{ Gæstebogen // Født for tidligt – i udlandet // Første del }

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen,

Da jeg modtog en mail fra Ida, der kort beskrev den fortælling, som hun gerne ville dele i min Gæstebog, så virkede det både velkendt og så alligevel slet ikke. Jer, der kender historien om min komplicerede graviditet, vil nok se lighederne. Men ulig mig, så endte Ida med at føde deres lille Elin i Schweiz. Langt væk hjemmefra.

Fortællingen er en af de længere, så jeg har valgt at dele den lidt op. Her kan I læse første del, der handler om graviditeten og indlæggelsen på svangreafdelingen.

* * * * * * * * * *

Historien om Elins fødsel og hårde start på livet minder på mange måder om de historier, jeg med stor interesse, bævende underlæbe og meget kærlighed har læst på denne blog. Og så alligevel slet ikke..

Der var engang en plan
I starten af 2018 boede jeg stadig i Basel med min schweiziske kæreste, Stefan. Vi ønskede os et barn og helst i Danmark. Jeg savnede København. Vi lagde en skide god plan i forhold til graviditet, flytning og job, synes vi i hvert fald selv. De to blå streger på pinden i februar 2018 gjorde planen til virkelighed, og flytningen skulle ske midt juli. Stefan søgte og fik en ny stilling i København fra august, og jeg sagde mit job op til slut juni. Vel vidende at jeg ikke ville søge et nyt job, før vores barn skulle starte i institution. Jeg havde termin i oktober, og jeg glædede mig så meget til, at have de sidste tre måneder af min graviditet hjemme i København. So far so good. Planen virkede!

Indlæggelsen
Blødningerne begyndte i uge 10, og jeg fik hurtigt konstateret forliggende moderkage. Ikke at det behøver at være farligt, men det gav en del bekymringer i ugerne efter. Og det var absolut ikke en del af planen! Den første styrtblødning kom i uge 18, midt på en cafe, og medførte 5 dage på svangerskabsafdelingen til observation. Den næste kom i uge 21, mens mine forældre var på besøg, og sendte mig direkte tilbage, endda i samme seng som sidst. Min stakkels far, der måtte skure gulvet efter jeg blev hastet på hospitalet, har sidenhen refereret til episoden som en remake af Det Stockholmske Blodbad.

Jeg vidste fra første indlæggelse, at jeg skulle være uden blødning i mindst 48 timer inden jeg kunne blive sendt hjem, så hver tur på toilettet var en skuffelse. Nogen dage var der intet, men næste morgen blødte jeg igen. Måske lørdag. Ok, måske søndag. Hmm, hvis jeg bare kommer hjem inden onsdag, så kan jeg stadig nå det og det møde på arbejde. Det var slet ikke gået op for mig, hvad der var ved at ske. Der måtte en læge til, der meget direkte fortalte mig, at jeg ikke ville komme hjem før jeg havde født, før alvoren ramte. What?? Jeg kan da ikke ligge her til oktober!!? Hvad med vores plan?

Dagene sneglede sig afsted med forskellige roommates, der alle blev udskrevet igen efter et par dage. Og en enkelt, der aborterede i sengen ved siden af mig. Jeg havde stadig min arbejds laptop og brugte tiden til at lave verdens mest detaljerede overlevering til de stakler, der skulle overtage mine opgaver. Det var meget svært for mig at acceptere, at jeg ikke ville kunne afslutte mit job på en ordentlig måde. Jeg blev skannet to gange om ugen, og umiddelbart så baby ud til at have det fint. Det var bare den elendige moderkage, der ikke ville spille med.

Indtil den skæbnesvangre rutineskanning, hvor den søde læge blev meget stille, og derefter lige ville hente sin chef for at være sikker. Mængden af fostervand var pludselig meget mindre end forventet, og det ændrede med et slag prognoser, og min egen tanke om at ligge der til oktober. Det tog mange timer og endnu flere tårer, før implikationerne så småt begyndte at gå op for mig.

Vi fik besøg af en narkoselæse, der stille mig en masse spørgsmål og gik igennem de forskellige muligheder, hvis det pludselig skulle gå stærkt. En overlæge kom forbi og forklarede proceduren for udskrab af resterne af et foster, og vi skulle underskrive en del dokumenter om, at vi var blevet informeret om de forskellige mulige forløb. Det bedste og hårdeste møde var med en overlæge fra neonatal, der på en ærlig, faktuel og meget menneskelig måde gjorde det helt klart, at vi med stor sandsynlighed ville komme ind til ham i lang tid. Hvis jeg vel at mærke kunne komme til uge 24.
Han gav os statistikker over overlevelse, handikap og følgeskader. Vi snakkede etik og hvornår man kan og bør redde et barns liv. Heldigvis var Stefan og jeg enige. Uge 24 var den magiske grænse, og hver dag efter ville være en gevinst. Den gamle garvede overlæge mente endda, at hvis jeg kom til uge 28 ville det for ham (næsten) være a walk in the park. Jeg var 22+1.

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen,

Dagene sneglede sig afsted med blodprøver hver 12 time og ultralyd to gange om ugen. Stefan kørte mig ud i hospitalshaven hver eftermiddag i rullestol, hvor vi prøvede at forholde os til vores nye situation. Vi var nu i midt juni, og flytningen var planlagt til midt juli. Planen gik ad helvede til, for at sige det lige ud. Vores lejlighed skulle også overleveres midt juli, og Stefan stod nu pludselig med al logistikken selv, samtidig med at han skulle holde min mentale røv oven vande. Vi har senere fundet ud af, at ingen af os turde dele vores inderste tanker med hinanden. Nemlig, at hvis det ikke var meningen, at vi skulle komme hjem med et barn, så håbede vi begge, at jeg ville abortere nu. Og ikke om 4 uger. Eller endnu senere. Så ville jeg nemlig kunne komme med hjem. Sige farvel til mit gamle liv. Organisere flytning, pakke vores ting ned, afslutte mit arbejde på en ordentlig måde, og køre hånd i hånd op gennem Europa i en flyttebil. Som vi havde planlagt – minus graviditet. Og vi kunne lægge dette mareridt bag os.

Men jeg gik ikke i fødsel, og vores baby havde det stadig acceptabelt, selvom der nu næsten ikke var noget fostervand tilbage. Vi var på besøg på Neonatal, og jeg græd usynlige salte tårer, da jeg for første gang så en præmatur baby. Hendes mor inviterede os hen til hendes kuvøse og viste stolt sin store datter frem, der nu var i uge 30 og næsten vejede et kilo. Det var en fugleunge og ikke en baby der lå der, med hvad jeg senere skulle lære lidt for godt at kende i form af C-Pap og mavesonde.

Uge 24 kom, jeg fik lungemodning, alt var stadig stabilt og jeg begyndte at blive kæphøj. Det gik jo super det her. Jeg begyndte at tænke store tanker om uge 28 og uge 30, og ignorerede blankt de søde skæve smil fra lægerne, når jeg meldte ud at det kunne jeg sagtens. Jeg så VM i fodbold på mit 4″ tv hver aften, når Stefan blev smidt ud. Og blev bedre til at ignorere min roomies snorken og lyden af helikopteren, der landede på taget. Jeg fik næsten en form for hverdag, med besøg fra både musikterapeut (der spillede for min mave en gang om ugen – en lidt speciel oplevelse må jeg indrømme), sjælesørger, psykolog, pedicure, obligatoriske håndarbejdslektioner (…) og al den tid man kunne bruge på at vælge frokost og aftensmad fra et bugnende menukort. Hospitaler i Schweiz er virkelig i en helt anden liga.

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen,

De begyndte at skanne baby to gange dagligt med CTG strimler, da jeg i uge 24 stadig ikke havde mærket liv. Vores lille pige var væksthæmmet, moderkagen lå i vejen og grundet det manglende fostervand, havde hun ikke meget plads at bevæge sig på. Jeg nåede aldrig at mærke liv. Sygeplejerskerne spurgte dagligt, om jeg havde mærket hende nu, og jeg var lige ved at fake det til sidst, bare for at gøre dem glade. Men jeg mærkede aldrig noget. Udover at jeg havde taget på, og en næsten konstant blødning, var der ikke mange tegn på at jeg var gravid. Det var svært for dem at måle hendes hjerterytme med en CTG, da hun var så lille. Og ofte måtte de prøve flere gange før de fik et resultat de kunne læse. De slukkede til sidst for lyden, for det var sindssygt stressende for mig at lytte til hver gang hjerteslaget forsvandt. Det var ved at gå op for os, at det gik i den forkerte retning.

Lægerne planlagde en stor ultralydsskanning til om torsdagen (hvor jeg ville være 25+3) og ville træffe en beslutning baseret på resultaterne. Tirsdag morgen fløj Stefan derfor til København for en dag, for at fikse de sidste ting i lejligheden og i forhold til hans nye job. Han ville være tilbage onsdag frokost, og være med til skanningen. Dårlige nyheder ville vi helst have sammen. Igen, en god plan på papiret. Vi burde vide bedre.

* * * * * * * * * *

Det var første del af Idas fortælling. Glæd Jer til anden del, hvor lille Elin kommer til verden.

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

Follow