{ Den første kontrol på OUH i 2019 // Ny medicin og kuvøsekiggeri }


OUH, kontrol, børneambulatoriet, kontrol OUH, præmatur, ekstremt præmatur, ny medicin, BPD, BPD lunger, astmatisk bronkitis,

I fredags var Kalle til årets første kontrol på OUH. En af vanlige, fristes jeg igen til at skrive. Denne gang var det bare Kalle og jeg der var afsted, hvilket faktisk også var rigtig hyggeligt.

Det gik godt, og for en gangs skyld havde jeg ikke rigtigt noget på hjertet, andet end et par mindre interessante praktikaliteter. Hvilket jo er positivt, da det betyder, at vi ikke har de store bekymringer eller udfordringer for tiden.

Det er altid spændende, hvorvidt Kalle er vokset. Og det er han heldigvis. Dog kun 1 cm og 100 gram siden sidste kontrol for to måneder siden. Så nu er han 78 cm lang og vejer 9 kg. Det er ikke prangende, når man tager i betragtning, at han er 2 år og 3 måneder gammel. Men det vigtigste er trods alt, at han vokser. Den scanner, som han skulle have været i ved sidste kontrol, var stadig defekt, så det blev heller ikke i denne omgang, at han fik lavet den tidligere omtalte knoglescanning. Det er heldigvis ikke noget, der haster – men jeg må da indrømme, at jeg er spændt på, hvad den mon viser.

Den eneste nye ting fra fredagen er, at Kalle forsøgsvis skal have noget forebyggende medicin, der måske kan afhjælpe hans tendens til, at få anfald af astmatisk bronkitis. Det er noget pulver, som han skal have dagligt. Vi krydser fingre for, at det kan lindre lidt, selvom det i følge vores lungelæge er sådan lidt fifty-fifty, om børnene har gavn af det.

Efter kontrollen i børneambulatoriet tog Kalle og jeg den obligatoriske tur op på neonatalafdelingen, hvor vi fik sagt hej til et par af “vores” sygeplejersker. Og for en gangs skyld var der ingen travlhed på afdelingen, så jeg spurgte om vi måtte kigge ned på vores gamle stue. Og det var lidt en underlig oplevelse, at gense stuen, kuvøserne og overvågningsskærmene… for selvom den stue, hvor vi har tilbragt de første otte måneder af Kalle`s liv, bragte mange minder om svære stunder med sig, så følte jeg også en eller anden form for ro derinde. Det føltes næsten hjemligt. Og det er faktisk sådan, at jeg har det, når jeg tænker på H56 (det meste af tiden, når ikke lige de mørkeste minder trænger sig på), at det er varme og hjemlige følelser jeg forbinder med det sted. Og det fortæller altså bare noget om, HVOR MEGA FANTASTISKE personalet på den afdeling er. For det er DERES fortjeneste! Og Kalle, han synes tilsyneladende også, at sådan en intensivafdeling er the shit, for han var helt i sit es og charmede løs.

En lille hurtig opdatering herfra. Og så vil jeg endnu engang takke Jer for, at I har lyst til, at læse med. Det betyder alverden!

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow