{ Gæstebogen // Født for tidligt – i udlandet // tredje del }

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur

Dette er tredje og sidste del af Idas fortælling om at føde for tidligt – i udlandet. Hvis I ikke allerede har læst de foregående, så kan I finde første del og anden del lige her.

Tak til Ida, fordi du ville dele Jeres historie med os. Jeg er så taknemmelig over, at I er så mange der gerne deler ud af Jeres erfaringer og oplevelser i min Gæstebog. Og meget snart har jeg endnu en rørende fortælling klar til Jer, så jeg håber at I er lige så vilde med dem, som jeg er?

* * * * * * * * * *

Udskrivelsen

I starten af oktober begyndte mængden af alarmer at falde, og Elin kom et stykke over to kilo. Hun blev vaccineret, fik de sidste hjerte- og øjeundersøgelser, og pludselig var vi der.

Søndag eftermiddag fik vi at vide, at hun ville blive udskrevet dagen efter. Det fantastiske personale anbefalede at de passede Elin den sidste nat, så vi kunne få en god middag og nattesøvn, inden vi overtog ansvaret 100%. Argh! Det første vi gjorde var at tage på banegården og prøve at finde togbilletter. Vi forestillede os et nattog med egen kupé, så vi i ro og fred kunne komme sikkert hjem (uden for mange klamme baciller…man bliver lidt skadet af for lang tid på en neonatalafdeling). Hvad vi ikke havde kalkuleret med var, at det var efterårsferie i Tyskland og vi ville skulle vente en uge eller længere på et nattog. Ronald McDonald huset var glimrende til pårørende, men på ingen måde praktisk med en lille baby. Derudover ville vi bare hjem. Vi endte med købe billetter til en almindelig vogn, 16 timer, med 3 timers ventetid i Hamborg. Virkelig ikke et ønske scenarie med en 2,4 kilo ekstremt præmatur baby, men vi følte ikke vi havde andet valg. Hendes lunger var ikke stærke nok til at flyve, og så lang tid i en autostol går heller ikke. I et tog kan man i det mindste skiftes til at sidde og gå rundt med hende.

Da vi gik med barnevognen ud gennem skydedørene fra neonatalafdelingen, igennem svangerskabsafdelingen for at komme ud, stødte vi ind i den første sygeplejerske der passede mig i uge 18. Hun vidste ikke hvordan det var gået os, og blev simpelthen så lettet og jublende glad over at se, hvor langt vi var kommet. Det var virkeligt et mirakel, og både hende og jeg havde lidt fugtige øjne.

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur

10. oktober rejste vi. Togturen gik over al forventning, og Elin klarede den bedre end både Stefan og jeg. Fun fact – hendes pas nåede aldrig at komme, så vi endte med at måtte smugle hende ind i landet. Vi var så lettede over at vi ikke blev stoppet ved grænsen. Det tror jeg ikke jeg havde kunnet holde til. Passet blev modtaget i Basel to uger efter vi var rejst.

Vi ankom på Hovedbanen ved midnatstid og gik stille igennem Vesterbro med barnevogn og bagage for at komme hjem. Der var gang i gaden og fulde folk der festede. Det var uden tvivl den mest surrealistiske hjemkomst efter 6 år i Schweiz, man kunne tænke sig. Et meget direkte møde med verden udenfor, efter i alt 4 måneder i hospitalsboble i Basel.

I dag

Elin er nu 11 måneder (7,5 korrigeret) og klarer den over al forventning. Hun er stærkt synshæmmet (+9) og kæmper med at vænne sig til brillerne. Hun er selvfølgelig bagud motorisk, og er i et godt forløb med en fysioterapeut. Hun er godkendt til en specialplads i en dagpleje, men vi ved stadig ikke, hvornår vi får en plads tilbudt.

Det er nu et år siden jeg blev indlagt, og det kribler i mig for at begynde at søge job igen, men samtidig har Elin stadig brug for ekstra støtte og så meget kærlighed, at hun brokker sig lidt nogle gange. Hun har et specielt godt forhold til min mor, måske efter alle de uger de havde sammen på neonatalafdelingen. Jeg har stadig ´alarmitis´, og reagerer på stressede situationer jeg ikke kan flygte fra (seneste eksempel – en råbende skoleklasse i min togvogn). Jeg fandt en fantastisk psykolog, der er specialiseret i fødselstraumer allerede et par uger efter Elin kom til verden, og vi snakkede online, mens jeg var i Schweiz og ses nu personligt. Det har gjort en kæmpe forskel, selvom jeg stadig kan blive utroligt misundelig, når jeg ser en højgravid kvinde og hører om fødsler og følelsen af at mærke sit ufødte barn i maven. Det kommer jeg aldrig til.

Vi skal til Schweiz til sommer på en lille ferie, og jeg håber, at jeg er stærk nok til at tage forbi neonatalafdelingen med Elin, og endnu en gang sige tak til dem. Det ved jeg nok først, når jeg står foran bygningen. Fordi jeg var der alene så længe og vores situation var så speciel, så fik jeg et tæt forhold til flere af sygeplejerskerne. Tæt nok til at 4 af dem allerede har været på besøg hos os her i København! De er vidnerne til den sværeste tid i mit liv, og det betyder utroligt meget for mig, at de stadig er her.

Stefan og jeg gik igennem disse 4 måneder hver for sig, og sås primært gennem en skærm. Det vil jeg ikke ønske for nogen. Han forstår ikke altid mine reaktioner og min ´alarmitis´, men han er helt vidunderlig til at lytte og være der for mig. Noget af det første vi gjorde, da vi kom hjem var derfor, at finde en fast erfaren babysitter, der kommer hver anden tirsdag aften, så vi har kærestetid. I starten blev den brugt på at bearbejde alt vi har været igennem, og nu primært på at nyde. Hinanden, vores lille vidunderpige og vin ☺    

Moralen i denne historie, der blev meget længere end jeg havde planlagt, er at føde i udlandet er en elendig idé! Udover at stå i vores livs krise, har vi skulle kæmpe med ting vi aldrig havde overvejet. Så som CPR-numre og statsborgerskab, fordi vi ikke nåede at blive gift. Schweiz accepterer ikke elektroniske underskrifter, og de danske attester kunne ikke godkendes. Der gik derfor måneder før vi fik noget der mindede om en fødselsattest og før Elin rent administrativt eksisterede.

Samtaler med læger, sygeplejersker og akut kejsersnit på tysk kan på ingen måde anbefales. Måneders uklarhed om hvilken forsikring (hvis nogen overhovedet) ville betale de 100.000 kr. for min indlæggelse og de 3,5 mio. for Elins. Ingen barselsorlov til Stefan, da hun kom til verden inden han nåede at arbejde i Danmark. Der er ingen læger i Danmark der kender Elin og hendes forløb. Selvom vi har fået lov til at gå til tjek på Rigshospitalet, så kender de ikke hendes forhistorie og hendes journal er selvfølgelig (du har gættet det..) på tysk. Vi har selv skulle finde sundhedsplejerske og kæmpe for at få hende registreret i systemet. Alle de ting der normalt sker automatisk, har vi måtte kæmpe for. Det begynder så småt at blive en virkelig god historie 🙂 Men vejen hertil har virkelig været brolagt med kriser, tårer og surrealisme.

* * * * * * * * * *

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}


3 comments / Add your comment below

  1. Sikke en dejlig slutning ♥️

    Jeg håber sådan for jer, at i får plads i Delfinen i Valby. Det er det bedste sted for en sensitiv præmatur baby. Vores søn går der og stater i BH til august.

    1. Tusind tak Stephanie ❤ Det er så sødt af dig. Vi får besøg af Basisplejen i morgen, og er meget spændte på hvad de har at sige. Jeg er så splittet over at skulle aflevere hende, men håber på det bedste. Det er generelt ret imponerende den hjælp vi har fået når man fortæller at hun er en uge 25 baby❤

  2. Jeg elsker dine gæste opslag. Det er spændende at læse om andres oplevelser med præmatur børn.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow