{ Digterier // Jeg gav dig håb }

Digt, digteri, præmatur, ekstremt præmatur, præmatur digt, digt om død, digt om barnedød, englebarn, født uge 24, digt om at miste et barn, jeg gav dig håb, digt om englebarn, død baby

Der er så mange følelser og minder forbundet med vores tid på OUH. Nogle gode, mange svære og nogle, der har givet mig dybe ar på sjælen.

Sidstnævnte handler i de fleste tilfælde om Kalle, men der er også nogle af dem, som involverer nogle af de mange mennesker, som vi mødte på vores vej. Netop de er svære, at skrive om – da det ikke er dem alle, som jeg har kontakt til, og derfor ikke kan bede om lov til, at dele intime og private brudstykker af deres liv.

Et af de minder der hjemsøger mig jævnligt, det kan jeg ikke få mig selv til, at skrive om. Alene af den grund, at moderen ikke er tjent med, at læse mine ord uden advarsel.

Men ordene trænger sig på, og forleden nat vågnede jeg svedende og grådkvalt op. Skriblede nogle hurtige tanker ned, og jeg havde på under et minut skrevet mit voksenlivs første digt.

Jeg gav dig håb

Nybagte mor
Øjne, sorte af frygt
Stjålne blikke
“Hvem ligger mon der?”

Kom Bare
Du må gerne se
Min søn
Har også været lille

Vi taler
Du smiler og takker
Blanke øjne
“Nu tør jeg håbe”

Tomme øjne
Jeg ser din sorg
Braste drømme
Håbet ligger i trækisten

Jeg angrer
Skammen i mit Bryst
Kære mor
Undskyld, jeg gav dig håb

Jeg vil lade ordene stå der, til evigt skue. Et hjerteskærende minde, der føles lidt mindre tungt nu, hvor det er delt med Jer.

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow