{ Lydbogsanbefalinger #2 }

lydbog, lydbogsanmeldelse, gode lydbøger, Mofibo, bedst lydbøger, lydbogsanbefalinger, Havets børn, Anna Ekberg

I tog så godt imod min første omgang af lydbogsanbefalinger, at jeg tænker det må være på tide med lidt flere. 

Denne gang har jeg fundet fire virkelig spændende, velskrevne og yderst relevante romaner til Jer. De er alle fiktion, men tager afsæt i virkelige hændelser og samfundsmæssige problematikker. Det er alle romaner, der har gjort mig klogere, skræmt mig og gjort mig taknemmelig over min trygge tilværelse her i det kedelige Vestjyske. Og hvis I kun skal læse/høre en bog fra listen, så er nummer tre på listen helt sikkert den, der har sat sine dybeste spor hos mig.   

 

Havets børn af Anna Ekberg

En vanvittigt velskrevet, medrivende og grusom spændingsroman – der er så barsk, at det er ubegribeligt, at den tager udgangspunkt i virkelige hændelser.

I Havets børn følger man danske Rebekka, der er jurist og i midten af 30`erne, da hun bliver ramt af en livstruende sygdom. Hendes eneste håb for overlevelse er, at finde en matchende knoglemarvsdoner. Hun bliver modvilligt nødt til, at kontakte sin far, som hun har et meget kompliceret forhold til. Det viser sig også, at han bærer på en frygtelig hemmelighed, der fører Rebekka tilbage til Uganda, hvor hun boede med sine forældre i sine teenageår.

Man følger også Angel, en 17 årig børnesoldat, der forsøger at flygte fra et liv med vold, sexovergreb og slaveri. Hendes ønske om at løsrive sig fra den koldblodige Oberst, der står i spidsen for den hær af børnesoldater, som han hærger Uganda med, fører hende på flugt og mod Europa. Det er især den del af romanen, der stadig sidder dybt i mig her flere måneder efter jeg læste den.

I Danmark følger man også opklaringen af et mord på en kvinde.

De tre fortællinger får man sideløbende i bogen, og det viser sig hen ad vejen, at de er tættere forbundet end man forestiller sig.

Anna Ekberg er et synonym for forfatterparret Jacob Weinreich og Anders Klarlund, der med deres øje for at skabe åndeløs spænding, holdt mig fanget bogen igennem. Dog må jeg sige, at slutningen skuffede mig en smule. På en eller anden måde, så føltes den forjaget og ude af trit med resten af bogen.

Jeg kan næsten ikke vente med, at læse deres to foregående romaner også.

 

lydbog, lydbogsanmeldelse, gode lydbøger, Mofibo, bedst lydbøger, lydbogsanbefalinger, Guds Bedste Børn, Morten Pape

Guds bedste børn af Morten Pape

Utvivlsomt en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst! Det er socialrealistisk litteratur, der kryber ind under huden. Morten Pape`s fantastisk malende skrivestil, det hårde sprogbrug, og den måde hvorpå man kommer helt tæt på bogens karakterer gør, at en lovlydig mor fra Vestjylland uden problemer, pludseligt levende kan forestille sig livet i et hårdkogt, småkriminelt bandemiljø på Amager.

Fire drenge fra Amager, Jamil og Zeki og de to fætre Simon og Mickey, er bogens omdrejningspunkt, og selvom ingen af dem kan betegnes som et af Guds bedste børn, så kunne jeg ikke lade være med, at fatte sympati for hver og en undervejs i bogen. Nogle mere end andre, bevares. Og det er noget af der, der gør Guds bedste børn til noget særligt i min optik – nemlig at man som læser får lov til, at komme helt ind under huden på bogens vigtigste karakterer, at vi får lov til, at se verden igennem øjnene på tre meget forskellige unge drenge.

Morten Pape har med Guds bedste børn taget udgangspunkt i en sag fra virkelighedens Danmark, nemlig det brutale mord på et 16 årigt avisbud tilbage i 2008. Og jo mere jeg har læst om den sag efterfølgende, jo bedre forstår jeg, at Pape har haft et drive til, at skrive denne samfundsrelevante og politisk vigtige roman, der tager fat på bl.a racisme, svigt og social arv/miljø.

Dette er Morten Pape`s anden roman, og hans debutroman, Planen, fra 2015 står højt på min ønskeseddel.

 

lydbog, lydbogsanmeldelse, gode lydbøger, Mofibo, bedst lydbøger, lydbogsanbefalinger, Dødevaskeren, Sara Omar,

Dødevaskeren af Sara Omar

Da jeg havde lyttet til de sidste sekunder af Dødevaskeren, sad jeg tilbage med en følelse af, at have hørt den vigtigste og mest modige fortælling nogensinde. For der er ingen tvivl om, at Sara Omar med sin debutroman har sat sit eget liv på spil. Sara er født og opvokset i Kurdistan, men har boet i Danmark siden 2001.

Dødevaskeren handler om Frmesk, der bliver født en regnfuld nat i Kurdistan til et liv, hvor hun er uønsket af sin far – udelukkende af den grund, at hun er en pige. Man følger Frmesk gennem hendes første fem leveår, som er langt fra nemme. Sideløbende følger man også den voksne Frmesk, der nu ligger på et hospital i Danmark.  

Rubar, Frmesk`s mor, frygter så meget for sin datters liv, at hun ender med, at lade hende bo hos hendes mormor og morfar i stedet. Mormoderen er “dødevasker”, en der tager sig af de døde kvinder, der bliver dræbt i skam og vanære, dem som ingen andre vil værdige en begravelse. Og morfaderen har en noget anderledes og fri tilgang til religion og et nuanceret menneskesyn.  

Bogen giver et skræmmende og hjerteskærende kig ind i en muslimsk verden, hvor kvinder intet værd har. Hvor vold og død er en naturlig del af hverdagen, og ære bliver sat over alt andet. Dødevaskeren tager læseren med helt ind bagved, der hvor de færreste kommer. Incest, religion, æresdrab, frihed, og frygt er blot nogle af de hårrejsende emner, som bogen berører.

Selvom jeg føler mig beriget, privilegeret og meget ydmyg efter jeg har læst Sara Omar`s lille mesterværk, så sidder jeg også tilbage med en underlig tom følelse. For Dødevaskeren efterlader læseren med så mange ubesvarede spørgsmål, og da bogen sluttede, så ville jeg have givet min højre arm i bytte for, at kunne læse mere af Frmesk`s historie. Mon der kommer en fortsættelse? Jeg ved faktisk ikke længere, hvorvidt det er det jeg hader eller elsker mest ved bogen – at den kun fortæller en brøkdel af den historie, som man bare så gerne ville kende enhver sønderrivende, barsk detalje af.

I hvert fald håber jeg inderligt på, at kunne læse flere bøger af dygtige Sara Omar i fremtiden.

 

lydbog, lydbogsanmeldelse, gode lydbøger, Mofibo, bedst lydbøger, lydbogsanbefalinger, Mørke rum, Kristina Aamand

Mørke rum af Kristina Aamand

Det er en bog, der sammenlignet med de tre foregående, ikke har sat lige så dybe spor. Men alligevel fortjener den en lille anbefaling – og passer så glimrende ind sammen med de øvrige. Den tager nemlig også fat på et svært og tabubelagt emne: voldtægt og seksuelle overgreb.

For hvornår er der tale om voldtægt og overgreb? Hvor går grænserne? Det er en af de problematikker, som denne fine bog tager fat på. Den tager læseren med ind i en verden, hvor ikke nødvendigvis er så sort/hvid, som man måske regner med.

I Mørke rum følger man den sygeplejestuderende Sophia, der kommer i praktik på Klinikken for seksuelle overgreb. Vi møder også hendes veninde, der skal giftes med den (tilsyneladende) perfekte mand, og hendes storebror der er forelsket i en af de smukke piger fra gymnasiet. Sideløbende følger vi også Parvatis i Indien, der ikke har lyst til, at efterkomme sin mands seksuelle krav.

Bogen er skrevet på en spændende og indsigtsfuld måde, der vidner om, at Kristina Aamand selv har erfaringer fra jobbet på en klinik for seksuelle overgreb. 

 

Det var så anden omgang af lydbogsanbefalinger. Endnu engang blev ordene mange – men det er altså virkelig svært, at begrænse sig, når man er virkelig begejstret! 

Hvis I ikke allerede har læst Lydbogsanbefalinger #1, så er der altså også virkelig god inspiration, at hente der.

Har I mon allerede læst nogle af bøgerne på listen? Og i så fald, er I lige så begejstrede, som jeg? Så del endelig Jeres mening om dem i kommentarfeltet. Og som altid, så vil jeg sætte stor pris på, hvis I har nogle andre gode anbefalinger til must-read bøger. 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow