mente ikke vandet var gået. Jeg græd og græd. Jesper og Daniel kom 10 minutter efter. Hvor var det skønt at se dem. Jeg blev indlagt, og de kørte tilbage til campingpladsen.

Jeg hylede hele natten. Af angst og savn til min store dreng, som jeg synes, at jeg havde svigtet så meget i rigtig længe, da jeg jo ikke måtte andet end at holde mig i ro. Dagen efter blev vi flyttet til Horsens sygehus, så kunne jeg også bedre være tæt på min familie. De kunne jo stadig intet gøre, og jeg blev sendt hjem igen dagen efter og skulle være sengeliggende. Der gik en 4-5 dage, og jeg var så bange hver gang jeg gik på toilettet. Jeg synes det føltes som om, det løb ud af mig med blod og væske. Så jeg ringede til min mor, som straks fik en tid til mig i svangreambulatoriet, hvor hun arbejder til dagligt. Jeg kom ind til en læge, som testede om mit fostevand var gået, men lillepigen havde det godt. Det var det.

Født uge 24, ekstremt præmatur, præmatur, præmatur fødsel, fødsel, blødning i graviditet, født for tidligt, for tidligt født, lungemodner, moderkageløsning, randløsning, meget blødning i graviditet, kompliceret graviditet, kejsersnit, akut kejsersnit

Jeg blev sendt til Skejby, hvor jeg blev indlagt på afsnit for gravide. Jeg græd, græd og græd. Jeg savnede min store dreng og Jesper. og var vel egentlig nok også bange, selv om jeg havde en tro på, at det nok skulle gå. Vi fik at vide, at de ikke kunne gøre noget før jeg var 24+0 – og her lå jeg og var 23+2. Jeg kunne ikke få vehæmmende, hvis jeg fik veer, da jeg blødte. Så jeg måtte nøjes med antibiotika for ikke, at vi skulle få en infektion og så de piller jeg havde fået længe, der skulle mindske blødningen, men som ikke rigtig havde nogen effekt. Jeg kunne få lungemodner 23+6 (fredag),og det var kun mandag. Dagene var lange og forfærdelige. Endelig blev det fredag og jeg fik lungemodner skudt ind i låret. Og igen dagen efter. Jeg var nu i uge 24+0.

Jeg længtes efter at komme hjem. Så jeg fik lov at komme hjem til dagen efter, men måtte kun ligge på sofaen. Det var så dejligt, at komme hjem. Jeg nød det så meget. Søndag kom jeg tilbage til Skejby sammen med Jesper, og var tanket lidt op på kærlighed og kram, men synes stadig det var svært at være indlagt. Jeg fik mange plukveer og de kørte en strimmel på veerne. Vi skulle tage stilling til en helt masse ting, som vi egentlig ikke forstod. Skulle baby have en chance, hvem skulle prioriteres, baby eller jeg? Måske min moderkage havde løsnet sig, og det kunne blive rigtig alvorligt.

Vi var enige om, at lillepigen skulle hjælpes, hvis hun kom til verden, men ikke for enhver pris. Daniel var taget på camping med min mor, og Jesper skulle starte på job igen mandag morgen efter 14 dages ferie, så han kørte hjem og sov.

Det blev mandag og jeg var nu 24+2. Jeg fik besøg af min søster. Jeg havde rigtig ondt og mange plukveer. Jesper skulle komme op til mig om aftenen, men jeg skrev til ham, at det var okay at han blev hjemme, da jeg havde haft lidt besøg. Jeg fik mere og mere ondt, og mange plukveer. Men tænkte at det nok gik i sig selv, som alle de andre gange. Lægen ville lige scanne mig for at se, om der var noget at se på livmoderhalsen. Jesper kom ind ad døren. Han havde heldigvis ikke set min besked. Min livmoderhals var blevet kortere, kun 19 mm. Men det betød måske ikke noget. Lægen kunne ikke sige noget om, det var timer eller uger der ville gå. Jeg blev kørt tilbage på min stue. Der gik en halv time, og det nev mere og mere. Av tænkte jeg. Det er sgu veer! Jeg blev scannet igen og lægen kiggede på mig og sagde. ER DET NU??? Jeg nikkede. Så gik det stærkt. De hev i min bluse og ville give mig en anden på, mens jeg skældte ud og mente de skulle tage det rolig, jeg havde jo lige en ve. Lægen stod ved døren og sagde “jeg kalder nu, jeg kalder altså nu”! Han kaldte et akut kejsersnit. Fuld fart ud i elevatoren Og en to tre, så lå jeg på bordet og var ved at få bedøvelse i ryggen. Jeg opdagede ikke, hvad der foregik. Jeg rystede rigtig meget og frøs. Og pludselig stod Jesper ved siden af mig, helt forvirret, og spurgte: “kommer der ikke noget for?” Vupti der kom et klæde for, og en to tre, så var der en baby der græd. “Wauuu, hun græder”, kan jeg huske, at jeg sagde. Og så forsvandt de med hende og Jesper fulgte med.

* * * * * * * * * *

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow