{ Det der bogprojekt // Skriveblokering, parforhold og healende tårer }

Verdens sejeste kalle, sutteflaske og c-pap. c-pap, ekstremt præmatur, præmatur, præmatur og sutteflaske, OUH, H56, neonatalafdeling, neonatal, baby i c-pap, far og præmatur, far på neonatalafdeling
En fire måneder gammel Kalle, der får sit livs første sutteflaske – og en far, der for første gang turde tro og håbe på, at vi ville få vores lille fighter med hjem

For efterhånden hundrede år siden, luftede jeg forsigtigt tanken om, at skrive en bog. Og selvom det er længe siden, så lever den drøm altså i bedste velgående. For mig har tiden, overskuddet og lysten til, at komme rigtigt i gang, bare været ikkeeksisterende. Før nu.

Det er som om, at jeg har haft mit livs længste skriveblokering. Alt muligt andet, end lige den der bog, har jeg kunne skrible uden problemer. Men så snart jeg har sat mig tilrette for, at indlede den lange skriveproces, så er jeg gået helt i baglås. Faktisk tror jeg, at det er min perfektionisme og mine ambitioner, der har været en hæmsko, i stedet for den styrke, som netop de kvaliteter jo burde være. Jeg har simpelthen OVERTÆNKT, i stedet for at skrive frit fra hjertet.

Men forleden dag fik jeg et kærligt spark bagi, og det satte ligesom gang i noget. På få timer fik jeg skrevet næsten et helt afsnit. Og mens jeg gjorde, så fik tårerne og alle følelserne frit løb. Efterfølgende følte jeg mig lettere om hjertet og mindre stram i sjælen. Måske den her bog skal være den terapi, som jeg har lovet mig selv her i 2019?

Det første afsnit jeg har taget hul på, det handler om parforholdet og de forskellige måder, som man som forældre knytter sig til et sygt barn på. Og det er altså et virkelig følsomt emne for mig, men også et af dem, der ligger mig allermest på sinde, at dele. For det ER fandme-og-sgu pisse hårdt, at være kærester eller ægtefolk, når overskudskontoen står i minus og bekymringerne hober sig op. Det slider og tærer på forholdet, når børn og sygdom altid må prioriteres før alt andet.

Jeg vil dele et lille uddrag med Jer, der kan give et lille hint om, hvor mange følelser den bog kommer til rumme.

Den første uges tid efter fødslen, havde vi begge nok lidt svært ved, at knytte os til det lille væsen, der lå gemt inde i kuvøsen. Han lignede knapt et menneskebarn, og vi kunne kun have fysisk kontakt med ham i et meget begrænset omfang. Han fik mad i sin sonde hver anden time, og hver fjerde time skulle han pusles og vendes. Ud over det, så skulle han bare have så meget ro, som overhovedet muligt. Men som dagene gik, så knyttede jeg mig mere og mere til vores mini baby. Jeg tog et aktivt valg om, at tillade mig selv, at give ham hele mit hjerte – med fare for, at få det sønderknust.

“Det kræver et stort mod, at elske et andet menneske. At give sit hjerte fuldt ud. At tillade sig, at elske med hele sin krop og sjæl. At elske, gør dig sårbar. Især når det menneske du elsker, er alvorligt syg. Især kræver det mod, at elske en, der med størst sandsynlighed ikke vil nå, at leve sit liv sammen med dig.” Citat fra blog juni 2018

“Det krævede et vanvittigt mod, at tillade mig selv, at elske min søn Kalle. Kunne jeg have ladet være med, at elske ham mon? Sikkert ikke. Men jeg kunne have valgt, at være mere tilbageholden med min kærlighed. Jeg kunne have passet på mig selv og mit hjerte. Men i stedet valgte jeg, at give ham al den kærlighed, omsorg og nærvær jeg havde i mig. Han skulle vide, at han var elsket. At han havde noget vigtigt, at kæmpe for. At han ikke var alene. Han kunne sgu lige vove på, at dø fra os! Og set i bakspejlet nu, hvor vi snart har været udskrevet i 10 måneder, så tror jeg stadig på, at vores tro, håb og kærlighed har haft en afgørende betydning for Kalles enorme fightervilje. Kan kærlighed redde liv? Det tror jeg faktisk på!” Citat fra blog juni 2018

De to citater fra min blog beskriver nøjagtigt min tilgang og min tilknytning til Kalle. Jeg veg sjældent fra hans kuvøse, hvor jeg bare sad og snakkede stille. For mig føltes det som livsvigtigt, at han aldrig følte sig alene. At han kunne mærke min tilstedeværelse og kærlighed.

For Søren var sagen en helt anden. Han havde en meget mere distanceret tilgang, og tillod ikke sig selv, at lade Kalle komme for tæt på. Han var tilstede alle de timer, som han overhovedet kunne. Han puslede, gav mad i sonden, deltog til alle stuegange og gav mig masser af kærlighed og omsorg. Alle hans handlinger gjorde ham til den perfekte far, men han kunne bare ikke få sig selv til, at åbne sit faderhjerte for Kalle. Søren regnede altid med den værst tænkelige udgang på alle Kalles udfordringer s udfordringer, for “så kan jeg jo ikke blive skuffet”, som han selv udtrykte det. Og selvom jeg inderst inde godt vidste, at det var hans måde, at passe på sig selv, hans måde at komme igennem vores livs værste tid på, så kunne jeg ikke lade være med, at hade ham en lille smule for det.

For mig flød bægeret fuldstændigt over en dag, hvor Søren fik sagt noget i retningen af: “Hvorfor skal vi altid sidde og glo ved siden af den dumme kuvøse? Jeg kan ikke holde ud, at være på det her latterlige sygehus mere. Jeg vil hellere køre ud over kanten på Lillebæltsbroen, end jeg vil tilbringe en dag mere her – det føles som et fængsel”. Det ramte mig virkelig hårdt. Lige der, hvor jeg var allermest sårbar. Og så fik han yderligere sagt noget med, at han ikke kunne begribe, at jeg ville engagere mig så meget i en, der alligevel snart skulle dø. Det er nok et af mit livs største mavepustere, for normalt er Søren min klippe og ham jeg deler alt med. Og med et, så føltes det som om, at vi aldrig mere ville kunne nå hinanden.

Puh ha – det er faktisk utrolig sårbart, at dele det med Jer. Både på grund af de følelser, der ligger bag de der ord. Men også fordi, at det er den allerførste, uredigerede version af noget, der måske skal med i vores bog.

Lige nu er vi en proces, hvor vi alle fire skriver, når tiden og overskuddet er til det. Og det skal I vide, begge dele er en mangelvare i vores familier.

Men vi er også for alvor begyndt at overveje, hvordan vi kommer skridtet videre. Skal vi være selvudgivere eller forsøge, at overbevise et forlag om, at vores bog ER mega vigtig? Skal vi selv finansiere, ty til fundraising eller måske søge nogle legater og fonde? Skal vi bede om hjælp til, at strukturere og sammensætte bogen på professionel vis, eller skal vi stole på vores mavefornemmelser? Kan vi mon lokke Sisse Fisker og SMILfonden til, at være vores mentor og skrive forord til bogen? HVORDAN KOMMER VI VIDERE?

Det er mega spændende, angstprovokerende og svært. Men vigtigt! Hold nu op, hvor kan jeg ikke slippe tanken om, at den her bog altså er vigtig!

Sig lige til, hvis I sidder ude på den anden side af skærmen, og har nogle gode råd eller erfaringer, som vi måske kan gøre brug af. TAK

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

8 comments / Add your comment below

  1. Når man selv har prøvet “lidt” af det samme både med min egen datter og med børnebørn som blev født for tidligt, kan jeg sætte mig ind i de følelser. Tro at det vil bære godt at skrive en bog, for alle de følelser tro man man er alene med. Det er vigtig at dele.
    Tager hatten af for de ærlighed.
    Spurgte engang om vuggestue kontra dagpleje med hensyn til smitte af Kalle. Hvorfor blev det vuggestue?
    Mange hilsner
    Mette Chrone

    1. Hej Mette.

      Tusinde tak for dine fine op opmuntrende ord – og hvor er jeg glad for, at du har lyst til, at læse med.

      Vi valgte vuggestue af mange forskellige årsager… men har lige kopieret noget tekst fra et tidligere skriv, når måske kan svare lidt på det:

      “Et spørgsmål der er dukket op et par gange er, hvorfor vi vælger vuggestue frem for dagpleje. Det er der flere grunde til, men den primære årsag er, at Sille går i en fantastisk integreret institution, hvor vi ville være fuldstændig trygge ved, at aflevere Kalle også. Vi kender huset og pædagogerne, og det samme kommer Kalle til nu, hvor han nogle gange er med henne for, at hente Sille. Og så må vi da også indrømme, at det også er lidt nemmere, at aflevere og hente børnene samme sted. For Kalle vil det helt sikkert også give en tryghed, at have sin elskede storesøster i samme hus. Derudover har vi bevidst taget et valgt om vuggestue frem for dagpleje til Sille, da vi kan godt kan lide, at børnene bliver afleveret samme sted HVER DAG, og der altid er kendte børn og voksne tilstede. Og så betyder det også noget for os, at der er uddannet personale, hvis faglighed vi sagtens kunne få brug for.”

      Lægerne mente i øvrigt ikke, at det ville gøre den store forskel ift. smitte mm, da han jo er vant til, at færdes i bakteriefloraen derhenne i forvejen. Og så er det også en enorm tryghed for os, at de i huset i forvejen kender os og hele Kalle`s historie.

      Håber det gav svar nok? Ellers spørg endelig igen 🙂

  2. Kære Camilla.
    Jeg følger din blog lidt…får ikke læst så ofte, men ovenstående uddrag fangede mig meget og du skriver meget smukt og rørende. Jeg har arbejdet på H56, men aldrig passet din lille fine Kalle.
    Fik bare lyst til lige at opmuntre dig til at kæmpe videre med den meget vigtige bog du er ved at skrive. Du sætter så fine ord på meget svære tanker som rigtig mange kan nikke genkendende til, men få har mod til at dele. Endelig fortsæt med alt det fine du har på hjerte…det er meget vigtigt for mange flere end du tror. Kh Johanne

    1. Hej Johanne.

      Arbejdede du på H56, da vi var indlagt der?

      Tak for dine ord. De rører mig dybt, og giver mig en endnu større tro på, at vores bog har sin berettigelse på et ellers ret fyldt marked. Den SKAL blive en realitet, spørgsmålet er bare: HVORNÅR og HVORDAN lige nu.

      Tak fordi du læser med <3

  3. Ja det gjorde jeg. I det grønne team 🙂 Den har om noget sin berettigelse. Keep on fighting og processen vil arbejde med jer. Det er så vigtig læsning for mødre, fædre, familier og os fagpersoner i den grad også. Pøj pøj 🙂

  4. Hej Camilla – jeg er forfatter til bogen Når du er mor til et for tidligt født, som udkom for 5 år siden på People’sPress. Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du vil have gode råd til forlagskontakt, skriveprocessen m.m. Jeg arbejder som tekstforfatter/journalist til daglig, så jeg ved, hvad jeg taler om 🙂
    Jeg vil meget gerne sende dig et eksemplar, hvis du vil have et, du kan bare skrive til mig. Mange hilsner Katrine Wochner

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow