{ Gæstebogen // Født for tidligt – i udlandet // Anden del }

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur

Hvis I ikke allerede har læst første del af Idas fortælling om at blive indlagt i udlandet, så skynd Jer at gøre det, inden I læser videre her.

Denne anden del handler om fødslen og den svære tid på neonatalafdelingen, hvor Ida tilbragte megen af tiden alene – da hendes kæreste var nødsaget til, at tage tilbage til København for at arbejde.

* * * * * * * * * *

Fødslen

Tirsdag aften. Danmark vs Kroatien straffespark på mit mini-tv og CTG strimmel om maven, da døren gik op og tre læger kom ind. De fortalte mig at min pige ikke havde det godt, og at de havde besluttet, at hun skulle ud indenfor de næste 30 minutter. De spurgte om der var nogen de kunne ringe til, der kunne være hos mig, men jeg kendte ingen der kunne være omklædte på OP indenfor 30 minutter. Jeg tænkte ikke klart. Det hele er stadig ret sløret i min hukommelse, men det myldrede pludselig med folk på stuen, der gjorde mig klar til et kejsersnit. Jeg fik stukket en telefon i hånden med en forstenet og bund-ulykkelig Stefan i den anden ende, og jeg kan huske, at jeg var meget bekymret for min bagage, og for om jeg måtte få min telefon med.

De løb med min seng hen af gangene, og jeg lå og kiggede op på lysene i loftet, der fløj forbi, og tænkte at det mindede om en dårlig film. Der stod 20 mand klar på operationsstuen, og det gik lynhurtigt.

Jeg hulkede så meget da de skulle bedøve mig i ryggen, at jeg havde svært ved at ligge stille. Jeg var midt i mit livs første og forhåbentlig eneste angstanfald. En sygeplejerske holdt mig i hånden under hele proceduren, og der stod et hold af læger klar til at tage imod min pige. Jeg stirrede primært op i loftet og prøvede at forstå, hvad der var ved at ske. Det lykkedes ikke rigtigt. Det var en ud af kroppen-oplevelse. Jeg var 25+0, og 15 minutter efter blev jeg mor til en pige på 560 gram og 29 cm. Elin blev båret direkte hen til lægerne, men jeg nåede at høre et lille bitte klynk, og jeg kan huske at jeg smilede. Sygeplejersken tog min telefon og tog et billede af Elin, inden hun blev intuberet. Hun kom stolt tilbage med billedet og ønskede mig tillykke, mens mit hjerte blev knust i 1000 stykker. Det var ikke en baby på billedet. Det var et foster. Et lille bitte lilla foster.

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur

Stemningen i rummet skiftede brat, da Elins lunger klappede sammen. Jeg blev lynhurtigt syet sammen og kørt ind på en opvågningsstue med besked om, at overlægen ville komme ind til mig, så snart Elin var stabil. Det var et mareridt. At ligge der alene, prøve at Facetime med Stefan, mens det stadig slet ikke var gået op for mig, hvad der var sket. Og jeg ikke anede om vores baby var i live eller ej. Vi græd mange tårer på hver vores side af skærmen.

Der gik to timer før en meget træt overlæge kom ind og fortalte, at Elin havde givet ham sved på panden, men at hun nu var stabil og kørt over på den intensive del af Neonatal. Hun havde luft i brystkassen, så lungerne ikke kunne folde sig ud, og han havde været nødt til at lægge et lungedræn på hende. De næste 48 timer ville være meget kritiske, og risikoen for en hjerneblødning var meget høj. Mit tyske er godt, men ikke så godt, og det var sindssygt svært være så groggy, og samtidig prøve at forstå al den information jeg fik. På en måde var det held i uheld, at jeg ikke rigtigt forstod hvor kritisk hun var. Det ved jeg ikke, hvordan jeg havde håndteret. Det var uden tvivl den værste aften i mit liv. Den aften jeg blev mor.

Den søde og velmenende sygeplejerske kørte min seng ind ved siden af Elins kuvøse, hvor der på ingen måde var plads til den. Og jeg lå og stirrede på en lille bitte lilla hånd der bevægede sig i små ryk. Jeg var udmattet og følelsesmæssigt slet ikke i stand til, at forholde mig til det lille væsen i kuvøsen. Jeg lå i vejen for dem på arbejde, og jeg ville allerhelst bare væk. Efter en time bad jeg om jeg måtte blive kørt tilbage. Jeg blev placeret på barselsgangen i en stue, hvor der allerede lå en nybagt mor og sov. Heldigvis (for mig) uden sit barn, der også lå på Neo. Jeg lå og kiggede ud af vinduet, da det blev lyst mens bedøvelsen fortog sig. Jeg fik hvilet lidt, inden morgenmaden blev serveret, friskt efterfulgt af en brystpumpe. Værsgo at starte.

De spurgte, om jeg havde ringet ned til Neo for at høre hvordan min pige havde det, eller om de skulle køre mig derned. Jeg takkede nej. Jeg var stadig i chok, tror jeg, og jeg ville intet vide før Stefan kom. Jeg ville ikke være den, der skulle overbringe ham dårlige nyheder. Dem skulle vi have sammen. Og jeg vidste, at han allerede var i lufthavnen for at komme med det første fly han overhovedet kunne finde.

Jeg stenede Netflix i en døs hele formiddagen, mens jeg ventede på ham. Fuldstændig ude af stand til at forholde mig til, at jeg havde et barn en etage længere nede. Jeg ved snart ikke hvem af os der så værst ud, da Stefan endelig stormede ind på min stue. Med mig i en rullestol tog vi sammen ned på Neo og så vores lille bitte pige, der havde overlevet natten.

Neonatal

Virkeligheden af hvad der var sket, gik først rigtigt op for mig, da jeg fik besøg af de sociale myndigheder på min stue. De var blevet informeret af personalet om, at der her lå en kvinde der var arbejdsløs, de facto hjemløs, da vi kun havde lejligheden 10 dage mere, og hvor faderen til hendes barn var ved at forlade hende og flytte til udlandet. Stakkels Stefan ville nemlig blive nødt til, at flytte alene til København lige meget hvad, da han skulle starte på sit nye job. Vi kunne ikke begge være uden indtægt. Det var virkeligt lavpunktet, og jeg kom næsten til at fnise over, hvor absurd vores situation var.

Den søde dame var meget lettet, da hun hørte hvordan tingene hængte sammen, selvom hun gav mig ret i, at det var noget rod. Hun hjalp mig med at få et værelse på det lokale Ronald McDonald hus, så jeg i det mindste slap for at couch-surfe med min brystpumpe under armen de næste minimum tre måneder, til Elin forhåbentlig kunne komme hjem. Tre dage senere blev jeg udskrevet og flyttede ind på et lille værelse med en dobbeltseng, et skab, et bord med en stol og mit eget lille badeværelse en kilometer fra hospitalet. Stefan flyttede ind til mig, mens han oveni sit fuldtidsjob prøvede at pakke vores lejlighed sammen, forære alle vores møbler væk, og være så meget på Neo som muligt, inden han skulle flytte.

Elin klarede de første 48 timer uden at få den hjerneblødning de forventede, og en uge efter fik hun fjernet sit lungedræn, blev taget ud af respirator og lagt i C-pap. Vi kunne derfor få lov til at ligge med hende i såkaldt kangaroo. Det var klokkeklart for mig, men til stor overraskelse for sygeplejerskerne at Stefan skulle have den første tur. Han skulle køre nordpå dagen efter, så det var kun fair. Jeg tror først det var der det gik op for mig, hvor lille og skrøbelig hun var – da hun blev båret ud af kuvøsen og placeret på hans bryst. Stefan nød følelsen af hendes lille bitte krop på sit bryst, og jeg var, hånden på hjertet, på ingen måde misundelig. Jeg havde stadig meget svært ved at forholde mig til det hele. Hun var simpelthen så ustabil og C-pap alarmen gik konstant, hver gang hun glemte at trække vejret. Det var helt afsindigt stressende for mig, mens Stefan var bedre til at abstrahere fra lydene.

Mine elskede forældre kom til Basel med campingvogn, på vej hjem fra deres sommerferie. Min mor blev hos mig de første 6 uger, hvor det var allermest kritisk. Min far kørte sammen med Stefan og flyttelæsset til Danmark, og hjalp ham med at komme på plads. Det er svært at beskrive følelsen jeg havde, da min mor og jeg vinkede farvel til flyttebilen. Det var simpelthen så forkert at han skulle rejse. Men vi havde intet valg. Jeg ved ikke hvordan jeg var kommet igennem den første tid alene, hvis min mor ikke havde været der. Frygten for opkaldet fra Neo, hvis det pludselig gik ned af bakke, var overvældende. Og tanken om at være alene, hvis det kom, var en af de helt overskyggende tanker jeg havde. Min mor vaskede mit tøj, lavede mad til mig, og var med på Neo mindst en gang om dagen, hvor hun var med til at pusle og nusse om Elin. Hun var min klippe, og den primære grund til at Stefan kunne trække vejret i København. Han vidste, at jeg havde hende at læne mig op ad.

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur

I Basel ligger de 6 børn på hver stue, og der er lige plads til en klapstol på hver side af kuvøserne. Man er ikke indlagt sammen med sit barn, og med mindre man bor langt væk, opfordrer de forældrene til at være med til så mange såkaldte forplejningsrunder (hver 4.time fik babyerne mad, ren ble og hvis de var stærke nok, en lille pause fra c-pap) man kunne i løbet af dagen. Og så ellers lade baby sove uden forstyrrelser, mens man selv kunne gå hjem i mellemtiden og trække vejret og få noget søvn. Der var ingen mulighed for at overnatte på hospitalet. For mig var det en stor lettelse, at der ikke stod en seng til mig, for så var jeg aldrig gået hjem. For hvad nu hvis der skete noget og jeg ikke var der? Men når det er forventet at man går hjem, så havde jeg ingen dårlig samvittighed, og jeg trængte desperat til luft og en pause hver aften og nat.

Jeg var som regel med til 4 forplejningsrunder i løbet af en dag, plus en daglig kangaroo session. Man måtte maksimalt kangaroo´e en gang dagligt, men til gengæld så længe man overhovedet kunne. Der var kamp om de lænestole man kunne bruge til at ligge med sit barn i, og man kunne til nød finde en lille foldevæg man kunne stille op for at skærme bare en smule. Det virkede aldrig rigtigt, og hvis 6 mødre kangaroo´ede samtidig, så var der bryster og alarmer over alt. For mig var det en meget ambivalent ting. Jeg elskede følelsen lige når hun blev lagt på mit bryst, og jeg kunne mærke at hun slappede af. Mest vidunderlige følelse i verden! Men hun var simpelthen så ustabil, at hendes iltniveau faldt konstant, og alarmen gik. Personalet sagde, at jeg skulle prøve ikke at kigge på skærmen, men bare fokusere på hende. Fat chance! Følelsen af, at dit barn stopper med at trækker vejret, at hendes lille brystkasse stopper med at bevæge sig på dit bryst, var for mig virkeligt traumatiserende. Og efter 3 timer, hvor det skete hvert 5. minut, var jeg fuldstændigt ødelagt. Jeg lå bare og talte minutterne til, at jeg synes det var acceptabelt at bede om at få hende lagt tilbage i kuvøsen.

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur, hud mod hud,
Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur

Det var så svært for mig at nyde, og jeg havde simpelthen så dårlig samvittighed. Jeg elskede at være tæt på hende, og samtidig elskede jeg følelsen af at komme ud i solskinnet og væk fra alarmerne. Fra kriserne hos de andre børn, fra lugtene og lydene. Meget ambivalent. Det kom aldrig på tale at overflytte Elin til København, da der ingen medicinsk grund var. Basels Neonatale afdeling er i verdensklasse, og hverken Schweiz eller Danmark ville betale regningen for en overflytning uden grund. Vi blev derfor i Schweiz under hele indlæggelsen.

Hver morgen gik jeg turen ind til hospitalet med en lille køletaske med modermælk i hånden, musik i ørerne og en helt surreal følelse af at være i limbo. Jeg havde intet overskud til socialt liv med mine venner og kolleger, og de kunne på ingen måde sætte sig ind i hvad jeg gik igennem. Mit gamle liv i Basel var slut, men mit nye liv i København var ikke startet endnu. Det var en benhård tid. Heldigvis, og imod alle odds, gik det næsten kun fremad med Elin. 6 uger efter hun blev født nåede hun et kilo, og tre uger efter det slap hun endelig ud af C-pap. En enkelt mistanke om infektion, der heldigvis ikke udviklede sig, og ellers gik det en lille smule bedre hver dag. Vi kom til det tidspunkt, hvor vi kunne begynde at skimte udskrivelsen, hvilket udløste helt nye spørgsmål. Hvordan kommer vi hjem? Må man have mavesonde på et pasbillede? Det var en situation sygeplejerskerne heller ikke havde prøvet før, og vi havde meget sjov ud af, at få taget et acceptabelt billede (hvor vi i sidste ende fik en fotograf til at fotoshoppe sonder etc. væk)

Præmatur, præmatur mor, moderkage løsning, føde i udlandet, præmatur født i udlandet, føde i Schweiz, gravid i udlandet, neonatal, neonatal i udlandet, født for tidligt, randløsning, forliggende moderkage, foranliggende moderkage, gæstebogen, født uge 25, neonatal, ekstremt præmatur, baby med sonde, sonde

I starten af september blev Elin flyttet ind i et såkaldt Exit room, som er en lille hospitalsstue med plads til en baby seng, en voksen seng, et skab, en vask og et lille bord. Ideen er at man overtager plejen af sit barn 24/7 en uges tid, inden det bliver udskrevet, så man ikke pludselig bliver sendt hjem med sit barn direkte fra Neo. Elin var stadig langt fra at kunne udskrives, og vi havde lidt på fornemmelsen, at hun blev flyttet så tidligt fordi hun var den stærkeste baby, og de manglede pladsen. Når man bor i et Exit room kommer familien med mad, henter vasketøj etc, og her blev det endnu tydeligere at vores situation var ret speciel. Min mor var for længst hjemme igen, Stefan kom så ofte han kunne i weekenderne og jeg har aldrig spist så mange pot nudler i mit liv! Der var ingen til af aflaste mig eller hjælpe med det praktiske, så jeg fik masser af støtte og hjælp fra personalet. De var virkelig fantastiske.

Det værste var nætterne. Elin fik mad hver 4. time, hvilket snildt kunne tage en time eller mere. Hun skulle falde i søvn igen, jeg skulle nå at pumpe mælk ud, og (helst) falde i søvn igen inden næste runde. Hendes vejrtrækningen var stadig rigtig ustabil, og selvom de slukkede lyden i vores stue, så kunne jeg stadig høre alarmen lige ud på den anden side af døren. En nat efter ca. 14 dage, da alarm nummer 5002 lød, gik jeg i stykker. Jeg fik galoperende ´alarmitis´ og tog mig selv i næsten at råbe af mit barn, at hun skulle trække vejret. Jeg var og er stadig allermest sårbar om natten. Jeg fungerer på en eller anden måde meget bedre i dagslys, hvor alting er meget mindre skræmmende. Men den nat brændte det hele sammen for mig, og Stefan fik derfor ok fra sin nye chef til, at kunne arbejde fra Basel, og ikke komme hjem før vi alle tre var klar. Jeg var fuldstændig færdig, og havde så meget brug for søvn og luft langt væk fra hospitalet. Jeg tog dagene på hospitalet, mens Stefan arbejdede, og han tog nætterne, mens jeg var i Ronald McDonald huset.

* * * * * * * * * *

Det var så anden del af Idas fortælling. Glæd Jer til tredje og sidste del, hvor I kan læse om udskrivelsen og hvordan Elin og hendes forældre har det idag.

Har du lyst til, at dele din fortælling i min Gæstebog? Så send mig meget gerne en mail 

// Camilla

{ I kan også følge med på InstagramFacebook og Bloglovin`}

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow