{ En magisk milepæl // Kalle kan gå }

første skridt, gå, lære at gå, præmatur, hvornår kan præmatur gå, født uge 24, motorisk udvikling, præmatur motorisk udvikling, milepæl, præmatur milepæl, kalle kan gå, hvornår lærte præmatur at gå, født for tidligt, for tidligt født, legeskum, børnebriller, lindberg briller børn

Så skete det endelig. Det, som vi har ventet på i mere end et halvt år. Kalle er begyndt at gå, sådan rigtigt gå! 

Jeg vil så gerne dele med jer, hvordan det føles. Men ligegyldigt hvordan jeg prøver at formulere det, så er ingen ord tilstrækkelige. Få milepæle kan måle sig med netop den her. Det er magisk, det er længe ventet og det er ærlig talt lidt af et mirakel. 

Forrige onsdag, d. 24 april. 2019, besluttede Kalle sig for, at nu var tiden inde. To år og seks måneder, tilsyneladende den helt perfekte alder at lære at gå i, hvis I spørger Kalle. Efter vi havde spist aftensmad, så rejste han sig spontant, kiggede mig i øjnene og så gik han mindst tyve skridt. Uden tøven eller usikkerhed. Det var helt uventet, da han ikke har taget så meget som et enkelt selvstændigt skridt, siden jeg optog den her lille video over en måned tidligere.

Og lige der, på betongulvet i vores køkken, der eksploderede samtlige klicheer om lykke i min krop. Mit hjerte slog kolbøtter, mine skuldre sank adskillige centimeter og glædestårerne løb ned af mine kinder. Store S var mindst lige så stolt og overvældet, men på den der mere stille-og-rolige-Vestjyske-facon. 

En hel time gik og gik Kalle rundt i vores køkken og stue. Han uddelte kys og kram, og modtog jubel, klapsalver og opmuntrende ord, fra forældre med hysterisk glade stemmer – og endte med at komme aaaalt for sent i seng, da vi slet ikke kunne få os selv til at afbryde de små skridt, der blev mere og mere sikre. Og hvis I ser den her video, så er I nok ikke i tvivl om, hvor stolt Kalle selv var over sine ny-erhvervede evner.

Og siden den magiske aften for snart to uger siden, så har Kalle stort set ikke kravlet. Han går, han falder og så rejser han sig, og går videre. Han forsøger at gå på bakker, ned af trin og på alle typer underlag. Selv vores ujævne græsplæne bevæger han sig sikkert rundt på nu. Så vores antagelse om, at det ikke var de fysiske evner han manglede for at gå, de holder vist helt stik. Han har simpelthen bare haft brug for tid til, at blive mentalt klar til at give slip. Og så tror jeg personligt også, at de sansemotoriske øvelser vi har lavet, har givet ham en større kropslig sikkerhed og tro på egne evner.     

Jeg har i min tid som mor erfaret, at nogle gange mærker jeg først det fulde omfang af en bekymring, når den ikke længere er tilstede. Og det samme har gjort sig gældende i forhold til det her med Kalles gang. Først nu, hvor bekymringen er lettet, så kan jeg for alvor fornemme den tyngde den har haft. For selvom vi har haft troen på, at det nok skulle komme, så har der været en nagende frygt og små, djævelske tanker bagerst i hovedet: Hvorfor går han ikke? Har hans hjerne mon alligevel taget skade? Kommer han nogensinde til at gå? Måske han er retarderet? Han han spastisk lammelse i benene? Overser vi noget?  

Kalle er blevet en motorisk færdighed rigere og hans forældre er blevet en kæmpe bekymring fattigere. Og den lykkefølelse, den lever jeg stadig højt på. 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow