{ Job, tabt arbejdsfortjeneste og ambivalente følelser }

En sten er faldet fra mit hjerte, men alligevel føles det som om, at selvsamme sten stadig hænger tungt omkring halsen på mig. Giver det ikke rigtigt mening? Let me explain

Forleden dag ringede vores socialrådgiver fra Esbjerg kommune. Hun havde lagt en besked om, at jeg skulle ringe tilbage. Emnet for samtalen var min “tabt arbejdsfortjeneste” og orlov fra jobbet, der skulle revurderes inden nytår. Så det var en ventet samtale, og alligevel var det med bankende hjerte og meget blandede følelser, da jeg ringede op.

For sagen er den, at da vi aftalte dette telefonmøde for et par måneder siden, så var det med en klar gensidig forventning om, at jeg skulle starte fuld tid på job igen pr. 1. februar 2019. Og det havde jeg inderligt håbet ville blive en realitet. Men desværre har Kalle’s vuggestuestart vist sig, at være noget hårdere ved ham, end vi havde forventet (læs eventuelt status for den første måned). 

Så for mig handlede samtalen i stedet om, at skulle forklare og overbevise vores (virkelig søde og forstående) socialrådgiver om, at det langt fra er realistisk, at Kalle kan klare fuld tid i vuggestuen allerede til februar. Og for vores familie er det altafgørende, at jeg får fuld tabt arbejdsfortjeneste, så længe Kalle er så ofte syg og/eller har brug for ultra korte dage i vuggestuen. Hvis jeg bliver tvunget til, at starte på job igen, så vil det nemlig hurtigt betyde, at Store S eller jeg ville blive fyret grundet fravær. 

Heldigvis mødte jeg ikke andet end fuld forståelse, og med den største selvfølgelighed forlængede hun min TAFT til 31. marts 2019, hvorefter den så skal revurderes igen. Jeg blev så lettet, at jeg kunne tude – og alligevel er jeg ramt af en følelse af frustration og tristhed. For jeg må indrømme, at jeg er skuffet! Jeg skammer mig over det, men ikke desto mindre, så er det altså sådan jeg føler. Skuffelse og ærgelse over udskydelsen af den “normale” hverdag, som vi alle fire virkelig trænger til. Og helt egoistisk set, så trænger JEG til lidt mere frihed, stabilitet og en smule distance til rollen som “mor til en syg dreng”. 

Så lige nu sidder jeg med følelsen af dyb taknemmelig og er enormt lettet over, at have fået forlænget min TAFT – og er på samme tid vanvittig ked af, at det er en nødvendighed. 

Hvis alt går vel, så starter jeg på mit gamle job igen d. 1. april 2019, men lige nu tør jeg hverken håbe eller gisne om fremtiden. Dog fik jeg en god snak med vores socialrådgiver om nogle forskellige, og virkelig interessante og relevante, muligheder vi har, når jeg engang skal starte på job igen. Det handler om lejlighedsvis TAFT og en mulighed mere, som vi lige nu skal have snakket godt igennem herhjemme. 

Jeg har tidligere skriblet lidt om “Et alvorligt sygt barn – hvad så med barsel, job og løn?” – hvor jeg har forklaret lidt om blandt andet tabt arbejdsfortjeneste, hvis nogle af Jer gerne vil vide lidt mere om det.

Og husk nu, at I altid er velkomne til, at kontakte mig, hvis I har spørgsmål eller andet på hjertet – vi deler gerne ud af vores erfaringer.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

3 comments / Add your comment below

  1. Hvor er det godt at høre at du kan få den forlænget ❤
    Og hvis du nogensinde er i Kbh, så giver jeg øl eller vin, så du kan få en lille pause ❤

  2. tror Kalle ville trives i et specialpædagogisk dagtilbud med meget få børn og flere voksne + ergo, fys og talepædagogoger tilknyttet huset.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow